Det er tid til at gøre boet op over musikåret fra det store udland. Udvalget har formentlig aldrig været bredere. Fra den flabede teenager Earl Sweatshirt over Vampire Weekends bumpende rytmer til årets mest sexede toner fra Matthew E. White.
Det kan virke forældet stadig at sætte fokus på albums, når formater som EP og singler fylder mere og mere. Men at det stadig har sin relevans, vidner denne liste udmærket om. For der bliver stadig lavet helstøbte album, der fortjener at blive hørt fra ende til anden. Et flot år inden for et stort udsnit af genrerne.
På de næste sider følger redaktionens liste over de plader, der er blevet lyttet mest indgående og intenst til på kontoret.
NUMMER 20-11
20. John Grant – Pale Green Ghosts
19. Tyler, the Creator – Wolf
18. Electric Guest – Mondo
17. Jonathan Wilson – Fanfare
16. The Weekend – Kiss Land
15. James Blake – Overgrown
14. King Krule – 6 Feet Beneath the Moon
13. Daft Punk – Random Access Memories
12. Foxygen: We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic
11. A$AP Rocky – LONG.LIVE.A$AP
10. Matthew E. White – Big Inner
Årets mest sexede plade. Den lettere overvægtige Mr. White kan nynne sig ind underlivet på selv de mest stramlivede. Alt ved denne plade er egentlig velkendt og rart i lyden, men den er samtidigt så overraskende godt skruet sammen, at den lige så godt kunne ligge nummer 1 som nummer 10.
9. The National – Trouble Will Find Me
The National graver i den samme frugtbare muld, der har gjort dem så vel på de seneste albums. Melankolien og de dybe tanker er stadig intakt. En flot helstøbt plade uden de store skæve afstikkere.8. Arctic Monkeys: AM
Der er ikke så mange lige-ud-ad-landevejen rockplader på årets liste, og derfor er Artic Monkeys seneste album også et så velkomment et af slagsen. De (stadig) unge drenge har altid haft et højt niveau siden deres flabede debut, men dette er deres mest modne, melodiske og i det hele taget bedste album til dato.7. Drake – Nothing Was The Same
Et af årets bedste tracks ’Hold On, We're Going Home’ findes på denne plade, der viser, hvor mangefacetteret et talent, Drake er. Det er et brag af en plade med et helt usigeligt grimt cover. Grimmere end sin lyd er Drake også blevet i den forstand, at der er skruet op for den hårde rap og lidt ned for svampede fløde. Det klæder ham.6. Kanye West – Yeezus
Det har været Kanyes år – på godt og ondt. Han har gjort sig selv til skydeskive for en masse jokes på grund af sin til tider astronomiske selvhøjtidelighed, men han har også midt imellem sit storhedsvanvid og skænderier med talkshow-værter haft tid til at lave et mesterværk. En plade, der retfærdiggør, hvorfor han stadig er relevant.
5. Smith Westerns – Soft Will
Smith Wester debuterede, da de blot var teenagere, og derfor er de også allerede nået til deres tredje album, selv om de stadig kun er i begyndelsen af tyverne. Det er fuldmodne popsange med fantastisk vellyd, der fortjener at komme lidt længere ud end i de lidt lukkede indie-cirkler, de stadig befinder sig i.
4. Earl Sweatshirt – Doris
Hiphoppen har så meget at takke Odd Future for. En gruppe, der virkelig har vitaliseret lyden med tunge rytmer, dunkle rim og kulsorte tekstuniverser. Earl Sweatshirt er måske gruppens største talent. Det beviser han på denne sin anden plade efter hans lange pause på øen Samoa. I år kom han tilbage på scenen med et brag.
3. Arcade Fire – Reflektor
Arcade Fire har endnu ikke vist, at de er i stand til at fejle. De laver træfsikker musik hver gang. Men det er så også det eneste forudsigelige ved Arcade Fire. For de går sjældent de mest befærdede veje. I stedet for at perfektionere de store rock-sange, der har givet dem deres hidtidige status, har de valgt en anden lyd med dele fra eksempelvis reggae og disco. Det lyder fremragende.
2. Vampire Weekend – Modern Vampires of the City
Dette band har altid haft kvaliteter nok til at være interessant. Men det er især på dette album, at deres mange vidtforgrenede indfald og rytmer bliver tæmmet perfekt ned i voksensange som ’Step’, ’Obvious Bicycle’ og ’Ya hey’.1. Devendra Banhart – Mala
”Get on the dancefloor”. Næsten hviskende indleder Devendra Banhart sit mest vellykkede album med en opfordring, der understreger, at det stadig knitrer og knirker i hans spøjse univers. Han debuterede i 2004 og smed de følgende år en stribe albums på gaden. I de seneste fire år er der dog ikke kommet nyt fra manden, og den lange pause har indfriet det enorme potentiale, der altid har været til stede. Dette er ikke et album med store armbevægelser eller store hits. Det er en solid og velspillet perle, og på sin egen insisterende og inspirerende facon slingrer det ind på førstepladsen over årets plader.
LÆS OGSÅ De 10 bedste danske plader i 2013
