__________
Vino nobile – navnet lugter af storhed, men som med så meget andet selvrefererende dækker ædle ord ofte over skidt kvalitet. Der er sandelig sket en del positivt de sidste fem-ti år, men det var først og fremmest på grund af tung historisk vægt, at vino nobile di Montepulciano i 1966 blev et af de tre første demarkerede vinområder i Toscana med statsgodkendt DOC. I perioden fra 1561, hvor byen fik status af bispedømme, til sidst i 1800-tallet var vinene fra byen Montepulciano uden sammenligning Toscanas mest eftertragtede og dem med højest status.
Udefrakommende omstændigheder ændrede dette drastisk. Chiantis ’opfindelse’ og kommercielle succes og ikke mindst Brunello di Montalcinos nyvundne noble status og ikke at forglemme indre svaghed og mangel på tro på egne evner i Montepulciano fik området til at hensygne. Chiantis forskrifter blev fulgt på druesiden, desværre også da de grønne sorter gjorde deres indtog, så reelt skal vi op til 1980’erne, før vinen fra Montepulciano til dels igen var nobel. I 1980 fik man status af DOCG med opstramning i lovgivningen, og i 1982 kom områdets senere suverænt bedste producent, Poliziano, til den lille subzone Gracciano.
Montepulciano ligger som en ø mellem de to ådale Val d’Orcia mod vest og Val di Chiana mod øst. Nedre og øvre højdegrænse er 250 m og 600 m. Det potentielt mest afgørende for Montepulcianos stil er den sandrige jordbund, som alt andet lige skal give elegante vine, og kombineret med Toscanas mest kontinentale klima burde vejen være banet for kompakte, elegante, aromatiske og storladne vine.
Det har imidlertid taget rigtig mange år at realisere det potentiale. Fingrene kan kun pege en vej, og det er tilbage på området selv. Det var skammeligt så lidt personlighed, Montepulciano havde i toscansk sammenhæng indtil midten af 00’erne. Måske er det den afsondrede beliggenhed, men nok nærmere manglen på store personligheder, der har været afgørende for vinenes ry eller mangel på samme. Ærgerligt gammeldags og dumstolte producenter har kun gjort det hele værre. Alt for ofte, selv i mit relativt korte perspektiv, er man løbet ind i støvede, barksmagende og krasbørstige vino nobile, mens Toscanas omfattende mainstreamer, de små franske fade, i den anden grøft har taget overhånd hos alt for mange. Men Montepulciano begynder at vejre morgenluft.
Polizianos Asinone, evig 3-glas-vinder (Italiens mest indflydelsesrige vinguide Gambero Rosso uddeler årligt 1-3 glas til Italiens bedste vine, red.), og en håndfuld relativt unge mænd er i gang med at finde ståsted midt mellem det fornyede og vældigt selvhævdende Chianti-Classico og det gammelfine og lettere stilforvirrede Montalcino.
Montepulciano inddeles i 24 uofficielle subzoner, hvoraf de færreste, selv nørderne, genkender en eneste. Konsortiet i Montepulciano arbejder systematisk på at få subzonerne banket fast i tilhængernes baghoveder, men den slags tager tid. Både Montalcino og Chianti-Classico arbejder på det samme og har endnu ikke haft bred succes. Blandt subzonerne i Montepulciano vil enkelte måske nikke genkendende til den højtliggende Bossona lige under byen i nordøstlig retning – en af områdets topproducenter, Cantina Dei, laver deres topvin derfra.
Andre vil måske genkende Cervognano, et stykke nedenfor byen, fordi en af områdets få stjerner (efter mine begreber), Podere Boscarelli, ligger her. Og andre igen vil måske genkende Valiano, fordi det dels ligger adskilt fra hovedområdet DOCG Montepulciano på den østlige side af toglinjen fra Firenze til Rom, og koncentrationen dér af gode producenter er ret høj. Antinoris hus, La Braccesca, og Avignonesi ligger eksempelvis dér. Subzonerne Gracciano og Aquaviva bør også fremhæves, begge i den østlige ende af DOCG’en.
Vino nobile di Montepulciano skal laves af sangiovese. Så enkelt er det, og det er ikke engang noget særligt for Toscana. Efterhånden er der ikke nogen, der på floromvunden vis omtaler prugnolo gentile som noget helt særligt. Ampelograferne har for længst slået fast, at det, montepulcianerne længe fremhævede som en helt særlig og fin afart af sangiovese, blot var og er … sangiovese.
Druesorten er meget gammel og stammer overraskende for de fleste fra Syditalien, men alderen har gjort mangfoldigheden i kloner stor, og derfor findes der så mange forskellige navne og mere eller mindre varierende stilarter for druen. Hvad gør så vino nobile di Montepulciano speciel? Ideelt set lægger den sig et sted mellem Chianti-Classicos raffinement og umiddelbarhed og Brunello di Montalcinos styrke, raspende tannin og syre, men helt så enkelt er det ikke. Polizianos vine fra subzonen Gracciano er intense, mørke, fulde af kirsebær og viol, mens Boscarellis fra den sandede jord i Cervognano er jordet, barket, syrerig og relativt letbenet.
