Wulffmorgenthalers kogebog nomineret til fornem pris
Den kreative duo skal til Paris næste år, hvor de er nomineret til en Gourmand World Cookbook Awards 2012.
Wulffmorgenthaler udgav i oktober en kogebog, der var specieldesignet til at skulle give unge lyst til at lave mad - muligvis endda i selskab med deres forældre. Og kogebogen er ikke blot faldet i god jord hos de danske familier men også hos den internationale Gourmand Awards komité, der uddeler priser til verdens bedste kogebøger.
Comedy-duoen Wulffmorgenthalers kogebog ”Far, mor og teenager laver mad” er nemlig nomineret til ”Gourmand World Cookbook Awards 2012” i kategorien ”Best Illustrations Cookbook”. Med nomineringen befinder Wulffmorgenthaler sig nu i selskab med verdens bedste kogebogsforfattere, hvilket skaber stor stolthed hos den kreative duo.
"Vi er ekstremt stolte over, at vi på denne måde er blevet opdaget på den store scene udenfor landets grænser, og nu indtager vores naturlige pladser i det internationale kulinariske hierarki ved siden af Ferran Adria og over Heston Blumenthal, Thomas Keller og den lille spirrevip, René Redzepi. Ingen kan stoppe Wulffmorgenthalers kommende totale dominans indenfor moderne kogekunst," udtaler Wulffmorgenthaler
Prisen uddeles i Paris den 23. februar 2013, og her på gastro holder vi selvfølgelig øje med, hvordan det går.
Du kan også få 3 opskrifter fra bogen her