VM i atletik
Top 5: Derfor skal du se indendørs-VM i atletik

Danmark er kun repræsenteret med to atleter, når VM skydes i gang fredag. Men derfor er der alligevel mange interessante ting at følge.
Hvis man sidder med et håb om prestige og medaljer til Danmark, når indendørs-VM i atletik går i gang i Polen, bliver man skuffet.
De to danske håb er 400-meter-løberen Nick Ekelund-Arenander og den blot 20-årige Stina Troest på 800-meter distancen. På trods af flotte resultater for nylig vinder de to danskere formentlig næppe andet end æren.
Men selv om de danske atleter ikke har de bedste chancer i det skrappe selskab, er der stadig masser af gode grunde til, at du alligevel bør kigge med, når verdens bedste atleter samles. Se her, hvorfor og hvornår du bør tænde for skærmen.
MÆND: 400 METER
Der er garanti for drama, når verdens bedste 400 meter-løbere rykker indendørs. 400 meter-løbere er ved udendørskonkurrencer vant til at følge den samme bane hele vejen rundt og være fuldstændig uden kontakt med de andre løbere. Indendørs er det en hel anden disciplin. På en halvt så stor bane vil der efter første omgang være kamp om pladsen i den attraktive korte inderbane. Som en anden motorvejssammenfletning vil løberne for alt i verden prøve at komme hurtigst rundt på første omgang, så de kan få den bedst mulige placering. Forvent masser nærkampe og uforudsete styrt.
Indledende runde – Fredag 7. marts kl. 10.45
Semifinale – Fredag 7. marts kl. 21.25
Finale – Lørdag 8. marts kl. 20.30
KVINDER: 3.000 METER
Sjældent har nogen indtaget så stor en favoritrolle som Genzebe Dibaba. Denne vinter har hun sat verdensrekord på både 1.500 meter og 3000 meter indendørs og må selvsagt siges at være i sit livs form. Med knap 15 sekunder ned til nærmeste forfølger på årets rangliste er der ingen tvivl om, at den etiopiske stjerne selv forventer at tage guld. Men om hun vil satse hele butikken og forsøge at gå efter endnu en ny verdensrekord, er knap så sikkert.
Indledende runde – Fredag 7. marts kl. 11.25
Finale – Søndag 9. marts kl. 16.50
MÆND: 60 METER
Sprintfænomenet Usain Bolt kommer ikke. Den næsten to meter høje jamaicaner er simpelthen ikke bygget til at løbe 60 meter og har i stedet valgt at prioritere træningstimer på Jamaicas solrige træningsbaner. Til gengæld skal du holde øje med Marvin Bracy. Den blot 20-årige amerikaner møder op til mesterskaberne som nykåret amerikansk mester. mange forventer, han bliver verdens hurtigste mand indendørs. Spørgsmålet er, om han vil snuble over det stigende pres eller om han vil leve op til favoritrollen som USA’s nye sprinterhåb.
Indledende runde – Fredag 7. marts kl. 18.40
Semifinale – Lørdag 8. marts kl. 18.30
Finale – Lørdag 8. marts kl. 20.57
MÆND: HØJDESPRING
Ivan Ukhov er navnet på manden, der meget vel kan være det bedste mandlige bud på en ny verdensrekord. Russeren, der tidligere blev verdenskendt for at møde spritstiv op til konkurrence, har denne vinter været alt andet end sejlende. Med en ny europæisk rekord fra februar måned, er Ukhov kun en enkelt centimeter fra at tangere den 25 år gamle verdensrekord. Sopot kan meget vel blive stedet, hvor en ny verdensrekord i højdespring ser dagens lys.
Indledende runde – Lørdag 8. marts kl. 12.05
Semifinale – Lørdag 8. marts kl. 20.57
Finale – Søndag 9. marts kl. 16.30
KVINDER OG MÆND: 4x400 METER STAFET
Tag dramaet fra 400 meteren og gang den med fire. Tilsæt derefter et par depeche og en hel masse fædrelandsfølelse, og så har du setuppet til 4x400m indendørs. Stafetten har altid været en disciplin kendt for sin spænding og uforudsigelighed. Et enkelt kiks i skiftet kan koste et helt hold muligheden for et godt resultat. At stafetten samtidig er den eneste holddisciplin i en individuel sport som atletik giver løberne en helt anden form for tænding. Det er ikke længere blot løberen selv, der skuffer, hvis der underpræsteres, men en hel nations ære, der står for fald.
Mænd
Indledende runde – Lørdag 8. marts kl. 11.50
Finale – Søndag 9. marts kl. 18.40
Kvinder
Indledende runde – Lørdag 8. marts kl. 12.20
Finale – Søndag 9. marts kl. 17.45
__________
Du kan se begge danskere i aktion første gang fredag. DR3 live-transmitterer fra samtlige discipliner hele weekenden.
Nick Ekelund-Arenander løber indledende runde i 400 meter fredag kl. 10.45. Stina Troest løber indledende runde i 800 meter fredag kl. 13.00.
__________