I 1994 vandt OB sensationelt 0-2 over Real Madrid på et mål i overtiden af Morten Bisgaard. Og han mener, at FCK med held, løbevillighed og sammenhold kan præstere en lignende overraskelse i aften.
Det kan godt være, at FCK hakker og hoster sig af sted i denne sæson, og det kan ligne et mareridt at skulle møde en af verdens største klubber på udebane. Men Real Madrid slingrer også for tiden. Så sent som i weekenden tabte de hjemme til ærkerivalerne fra Atletico Madrid, og de spanske aviser stiller store spørgsmålstegn ved den nye træner Ancelotti og hans dispositioner.
”Real Madrid er langt fra på toppen. De er defensivt skrøbelige. Det kan godt være, at de vinder 1-6 over Galatasaray i den første runde af Champions League, men det gør de kun på grund af deres store individualister. I starten af kampen er de på hælene,” fortæller Morten Bisgaard.
Ud over at have nedlagt kongeklubben har han også en fortid i F.C. København. Og han kan godt se ligheder mellem den opgave, som OB stod overfor for snart 20 år, og den som møder københavnerne nu.
”Ligesom dengang med OB har FCK jo alt at vinde. Og FCK er et stærkere kollektivt end Real Madrid. Københavnerne skal også lukrere på, at Real Madrid har alt presset, og så håbe på, at nogle af deres profiler har en mindre god dag. Og så skal de løbe mange flere meter end dem.”
Det OB-hold, han selv var en del af, var fysisk stærkt, og det bekom ikke spanierne godt.
”Vi havde rigtig mange løbemaskiner. I vores bagkæde var der fem stærke mænd, og ingen af dem var under 1.90 meter. Teknisk og på de fleste andre parametre var vi jo underlegne i Europa, men vi kunne løbe alle ihjel.”
Siden Ståle er kommet hjem, har FCK fået mere gnist på holdet, mener Morten Bisgaard. Der er dog stadig flere profiler, der ikke præsterer, og nogle af de nye som Fanendo Adi og Daniel Bratten skal have nogle flere kampe.
Når det gælder Real Madrid, er det ikke kun i defensiven, der er problemer. Fansene er stærkt utilfredse med klubbens franske angriber Karim Benzeman, og i en meningsmåling i avisen AS stemte 86 procent for, at den unge Alvaro Morata får chanchen fra start mod FCK.
”Realistisk set vinder Real formentlig 2-0. Men jeg tror ikke, FCK får store klø. Og hvis det ikke spiller for Real, kan FCK godt skabe et resultat. Ligesom vi gjorde.”
OB’s mirakel i Madrid i 1994 kom efter, at de havde tabt 3-2 hjemme. Derfor lignede det også på forhånd en umulig opgave, at skulle vinde 0-2 på Santiago Bernabéu. Odenseanerne kom dog foran 0-1 på et mål af Ulrik Petersen, og det var også kampens resultat frem til det 90. minut. Men i stedet for at forsvare og sikre det resultat, der ville bringe dem videre, jagtede madrilenerne ærekært en udligning. Og det udnyttede OB og Morten Bisgaard.
”Jeg startede på bænken i Madrid. Jeg kommer ind på det tidspunkt, hvor vi skal score det sidste afgørende mål. Jeg løber frem i vores højre side, uden at Real-spillerne rigtigt bemærker det. De er så opsatte på at udligne. Vi kommer fri i venstresiden, og Michael Schjønberg lægger et indlæg ind, som Jesper Hjort misser. Bagerst står jeg helt fri og kan sætte den modsat målmanden. Det var et af de største øjeblikke i min karriere. Det var mit gennembrud.”
FACEBOOK Bliv ven med Euroman