Den rette mand at tale ud hos

Den rette mand at tale ud hos
Offentliggjort

Da australske Ian Thorpe, tidligere verdensstjerne i svømning, i weekenden erklærede sin homoseksualitet i et interview på den australske Channel 10, blev han interviewet af manden, der gennem mange år har fået adskillige store navne til at stille op og fortælle om deres liv på BBC.

Britiske tv-seere kunne fra 1971-2004 følge Michael Parkinson som vært for talk-showet opkaldt efter ham selv. Han har efter eget udsagn interviewet omkring 2.000 personer, og gennem årene blev han kendt for at få den ene store stjerne efter den anden til at medvirke – og rent faktisk få dem til at slappe af og fortælle noget personligt i stedet for at lire en PR-remse af om deres nye film eller nye plade.

Blandt mange andre har Muhammed Ali, George Best, Jack Nicholson, David Bowie, John Lennon, Tony Blair og sågar den notorisk pressesky Robert De Niro sagt ja til at være med.

Her spørger han Ian Thorpe til de mange rygter om eks-svømmerens seksualitet:

Set ud fra en klassisk journalistisk betragtning er Parkinson langt fra en perfekt interviewer. Han gør flere ting forkert, for eksempel stiller han ofte lukkede og ledende spørgsmål. Til gengæld er han god til at lytte og lade interviewet bevæge sig i den retning, hvor han fornemmer, at de bedste fortællinger ligger.

Det så man senest med Ian Thorpe i weekenden, og det har studieværten gjort mesterligt igennem en lang karriere.

Parkinson nævner selv sine interview med Muhammed Ali som nogle af højdepunkterne i karrieren, fx her i 1971:

Den skotske komiker Billy Connolly, der også har besøgt showet flere gange, kan i høj grad takke Parkinson for sin karriere. Her er han på besøg tilbage i 1980:

Michael Parkinson har sagt, at han bevidst aldrig har interviewet reality-stjerner, for han er interesseret i personer med reelt talent. Det er dog ikke alle møder, der er blevet til hyggelige og personlige fortællinger. Selv har Parkinson nævnt sit interview med skuespiller Meg Ryan i oktober 2003 som et lavpunkt. Både Ryan og Parkinson kritiserede senere hinanden og blev begge beskyldt for at have været ubehøvlede over for hinanden. Døm selv her:

Også Woody Allen blev skeptisk, da han var gæst i 1999. Allen blev spurgt om sin kamp for forældremyndighed over sine børn, men – og her er måske en del af hemmeligheden bag, at stjernerne stillede op hos Parkinson – værten prøvede grænserne af, men respekterede dem, hvis gæsten tydeligt sagde fra:

Om Ian Thorpe har Parkinson sagt, at han længe har været nysgerrig efter at interviewe ham, fordi Thorpe, selv om han var en verdensstjerne, aldrig rigtig så ud til at nyde succesen. Godt set af gamle Parky.