'I lossens time': Retspsykiatriske hospitaler, døde katte og Guds stemme

'I lossens time': Retspsykiatriske hospitaler, døde katte og Guds stemme
Offentliggjort

Søren Kragh-Jacobsen er efter fem års pause tilbage med det psykologiske drama ’I lossens time’. Vi spurgte ind til den farlige cocktail af retspsykiatriske hospitaler, døde katte og Guds stemme.

Institutionaliseret

"Jeg har brugt tre måneder på research. Det retspsykiatriske hospital er rammen om historien, men det er ikke en film om behandling af kriminelle og psykisk syge. Det institutionelle er en af hovedpersonerne i filmen, fordi det hjælper publikum med at mærke den klaustrofobi, mange af figurerne føler. På min rejse igennem de lukkede institutioner har jeg set én person. Folk blev simpelthen lukket inde, når jeg kom. Et sted, jeg besøgte, havde haft 153 overfald på personalet på tre måneder.”

Diagnosen

”I filmen siger vi ikke, hvad det er, hovedpersonen lider af. Frederik Johansen (hovedrolleindehaver, red.) og jeg har snakket meget om, hvad han egentlig er. Man kan ikke bare sige, at han fx er skizofren. Det var noget, man sagde i gamle dage. ’Han er psykopat, han er skizofren.’ I dag er der flere nuancer. Pga. sine manglende formuleringer, når han sidder over for autoriteter, tror man måske, at han er rablende sindssyg. Men han er jo også utrolig begavet, hvilket han skjuler. Desuden er han en drillepind. I det øjeblik, han får færten af en, som ikke forstår ham, og som bare bruger ham i et eksperiment, spiller han mere tosset, end han er. Jeg holder selv meget af personen i filmen. Derfor har jeg lagt op til, at alle dem, vi går rundt og synes er onde og forfærdelige, også har en anden side.”

Katten i sækken

”Vi havde en aftale med en mand fra Tjekkiet, der ville udstyre os med en død kat. Men den kunne ikke skaffes i tide, viste det sig. Vi måtte have fat i en dyrlæge på Fyn, som havde en kat. Den var levende, men han bedøvede den først. Det betød, at vi kun havde 20 minutter til at filme med den ’døde’ kat, så der var stress på.”

Guds stemme

”Filmen efterlader sig spørgsmålene: Er Gud, hvad du gør Gud til? Er Gud dig selv? Kan du bruge det til noget? Jeg tror ikke, det er noget, vi kan undvære. Det har altid undret mig en smule, at vi lever i en verden, hvor vi tror, at vi kan løse alting selv. For der er noget, som er større end os selv, er jeg sikker på. Jeg er også sikker på, at det er noget, vi vil komme til at tage alvorligt igen. Om det bliver i form af den danske folkekirke eller en verdensreligion, det ved jeg ikke.”

__________

’I lossens time’

En ung mand sidder indespærret på en lukket afdeling, hvor en forsker er i gang med et forsøg. Hun giver en række indsatte ansvaret for et kæledyr. Den unge mand får en kat, men forsøget ender ulykkeligt, da han forsøger selvmord. Det er Gud, der har talt til ham, siger han. Forskeren kontakter derfor en præst, som skal hjælpe med at redde den plagede mand, inden det er for sent.

’I lossens time’ har premiere 23. maj.

TWITTER Følg os på twitter

FACEBOOK Bliv ven med Euroman