Euroman hylder gamle mænd

Euroman har dedikeret 20 sider til ældre, vise mænd. Her fortæller vores chefredaktør Kristoffer Zøllner hvorfor:

For nylig døde Anker Jørgensen. 93 blev han. I de seneste år var han efterhånden blevet senil, men ellers kunne han meget vel have været at finde i vores store tema om kreative og inspirerende mænd. Vi har ikke kunnet beslutte os for, om vi skulle kalde dem gamle eller ældre, så i stedet kalder vi dem vintage. Som ædel vin eller møbler, der har fået tilpas meget patina.

Jeg har altid selv foretrukket at interviewe mennesker – og ikke bare mænd – som er nået et godt stykke gennem livet. Fordi de selvsagt har oplevet mere og dermed har mere at fortælle og give af. Men også fordi man med årene smider noget af den forfængelighed og selvhøjtidelighed, som ofte gør yngre mennesker sværere at portrættere. Der er færre barrierer at skulle nedbryde og knap så mange hensyn at tage.

Da jeg for et par år siden interviewede Klaus Rifbjerg, havde jeg forventet at møde den frygtindgydende, ironiske og sylespidse debattør og forfatter, der i 50 år havde fået kolleger og modstandere til at ryste af skræk. Men det var i stedet en blid, følsom 83-årig mand, der – stadigvæk skarp som et barberblad – serverede fragilité og selv bryggede kaffen.

Mindre end et år senere var han væk. Ligeledes har jeg de senere år interviewet modstandsmanden og kunstneren (og Klaus Riskær Pedersens far) Knud Pedersen og debattøren Claes Kastholm. Også de havde sikkert været at finde i dette nummer, hvis ikke de var gået bort i henholdsvis 2014 og for et par måneder siden.

Det er problemet med gamle mennesker. De dør fra os. Derfor er det vigtigt at få talt med dem, inden det er for sent. Og med mænd, hvor den yngste er 67 og den ældste 93, har det næsten været nervepirrende de seneste måneder, for hvad nu, hvis en af dem gik bort i mellemtiden. Og tiden fra jeg skriver disse linjer, til du læser dem, er lang, når man arbejder med mænd over 80.

I Danmark er pensionsalderen i øjeblikket 65 år (for danskere født før 1954). Det er her, samfundet bestemmer, at man er blevet for gammel til at arbejde. For gammel til at udfylde en rolle. For gammel til at give mening.

Jeg har selv ca. 30 år tilbage på arbejdsmarkedet, inden det er slut med det, jeg synes er sjovest. Så hvorfor så stoppe med det? Ideen om et samfund med efterløn og folkepension blev skabt i en tid, hvor det meste arbejde var fysisk udmattende og nedslidende, og hvor folk levede i kortere tid.

Sådan er det ikke i dag, og sådan bliver det i mindre grad fremover. Med fare for, at jeg kommer til at fortryde det, kan jeg sagtens se mig selv arbejde, til jeg bliver 75. Eller 80 for den sags skyld. Og hvis Folketinget får vedtaget det, bliver pensionsalderen for mit vedkommende da også hævet. Fint med mig.

Men vores 14 ældre herrer – og en enkelt sir – er stadigvæk fulde af energi og har ikke planer om at lade sig pensionere foreløbig. Men som tennisspilleren, buddhisten, jazzmusikeren (og far til Metallica-trommeslager Lars Ulrich) Torben Ulrich siger:

”Har man været fysisk aktiv et helt liv, kan det måske være frustrerende at blive ældre.

Men så er det, fordi du ikke rigtig forstår, hvad det vil siges at ældes, og at alting nedbrydes. Det er jeg kun pinligt bevidst om hver dag, når jeg står op.”

Så det starter allerede nu. Hvad enten du er 20, 38 eller 87. Hver dag er et skridt mod det uundgåelige. Det handler om, hvordan du bruger den tid, du har tilbage. Heldigvis sidder du med det nyeste Euroman, så du kan være sikker på, at du i hvert fald bruger de næste par timer fornuftigt.

God fornøjelse.