Kender du druen?

På de stejle skrænter over Genfersøen eller rettere Lac Leman, for her taler man mest fransk, ligger nogle af verdens mest pittoreske vinmarker. Da jeg som teenagedreng med spirende vininteresse var med mine forældre på ferie ved foden af Mont-Blanc i Chamonix, kørte vi gennem Schweiz på den imponerende E27 motorvej, der svæver skræmmende højt over den disede sø.

Dengang undrede jeg mig over hvilke vindruer som voksede på markerne dybt under os – schweizisk vin?! Findes det? Og ja det gør det, men de drikker vist det hele selv og priserne afspejler desuden de vanskelige alpine dyrkningsforhold og ikke mindst nationalindkomstens styrke. Schweizerne dyrker især chasselas, en miskendt druesort, hvis ydeevne desværre har kastet den til bunds på druernes billboard chart. Skisportsrejsende i de franske alper har sandsynligvis stiftet bekendtskab med den på lokale pizzeriaer eller som mikserhvidvin til after skiing, men i Schweiz tager de den dybt seriøst.

Minderne om de stejle marker med udsigt, vældede frem, da en entusiast for nylig kontaktede mig og spurgte om jeg nogensinde havde smagt moden chasselas. Nej, kunne jeg afkræftende svare, men det er der lavet om på nu. Tyskerne kalder den oldgamle druesort for gutedel og schweizerne ved Lac Leman foretrækker fendant. Under alle omstændigheder er det en helt lokal druesort med ophav, det har genetikken påvist, i egnen nord for søen, en gang tilbage i 1600-tallet.

På nordøstsiden af søen ligger en række byer med cru-status, hvoraf Dézaley er en af de bedste. Chasselas skal have pauvre forhold for at give bare en smule ekspressivitet og det har den her. Tyskerne, lige på den anden side af grænsen nord for Basel, laver fåtallige interessante versioner og den entusiastiske læser gav mig mulighed for både at smage den germanske spitzen-version fra eksperten Ziereisen, enkeltmarksvinen Steingrüble og ikke mindst en på papiret mimrende schweizisk 1985 La Borne fra Jean & Pierre Testuz.

Man skal være til stenaldermad for at værdsætte chasselas - forventninger om tysk fruchtichkeit, liflighed, hvidvines normalt blomsteragtige og umiddelbart tiltalende frugthavelugt, bliver slet ikke indfriet. Nej, det handler om flint, urfjeld, smedejern, smuldrede knoglerester og bidende syre. Steingrüble 2009 lugter af røg fra makrelovnen, flækkede flintesten med vand på, vildgæret belgisk øl og skallen fra en overmoden nektarin.

Moden i hippe metropoler går i denne retning. Jeg har lige læst en stor artikel om muscadets mulige genkomst og sydøstfranske sorter som savagnin, roussette og rolle, italienernes udgave af samme, kaldet vermentino og knapt aromatiske sorter som grechetto, greco di tufo og ikke mindst friulano giver adgangskort til de europæiske og amerikanske sommelieres inderkreds – så hvorfor ikke også chasselas. Steingrüble er mut og indelukket, forknyt, men den interessante kombination af let bitter syre som i bergamot eller pomelo og viskositet som en urvæske udvundet af grundfjeld gør den interessant… på en meget intellektuel måde. Den schweiziske version, La Borne 1985, med mere end 27 år på bagen, er lys gylden, forbløffende ungdommelig, men mindst lige så mineralsk som tyskeren.

Gibspulver, smøreolie, dåsepære og med mere ilt, klart det ældede vokspræg, som eksempelvis chenin blanc antager. Den er benet som en maratonløber og helt uden frugt, men har mandel og pikant finopræg i eftersmagen. Vi er langt fra eddike. Jeg har aldrig smagt noget lignende – vin for geologer og ny nordisk mad-afficionados – jeg siger tak til læseren. Giv lyd hvis du vil have kontakten til den danske chasselas-entusiast.

__________

SE OGSÅ: 6 unikke og velsmagende fiskeretter

SE OGSÅ: 6 opskrifter: Mission musling

TWITTER: Følg gastro på twitter

FACEBOOK: Bliv ven med gastro på facebook