Innovationen er i højsædet hos Spleen United. De er snart klar med en ny single - ja faktisk er den allerede lavet og har fået navnet 'Hibernation' - men i stedet for at sende den på gaden på traditionel vis har de taget andre metoder i brug.
Spleen United vil have din hjælp. De har splittet det nye nummer op i 16 dele, og meningen er så, at man som lytter selv skal sammensætte sit bud på, hvordan 'Hibernation' kommer til at lyde. Det kan der komme fantastisk mange sjove og kvalificerede bud på. Det eneste, der sætter grænser, er din fantasi og antallet af måder, de 16 lydklip sættes sammen på.
Tjek videoen her, der forklarer konceptet:
Den nyskabende måde at lancere et nyt nummer er skabt af Spleen United i samarbejde med Nokia og deres nye Nokia Lumia 920. Alternative lancerings- og distributionsmodeller vinder så småt indpas på markedet, hvilket vi også så tidligere i år, da L.O.C satte sit album 'Prestige, Paranoia, Persona' til fri download i samarbejde med TDC.
Jeg har selv rodet med at lave min egen version af Hibernation. Jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver den store musiker, så jeg vil nøjes med at lade Spleen United lave musik og i stedet indtage rollen som lytter. Du kan selv prøve kræfter med din egen version af 'Hibernation' her, men en hurtig advarsel. Pas på, det er svært at slippe igen, når først du er kommet i gang! Hvis du er rigtig god, kan du vinde den nye Nokia Lumia 920.
LÆS OGSÅ Kidd: "Jeg knepper mindre nu, end jeg nogensinde har gjort"
FACEBOOK Bliv ven med Euroman