Habile julevine

Habile julevine

Habile julevine
Offentliggjort

Cuvée Philipson 2007, Guigal, Côtes du Rhône, Frankrig

Indtil videre den mest vellykkede cuvée philipson! Specialudgaven af Guigals côtes du Rhône har altid været syrah-styret, men årgang 2007s varme har gjort den godt. Guigals hjemmebane er og bliver skråningerne omkring Ampuis og Tain og hans Côtes du Rhône eller for den sags skyld gigondas flytter ikke hegnspæle, men det gør 07 Cuvée Philipson. Kraft, styrke, nærmest bøs i sit bid, tydelig syrah-syre, let reduktiv på den gode måde med liljer, sorte oliven og et splat ymer. Den kræver noget af sin køber, har kant og personlighed med årgangens varme og søde frugt, her dog styret og kontrolleret.

69,95 kr. v/12 fl. www.philipsonwine.com

*****

Frontier Red Lot no. 111, Fess-Parker, Californien

Frontier Red er en folkelig sag, en herlig frugtdrevet kioskbasker med lugt af Rynkebys blandede rode saft, Pepsi Cola og en skøn blanding af forholdsvis raffinerede dufte a la pinot noir og grenache, æbler, hindbær og sød tobak. Den opfører sig nærmest som om den har restsukker og det er en stor fordel når der skal vin til and, flæskesteg, rødkål og brunede kartofler – på egen hånd so-so, men til julemad fin.

79,95 kr. www.hjhansen-vin.dk, Vinspecialisten, Magasin Mad & Vin

****