All time greatest, top 3, top 100, verdens bedste, årets bedste – absolutisme er en vanskelig sag, når ikke det handler om at smashe en badmintonbold i gulvet på modstanderens side, score mål eller putte en golfbold i hul i færrest antal slag. Vi elsker imidlertid alle øvelsen, den er sjov, får os til at tænke os om, blære os med specielle oplevelser, distancere os fra bærmen. Smagsoplevelser, om det er på Geranium (JA den restaurant MÅ da regnes blandt verdens fem bedste) eller det er vin i glasset, er græsseligt subjektive i udgangspunktet. Græsseligt set ud fra et idealistisk ståsted, hvor smagsformidling handler om præcision, rangordning og neutralitet. Spørgsmålet er dog om ikke det snarere er herligt subjektivt, herligt som i ”vurdering af smag uden nydelse er intet”. Den der formidler smag, må gerne nyde, han skal ikke koldt beskrive og analysere, han må gerne lade sig rive med, af begejstring, af afsky.
Tankerne blev affødt af to store oplevelser med væsensforskelligt indhold og alligevel var begge ”blot” vin. Det er slet ikke så enkelt at opstille kriterier for hvad stor vin er. Hvordan sort, massiv, overvældende frugtagtig mørk aroma og kolossal dimensionering af smagens struktur kan være lige så stor en oplevelse som en gennemsigtig rød væske med aroma af kolde danske røde sommerbær og svært definerbare undertoner af mere moribund karakter og silkeagtig viskositet med fokus på syre, er svært at forklare. Fælles for de af ydre så forskellige vine var dog intensitet, kompleksitet og evnen til at ændre sig i glasset. De mørke vine kan man læse mere om andetsteds, mens den lyse vin, som affødte reaktionen var:
Brunello di Montalcino Riserva 2004, Poggio di Sotto
Naturvin, vin nature… snakken går i øjeblikket på sites, i Berlingske… københavnske sommelierer har længe talt antisvovlen og naturgærens sag. Er det en bevægelse eller berør det kun firstmovers, der om kort tid er videre til næste emne? Poggio di Sotto er ikke kontroversiel i vin nature-forstand, Piero Palmucci svovler, men bruger vildgær, han bruger rustfri stål, men bruger botti, han plejer nidkært sine sangiovesestokke, men forbeholder sig ret til kemisk indgreb i tilfælde af skavanker. Hans vin er helt anderledes end alle andre Brunelloer – den opfører sig umanipuleret og naturligt, den er transparent og den sitrer, den pirrer, viser meget, men antyder endnu mere og så er den fuld af røde bær, så man tænker på Musigny eller gammeldags nebbiolo – et naturbarn rummer kun uforfalsket umiddelbarhed, men det her er langt mere komplekst – det er natur, vilje og intellekt i én mundfuld! Er det verdens bedste vin? Nej, selvfølgelig ikke, men den gav mig… velvære. 98
Den transparente vins mester bor i Poggibonsi ude vest for Siena. Konsulenten Giulio Gambelli er manden bag fortsat grund til tro på sangioveses mere subtile siders overlevelse. Indenfor det sidste år har Gambellis gode kunde Martino Manettis Pergole Torte stået ekstra stærkt sammen med Piero Palmucci. 1979 lever fortsat med tranebær, mørnet trærod og Fernet Branca, mens 1990 Riserva bliver ved med at opføre sig som undtagelsen fra reglen, det er den eneste mørke vin Manetti’erne og Gambelli nogensinde har fremstillet og meget få sangioveser har endnu overgået den i intensitet. En årsunge med essens af tranebær og den mest sublime smag man kan forestille sig. Manettis 2006 er toscansk bourgogne lige nu, røde bitre bær, jord og tørret træ, campari og 50 år gammel balsamico. Gianfranco Soldera i Montalcino er den tredje af Gambellis disciple og han må få sin historie en anden dag.