Ifølge regulativerne må man tilsætte op til 30% andre sorter til sangiovese – gode lokalitetstro folk holder fast i de lokale mammolo og canaiolo, mens rigtig, rigtig mange bruger merlot eller cabernet sauvignon og sågar syrah. Ingen taler højt om, at regulativet (fra 2010) faktisk stadig tillader op til 5% hvide druer, selvom kravet i så tilfælde heldigvis siger malvasia – den er ikke så slem som trebbiano, der ellers også var tilladt indtil for nylig.Poliziano – kølig og pragmatisk
gastro besøgte for nylig tre toneangivende producenter i området, som hver tegner deres distinkte husstil og måske endda terroirbaserede profil. Federico Carletti læste agronomi på Firenzes universitet, da han mødte den jævnaldrende entusiastiske ønologistuderende Carlo Ferrini. Carlettis far ejede på det tidspunkt ejendommen Poliziano, men lavede intet, som bare var i nærheden af det, ejendommen er kendt for i dag.
Federico Carletti og Carlo Ferrini blev venner, og siden 1979 har de kørt parløb professionelt. Fra begyndelsen af 80’erne overtog Federico styringen fra sin far og begyndte et omfattende arbejde med omplantning i markerne og teknologinvesteringer i vineriet. Parløbet har givet venner og fjender. Gambero Rosso, den indflydelsesrige italienske røde vinguide, elsker huset Polizianos vine – det gør mange andre også, herunder undertegnede, men stramtandede tanter og antiglobalister holder af at skose huset. Ferrini er ugleset af mange, fordi han konsulterer hos dusinvis af producenter og dermed risikere at strømline deres porteføljer, men man kan ikke tage fra hverken Carletti eller Ferrini, at Polizianos vino nobile er tilnærmelig.
Og ja, huset har haft en barrique-periode, men også her går udviklingen mod større egetræsbeholdere – i det imponerende fadrum med betonvægge står hundredevis af tonneaux, som slet ikke i samme grad tilfører egetræsaroma til vinene. Vineriet er i øvrigt bygget efter tidens forskrifter, tyngdekraften gør arbejdet, og pumperne holder stille, fordi sangiovese skal behandles nænsomt, hvis ikke man vil skræmme kunderne. Carletti spiller stadig en stor rolle hos Poliziano, men manden med daglig kontakt til druer og vin hedder Fabio Marchi.
”Man må stoppe den lidt romantiske tilgang til vin, som især mange journalister lægger for dagen – vi bruger de kendte selekterede og gennemtestede kloner, når vi skal omplante i markerne, andet holder ikke med vores størrelse,” svarede han køligt og pragmatisk, da jeg spurgte om et hus med Polizianos relativt dybe fortid kunne vælge fra eget originale materiale til omplantning.
Det lidt mainstreamede image undgår Poliziano ikke på trods af både Fabio Marchis faglige indsigt og markedsføringsmaterialets nostalgisnik-snak, men Polizianos vino nobile er og bliver et moderne mønstereksempel på, hvad det varme sydøstlige hjørne af Toscana kan med sangiovese. Poliziano er i mine øjne i Montepulcianos toptrio af producenter med deres galionsfigur Vigna Asinone. Den er generelt hypermoderne med masser af tonneaux, poleret kirsebær og skosværte, men den er aromatisk overvældende, ja, den kan være lige på grænsen til excesser.Boscarelli og beliggenhed
Den eksklusive top i Montepulciano tæller også Boscarelli, som var først med seriøs vino nobile i begyndelsen af 1980’erne, men stilen er væsensforskellig fra Poliziano. Hos Boscarelli er man blandt bohemer, og vinen kræver nok en vis sangiovese-erfaring for fuld værdsættelse.
Niccolò de Ferrari Corradi ville have streat cred på Jægersborggade i København. Han ligner en hipster uden sandsynligvis selv at vide det. Hvis ikke han skulle være vinmager her på Boscarelli, vinmager af håndlavede og meget personlige vini nobili, burde han være med på en Himalaya-ekspedition med sit store mørke viltre skæg, de sorte kraftige Ray-Bans og den furede læderhud i ansigtet. Broren Luca er lige så vejrbidt, koparret, men bærer til gengæld designersolbriller og ligner mere en moderne flanør end vildmarksmand. Duoen former under alle omstændigheder nogle af Montepulcianos mest krævende vine – jeg er brændende tilhænger af stilen, som faktisk efter mine begreber er lokalitetens mest troværdige udtryk.
