Eric Cantona kritiserer korruption og ulighed ved VM i Brasilien

Eric Cantona kritiserer korruption og ulighed ved VM i Brasilien
Offentliggjort

Den franske forhenværende fodboldstjerne Eric Cantona slutter sig nu til kritikere af den forestående VM-slutrunde.

Protesterne mod verdensmesterskaberne i Brasilien er ikke nye. Lige siden sidste års Confederation Cup, der blev afholdt på brasiliansk grund, har dele af den brasilianske befolkning protesteret mod de enorme summer, der bruges på at afholde verdensmesterskaberne, mens den fattigste del af befolkningen savner investeringer i sundhed, boliger og skolegang.

Så sent som i går blev en bus fuld af brasilianske landsholdsspillere på vej i træningslejr mødt af en vred menneskemængde, der omringede bussen og påklistrede protestklistermærker på bussen og dens ruder.

Eric Cantona, der siden sin tilbagetrækning fra professionel fodbold har levet af at spille skuespil og nu også er begyndt at instruere film, har med sin dokumentarfilm ’Looking for Rio’, besluttet sig for at kigge nærmere på problemet.

I filmen taler instruktøren om korruption i forbindelse med de penge, der skifter lomme under forberedelserne til verdensmesterskaberne, og han møder beboere fra Rio-favelaen Babilonia, der brokker sig over, at de stadig skal bo ved siden af en stinkende kloak, mens der investeres milliarder i ombygningen af stadions.

Du kan se et interview med instruktøren samt klip fra filmen, der får premiere på Sidelines – en filmfestival om fodbold og menneskerettigheder afholdt af Amnesty i London 6.-8. Juni – her:

Eric Cantona mener, at det, der sker i Brasilien, hvor en række stadions er blevet bygget om, så de nu kun har siddepladser og derfor plads til langt færre tilskuere, der til gengæld må betale meget mere for at gå til kampene er et problem, der kendetegner den verdensomspændende udvikling inden for en fodbold, der, mener han, er ved at miste forbindelsen til sine folkelige rødder.

Hvilket er paradoksalt, fordi ”alle de bedste fodboldspillere i verden kommer fra fattige kår,” siger franskmanden og nævner eksempelvis spillere som Pelé, Maradona, Ronaldo og Messi.

Cantona mener, at FIFA har et medansvar for at holde billetpriser nede, så alle har en mulighed for at opleve fodbold på første hånd.

“Den slags mennesker, den slags unge drenge, har brug for at tage på stadion med deres forældre, så de ikke bare ser fodbold på et t vi en bar, fordi de ikke har penge nok til at købe deres eget tv.”

Overordnet tror Cantona på, at det kan være godt for Brasilien, at der bliver afholdt et VM, fordi det kan være en mulighed for resten af verden til at blive mere opmærksomme på problemerne i landet.