Oscar Wilde sagde at perfektion er kedeligt, men Gaubys vine er netop ikke perfekte. De er blevet endnu bedre end de var tidligere. Idealet i Roussillon lige nu, lader til at være portvinsstyrke, kødglacelignende koncentration og overekstraktion. Gauby er noget helt andet. Serien er lige entreret hos Sigurd Müller Vinhandel med de senere års bedste årgang, 2007 – og et par ’08ere.
Gaubys introduktion til det kalkstensholdige skifrede landskab og dets frembringelser er Les Calcinaires-vinene, rød såvel som hvid. Les Calcinaires Blanc 2008 (115 kr) med muscat, macabeu og chardonnay, ligger 8 måneder med bundfaldet i tank – den ser intet træ. Muscat i tørre udgaver ser vi alt for lidt – den er endda skammeligt for nedadgående i Alsace. Erotikken i druen er nok for farlig! Tunge krydrede orientalske toner, akaciehonning, moskus, pære og tørrede lyse blomsterblade, ja endda de duglignende men sukkerklistrede dråber på stueplanten hoya carnosa! Den er på grænsen til letløbende olie (massage-mandel-olie!) i munden, men slutter rent, skarpt og mineralsk.
Den røde Calcinaires har syrah som hoveddruen, men grenache, carignan og mourvedre spiller også med. Gerard Gauby skåner sin jord, lader heste trække redskaberne, plejer sine planter og tror, nej ved, at en lokalitet i balance, er en stærk lokalitet og en stærk lokalitet kan give stærke vine. Den røde Calcinaires 2008 (115 kr) er stærke sager, hverken af alkohol eller chili, men af indre kraft. Den er sur som rust og kirsebærsten, ekspressiv og viril med blåbær og brombær. Den efterlader et vedvarende friskt indtryk bagest i munden. Storebror Vieilles Vignes 2007 (220 kr) er sin højere pris værd. Blendet er knapt det samme som Calcinaires, 125 år gamle carignan knortekæppe udgør hovedbestanddelen. Duften er også beslægtet, men her ligger der et halvhemmeligt lag nedenunder den umiddelbare simple duft, en bund af blidt krydrede røde bær, hindbær og kirsebær…timian og anis. Lige efter åbning er landbrugsproduktet overvældende i sin rusticitet, en Klods Hans med l… på støvlerne, men det forsvinder. Smagen er lysår fra Roussillons normale ”storladne”, men ekstraherede stil, tanninen er ultrafin, intensiteten smertende på tårepersermåden og der dukker myriader af ekstra, forfriskende aromastoffer op i mundhulen, afghansk lakrids, rosmaringren og granatæble.
En nordvendt mark med kalkholdigt skifer – i det varme Roussillon, er det guf for elegantiere. Coume Ginestre 2007 (525 kr), Gerard Gaubys hvide mesterværk fra sådan et climat, holder lige meget grenache gris og grenache blanc, får 12 måneder med battonage i ny og et år gammel eg. Hvordan Gauby får de druer til at ligne en tænkt østrigsk blanding af grüner veltliner og riesling er uforståeligt. Den hjælpes bedst på vej med åbning, en omhældning og et døgn i køleskabet – så er der fyrværkeri. Grenache-druerne er skrøbelige og bliver nemt flade, men her har skærsliberen gjort sit arbejde. Coume Ginestre er skarp, sprød som en japansk legering, dufter af våd granit, citronskal, citronsyre i pulverform og havesyre – mundvandet driver!
Muntada 2007 (525 kr) kan meget mere end de andre røde, men er på den anden side ikke så umiddelbar. Grenache og carignan dominerer blendet mens syrah og mourvedre spiller tredje og fjerde violin. Alt det ovenstående fra søstervinene bliver så at sige indhyllet i tre-fire yderligere lag. Der bliver bygget sommerblomster i grøftekanten, tyttebær og mentol på. I smagen bliver intensitetsknappen skruet en tand eller fire, mens mineraliteten stiger – den er nærmest salt og burgundisk på samme tid, smagsforstærket men hvirvlende elegant og den bliver ved med at påvirke receptorerne overalt i munden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Laurent Charvins Châteauneuf i samme årgang, tilsat vildskab fra gamle carignan-stokke – det er so far toppunktet i Roussillon!
Gerard Gaubys Rivesaltes Carícia 2006 (225 kr), ren grenache i øvrigt, besidder en fuldstændig uhørt mineralitet for sin type. Væk er den ofte banale sødme og ”billige” vintage port-stil Rivesalterne kan have. Sødmen er også doseret. Dessertvin er for simpel en betegnelse, for jeg tror faktisk ikke den har sødme nok. Nej, her har vi ostevinen par excellence – moden manchego, parmigiano, eller bedre ardi-gasna med et diskret syltet bærtilbehør. Sødet hostesaft, sødet tobak, Valrhonas Manjari-chokolade, kirsebær og tapenade på Nyons-oliven – duften er fin. Carícia er anderledes, anvendelig og sært abstrakt.
Calcinaires Blanc 2008 - 90 point
Coume Ginestre 2007 – 95 point
Carícia 2006 - 91 point
Calcinaires Rouge 2008 - 88 point
Vieilles Vignes 2007 - 93 point
Muntada 2007 - 96 point