Boscarelli er grundlagt af Luca og Niccolòs farfar engang i 1960’erne, hvor den lille bondegård lignede alle andre i Toscana, og dermed noget fra det forrige århundrede. Afgrøderne var blandede, oliventræer mellem nøddetræer, hvede og vin. Brødrenes far, Ippolito, satte kursen mod højere kvalitet i begyndelsen af 1980’erne, men døde alt for tidligt i 1983, hvor enken Paola sammen med sønnerne besluttede sig for at drive ejendommen videre i Ippolitos ånd og endda forbedre produktionen.
”Vi har øget beplantningstætheden voldsomt, op til 8.000 planter pr. ha,” sagde Niccolò under mit besøg i sensommeren, og fortsatte:
”Vi har reduceret udbytterne kraftigt, men vi har ikke ændret syn på fadlagringen – vi er fortsat ikke tilhængere af nye barriques til sangiovese, den er så skrøbelig over for manipulation i kælderen … men på den anden side så stærk, fordi den afspejler sit voksested så ligeud. Her i Cervognano har vi ler, kalk og ikke mindst sand og meget jern i jorden, og mesoklimaet er først og fremmest sundt, blæsende store dele af året, fordi vi ligger i en slags korridor mellem Montepulciano-bakketoppen og Aquaviva, som også ligger på en lille bakketop.”
Boscarellis stil skyldes i høj grad beliggenheden, meget mere end kælderarbejdet – det er i hvert fald brødrene Ferrrari Corradis påstand. Polizianos beliggenhed er objektivt en smule varmere, men det er symptomatisk, at topvinen Asinone kommer fra en mark højere oppe og tættere på selve Montepulciano-city. Elegance og balance kræver lidt mere kølige forhold.
Nicolò understreger sit terroir med nænsom fadlagring, både den almindelige vino nobile og parcelvinen Nocio kommer på store brugte franske og slavonske fade. Boscarellis stil bliver en slags opdateret oldschool.Salcheto – renset for romantik
I komplet modsætning står vinene fra Salcheto – opkaldt efter den lille bæk, som løber gennem grunden. Vineriet fra 2011 bærer præg af en helt anden størrelse penge end det lille romantisk rustikke Boscarelli. Bygget ind i skråningen nogle kilometer nedenfor og sydøst for Montepulciano og CO2-neutralt. Alt er skinnende moderne, og omsorg for miljøet spiller en afgørende rolle for bygningens form og indhold. Regnvandet opsamles og genbruges, anlægget køles geotermisk, og lyset i fadkælderen kommer indirekte fra spejlkanaler gennem loftet hvor lyset vælder ind gennem ’glasbobler’ på det flade tag. Salcheto tegnes af Michele Manelli, den eneste rigtigt vinkyndige i ejertrioen (de to andre har mest forstand på penge) og den indflydelsesrige konsulent fra Montalcino Paolo Vagaggini har rådgivet siden midthalvfemsernes.
Der er puttet et ukendt millionbeløb i vineriet, som er bygget ind i skråningen nogle kilometer stik syd for Montepulciano. Michele Manelli er fyrig, grænsende til ilter, intens, når det gælder teknikaliteterne og de ingeniørfaglige og arkitektoniske hovedtanker med vineriet og ellers vennesæl med oprigtig interesse for omgivelsernes holdning til hans vine.
”Vores 15 ha omkring vineriet rummer kolossale forskelle i jord og eksponering. Jeg er nok manisk, hvad detaljer angår, og vi har igangsat et studie af forskellene mellem 22 mikrozoner på ejendommen,” sagde den ivrige partner og reelle tekniske leder Michele Manelli under mit besøg.
Hans måde, hans stil, vakte både undren, respekt og had i starten. Montepulciano er et konservativt sted, hvor de to gamle familier Fanetti og Contucci stadig fylder i konsortiet, men set udefra er det netop huse som Michele Manellis, der flytter vino nobiles anseelse. Salchetos topvin, Salco, kommer fra to parceller, 5 ha, hvor en tilfældigt opdaget særligt koncentreret sangiovese-klon er opformeret. Manelli er komplet spundet ind i sit miljøfokuserede verdensbillede, og hans vine, selv om de ikke dyrkes fuldt biodynamisk, sætter han gerne i sammenhæng med musik, mentale tilstande og landskabelig stemning. Set udefra er Salchetos vino nobile mere cremet i sin tannin og har mere fokus på fremmelig frugt end både Boscarelli og Poliziano, men den let rustikke undertone fra Montepulcianos mesoklima kan ikke skjules. Montalcinokonsulenten Paolo Vaggaggini har assisteret hos Salcheto fra starten, men hans fingeraftryk er ikke synligt.
Vino nobile di Montepulciano burde have langt mere gennemslagskraft – der er plads mellem chianti og brunello. Det vrimler ikke med vino nobile på det danske marked, men gastro har her udvalgt syv flasker af de aktuelt bedste – alle anbefalelsesværdige.
__________
