Nana Francisca Schottländer: "Folk opfatter det tit som smukt, romantisk eller erotisk med en nøgen kvindekrop i naturen, men det er egentlig ikke det, der er mit ærinde"

Nøgenhed er en stor del af det, jeg laver. Jeg har tilkæmpet mig et naturligt forhold til det at være nøgen, men jeg er faktisk et ret blufærdigt menneske. Jeg kan fx ikke finde ud af at være på en nudiststrand. Det er alt for megen nøgenhed, og jeg kan ikke rumme det. Når jeg arbejder uden tøj på og bruger min krop som redskab, handler det ikke nødvendigvis om nøgenhed. Folk opfatter det tit som smukt, romantisk eller erotisk med en nøgen kvindekrop i naturen, men det er egentlig ikke det, der er mit ærinde. For mig handler det om at undersøge kroppens møder med det, der omgiver den. Min krop er mit materiale og en repræsentant for menneskekroppen. At den er en kvindekrop, er ikke det centrale.

Jeg så flamenco første gang, da jeg var 12 år, og det beseglede min skæbne. Jeg var tynd, drenget og meget usikker. Bare tanken om at stå foran nogen og danse gav mig kvalme. Men jeg så de her mennesker på scenen, og det var så intenst og nærværende og in your face – jeg blev helt elektrisk. Vi lærte en lille koreografi den dag, og jeg øvede mig på den nonstop i et helt år efterfølgende. Kort efter begyndte jeg at tage undervisning, og som 19-årig tog jeg til Spanien og uddannede mig som flamencodanser.

Jeg har arbejdet som stripper, fordi det både skræmte og tiltrak mig så meget, at jeg blev nødt til at prøve det. En dag ringede jeg på ved Waterloo (i København, red.) og kom ind i et meget snusket baglokale. Der sad en mand, lad os kalde ham Gunnar, og han sagde: ”Sådan en flot pige som dig, du skal da danse.” Jeg havde aldrig prøvet at danse på en pole før, og de første måneder var det meget ubehjælpsomt. De andre piger fnisede ad mig, når jeg var deroppe. Men jeg bed mig fast, øvede mig og endte med at finde min egen stil – det var jo det, der var det primære projekt. Jeg tjente imidlertid også penge, og noget af det var rimelig kontant afregning. Pengene tog jeg med hjem i en konvolut og lagde i min undertøjsskuffe. En dag sad jeg og talte dem, og der var ret meget. Der tænkte jeg: ”Fint, nu har jeg har bevist det, jeg ville over for mig selv.” Så stoppede jeg.

Min far og mor mødte hinanden, da min mor var 19, og min far var 58. Han var billedkunstner (Sven Hauptmann, red.), og min mor blev hans muse. Hun flyttede direkte hjemmefra og ind til hans atelier i et gammelt tørreloft på Dag Hammarskjölds Allé. Da jeg kom til verden, flyttede hun til Svendborg med mig for at arbejde som skuespiller, og min far blev i København. Selvom han ikke var en del af min hverdag, elskede jeg ham højt.