Jordens undergang kan godt være sjov

Jordens undergang kan godt være sjov
Offentliggjort

Hollywoods sjove drenge stikker hovederne sammen i filmen ’This is the End’, hvor jorden går under. Det er blodigt. Men mest af alt sjovt.

James Franco holder housewarming i sit nye hus i Hollywood. Alle kendisserne er inviteret. Rihanna, Michael Cera og Emma Watson er blandt de glamourøse gæster. Hans bedste venner Jonah Hill, Seth Rogen og Craig Robinson ryger den fede med værten. Og pludselig sker det utænkelige: Verden går under. Til sidst er der kun seks overlevende i huset. Men hvordan skal det hele ende, når der ikke er mere mad, ecstasy eller flere ubrugte pornoblade?

Man forventer sig meget, når nogle af Hollywoods sjoveste drenge spiller med i samme film. Og oven i købet som karikerede udgaver af sig selv. Heldigvis bliver de fleste forventninger opfyldt i denne film, når drengene tager pis på hele kendis-livsstilen. Det er tilstræbt plat, men den selvironiske distance er en klar styrke for filmen.

Se traileren til 'This Is The End' her:

Pyt med, at jorden går under. Det vigtige er, hvordan skuespillerne opfører sig overfor hinanden, mens verden falder sammen udenfor døren. Sandheder kommer på bordet – især om de knap så gode film, skuespillerne tidligere har medvirket i. Der bliver gået til bekendelse, inden livet slutter.

Venskaber bliver sat over styr pga. en Milky Way. Afhuggede hoveder bliver brugt som fodbolde. Danny McBride bliver forbudt at onanere, fordi han ikke kan styre, hvor klatten lander. Det er lavkulturelt og humor på et ultrafjollet niveau. Men det behøver ikke nødvendigvis være en dårlig ting.

Filmen bliver holdt oppe af de enkelte karakterer, der hver for sig sagtens kan bære en film alene. Og det er dem, der gør, at 'This Is The End' er sjov i stedet for plat.

’This Is The End’ har premiere den 17. oktober.