USA’s fede rappere er gået på kur

USA’s fede rappere er gået på kur
Offentliggjort

I en kultur, hvor alt stort er godt, gav det på en eller anden måde respekt, når en rapper som Fat Joe trampede op på scenen og trykkede den af. Når en 100+ kilo-mand energisk hopper rundt og spytter bandeord ud, er det som regel et godt show.

Hvor alle de fede rappere er blevet af? Det undrer journalist Emilia Petrarca sig over, og det er der også god grund til. Selv Fat Joe er ikke lige Fat, men nu bare Joe, skriver Petrarca. Flere fra den succesrige ’store’ generation kan ikke løfte stemningen eller deres egen kropsvægt længere. For mange hiphoppere var dødsfaldene blandt nogle af de prominente navne som Buffy fra Fat Boys, Heavy D og Big Pun en øjenåbner om at lægge kosten om.

"Da Pun døde, gik jeg på en diæt og tabte 50 kilo," har Fat Joe fortalt VladTV. "Jeg mistede seks venner sidste år til hjerteanfald. Alle yngre end mig. Vi troede vi var superhelte, men det er vi ikke. Vi er mennesker."

Da de tykke rappere først kom ud, var deres vægt en del af deres image. Men som vægtproblemet i hele det amerikanske samfund er begyndt at eskalere, er det blevet mindre cool at være fed blandt de kendte. Flere af de store navne samarbejder også i dag med kendte modebrands (eller har deres egen kollektion), og her går vaskebræt bedre end bildæk. Hiphop er blevet en stor forretning, skarpest formuleret af Jay Z: "I’m not a businessman / I’m a business, man."

Der er selvfølgelig undtagelser fra de veltrænede og slanke rappere. Fyre som Rick Ross kan stadig have lidt ekstra kilo og stadig have råd til dessert. Men det er blevet sværere at bære rundt på ekstra vægt i amerikansk hiphop.

Her kan du se Rick Ross, der bestemt ikke er ked af sin kropsform.