Du bliver hvad du spiser. Og du får som fortjent.

Jeg var ved at få min morgenmad galt i halsen, da jeg forleden på Instagram så et billede af et nyt produkt, der er på hylderne i supermarkederne. Scrambled eggs med bacon, færdiglavet af ægproducenten Hedegaard og klar til at tilberede direkte fra beholderen. Scrambled eggs er verdens nemmeste ret at lave i et køkken og den sidste, jeg nogensinde havde forestillet mig som færdigret. En ting er, at Hedegaard synes, tiden er moden til at sende sådan et produkt på gaden. En anden ting er, at det højst sandsynligt nok skal finde sine købere. Has it come to this?

Det er mig en gåde, hvordan Danmark kan være verdens lykkeligste folk. Ikke nok med at vi bor i et land, hvor der er nattefrost og kulsort 6-8 måneder om året; meget af Danmarks madkultur er bundet op på discount og en higen efter at maksimere kvantitet uden at tage hensyn til det naturlige fald i kvalitet, fødevarerne lider som konsekvens.

Det er efterhånden en gammel sag, at danskere bruger færre og færre penge på mad. Andelen af den disponible indkomst, der bliver brugt på fødevarer, er helt nede på omkring deprimerende 10%. Det er en halvering siden 1970.

I den ene ende har vi selvfølgelig en elite af Claus Meyer og den nynordiske garde, der prædiker nærvær mens de idyllisk hiver det ene bundt gulerødder op af Lammefjorden efter det andet. Det er beundringsværdigt, og mængden af nysgerrige øjne og skrivelystne penne fra glubske journalister fra udlandet (og på Politikens iByen-redaktion) synes enorm.

Men i den anden ende, i gangene i discountsupermarkederne på jagt efter neutralmarinerede kyllinger og færdigretter med udefinerbart kød, findes majoriteten af danskere. Ude i den virkelig hverdagsverden. For dem skal det gå stærkt, det skal være nemt og det skal være billigt. Og selvom vi har travlt på en kedelig grå tirsdag i marts, så er det mig en gåde, hvorfor vi ønsker at straffe os selv yderligere ved at stoppe os med sprøjtede grøntsager, dårligt kød og færdigproducerede retter.

Vi har selv et ansvar for at handle de rigtige varer og bakke de købmænd op, der har gode varer på hylderne. Men der skal stilles krav. Om at slagteren supermarkedet også laver knap så populære udskæringer. Og at grøntafdelingen tager de mindre efterspurgte sorter hjem. Og krav til os selv, så vi ikke køber de nemme løsninger, men bevarer nysgerrigheden og konstant er sultne efter noget nyt og anderledes. Vi får kun mulighed for at købe de fødevarer, vi fortjener.

Derfor synes jeg det er vigtigt, at der bliver råbt vagt i gevær, inden det hele ender med masseproduktion, frosne lasagner og forbandede færdiglavede scrambled eggs med bacon. Og den eneste måde, man som forbruger kan råbe højt, er ved at tie stille og ignorere produkterne. De vil hverken dig, din mave eller dit humør noget godt. Og vi vil jo gerne blive ved med at være verdens lykkeligste folk, ik?