En sjælden sammenligning...

Château Mouton-Rothschild står stadig for talrige afficionados som det største af alle 1er Cruerne, selv om der hersker almindelig enighed om slottets underperformende 90ere og delvise genkomst i 0erne. Da Philippe de Rothschild fandt på ideen med skiftende kunstneretiketter i 1945 (1924 var der dog også kunstner på), skabte han et genialt samlerobjekt, som på trods af dårlige perioder for slottet har opretholdt et image af storhed. Debutårgangen med kunstneretiket står på mirakuløs vis stadig som en af det 20. århundredes største vine. (Der har just været afholdt en minivertikal med gamle årgange af Mouton-Rothschild inkl. 1945 i Århus – læs mere på http://www.snakvin.com/BB3/viewtopic.php?f=1&t=4380 )

Nogle af de største bordeaux-oplevelser jeg har haft var med 1982 og 1986 Mouton-Rothschild, dengang venlige sjæle lod dem indgå i smagninger til den oprindelige indkøbspris. Sådan er det ikke mere og det var derfor med ekstra stor forbavselse at vi, en lille gruppe nørder, fra Århus, for nylig fik dem serveret blindt hos et generøst medlem.

Stadig sort som en brøndgravers nederste del af ryggen, men blodig i kanten, som al stor bordeaux. På det seneste har der været lidt utilfredshed med 82eren (blandt andre heldige smagere), sidst jeg smagte den i 2008 var den genstridig og græsseligt kompakt. Det er den ikke mere! Eller, rettere, det var denne flaske ikke. Hvis din vin var et juletræ, hvilken sort er det så… Normangran, selvfølgelig – sådan dufter Mouton 82, suppleret af alle lærebøgernes rygmarvsstof som blyantstift, koks og kamfer. Næsen virker i fuldt vigør, slår ud med armene og krammer mig ind til sig, skubber mig væk igen… og kalder så igen på mig. Som de purunge 09ere har Mouton 82 peber og blåbær, men alderen antydes med sur skifer, lidt iod og kamfer. På tungen er den kolossal, enorm, trykker hårdt på hele tungen og bider fra sig på gummerne – jeg slikker bly, jern og blod, men den er så fed og koncentreret. Har måske nået sin pubertet, så vi ses om 25 år. 99 point

De senest smagte 86ere siger alt om årgangen – tanninniveauet er enormt og det kan være svært for nogle vine at smide sin harnisk og vise indtagende sider af sig selv. Moutons version fra årgangen har altid været karakteriseret ved sin overvældende mynte i næsen. Det har den fortsat, men den er lidt dæmpet på trods af timers iltning. Metal med anløb, malet espressobønne og mørk, mørk og dyster frugt titter frem bag rustningen. På tungen er der overvældende frugt, både med syre og sødme (selvom der selvfølgelig ikke er restsukker, eller hvad…?), men hele tiden hives man tilbage fra Vin Santo-aspirationerne med pulveriseret blyantstift og tannin med styrke som Habaneros-chili. Eftersmagen bider, tanninen holder fast og man sidder tilbage med fornemmelsen af at have spist rustne søm med brombærsaft og destilleret leret muldjord. Er det behageligt, spørger du så – og ja, det kan vanskeligt overgås, muligvis af 82erens lidt mere tilnærmelige ydre. Her ses vi om 50 år. 98+ point