Stok, den anden ungdom og tidens fylde

I dag er ingen mennesker gamle – og dem, som bag dækkende hænder, med hyssende finger for munden, bliver betegnet som sådan, er bedagede mennesker, uden fornemmelse for nutiden, oftest syge og svagelige. Metaforisk kan man passende betegne vin på samme måde. Gammel vin er det, der er ”gået over” og har mistet al samhørighed med nutiden, vinøst i form af tabet af ”levende frugt”. Endeløse diskussioner kan føres omkring hvornår en vin så er gået over, men når syrerne endegyldigt har overtaget fra alle andre former for vinøst liv, må vinen betegnes som moribund eller endegyldigt død og borte. Moden vin er noget andet. Moden vin kan være fem år, ti år, 50 år.

Udover den komplethed, balancen og harmonien, kompleksiteten, som en moden vin giver sin smager og nyder, tilføres der bevidst og ubevidst et element af basal beundring for vinens stamina og fantasier omkring hvad sådan en flaske har oplevet i et langt liv. I tidens fylde er der mere at komme efter og hvis vi skal fortsætte i de menneskelige metaforer, så kan mange vine opføre sig som en kombination af midaldrende mænd og modne kvinder – pludselig vild, viril maskulinitet og sexet kompleksitet og anvendt viden om egne evner...

På den anden side var alting jo ikke bedre i gamle dage. Toppunkterne var færre og det er blandt andet årsagen til at vine som 1961 Latour og 1945 Mouton står som fyrtårne i dag. Mængden af fyrtårne er steget gevaldigt siden og nu skal der meget mere til for at få varig berømmelse. Bliver Schraders 2006 CCS Cabernet fra Beckstoffers To-Kalon-mark i Napa nogensinde lige så ”stor” som Latour 1961, eller bliver Pavie 2000? Måske sensorisk set, men de er én blandt mange ”perfekte” vine aktuelt og vil som sådan være i alvorlig fare for at blive glemt i mængden.

To nyligt stimulerende vine var direkte årsag til disse tanker.

Kendere vil vide, at der ikke er tale om direkte sammenlignelige terroirs med Cavallottos Bricco Boschis og Mascarellos Monprivato – der er både en vej og en kirkegård imellem, men vinene var sat op som sådan. 1967 var Mauro Mascarellos debutår i sadlen efter den legendariske far Giuseppe – tre år senere lancerede han som bekendt sin enkeltmarksvin, mens 67eren er en blanding af Monprivato, Villero og Bussia. Begge vine klarede sig chokerende godt, men med stort forspring til Mascarello i min bog. Normalt er Mascarello ikke den mørkeste, men det var den her. Den var fuld af læder, inddampet granatæble, Nordsøolie, mentol og koks. Ikke en årsunge, men viril, farlig og pågående. Bricco Boschis havde også det hele, bare i mindre intensitet og savnede den Pergole Torte-lignende udstråling, som Mascarello havde. En barolosk milepæl og et tydeligt bevis på de varige oplevelser, rigtig moden og mangeårig vin kan give. De havde i hvert fald ikke brug for hverken stok eller støttestrømpe.