Range Rover Evoque: Mudder på catwalken

Offentliggjort

Hvor lidt landlig kan en Land Rover tillade sig at være? Spørgsmålet rejser sig, når man betragter den nye Range Rover Evoque. Aldrig tidligere har en bil fra de kanter været så strømlinet, metropolsk og smart at se på. Mærket, der om noget er funktion før form, har designet en bil, der ser mere naturlig ud foran en natklub end i en grusgrav. Af samme grund er en Evoque en Range Rover og ikke en Land Rover, og på konceptstadiet var bilen renset for Land Rover-logoer. Ikke desto mindre er Range Rover og Land Rover to sider af samme sag, så den manøvre kan nok ikke afholde Defender-puritanerne fra at rynke på næsen.

Og faktisk skal der ske noget nyt, hvis Land Rover skal have en fremtid. Tidsånden er ikke til store firehjulstrækkere, og ideen om en mindre, lettere og renere bil i den populære crossover-klasse er oplagt for Land Rover.

Evoque er 10 cm kortere end en BMW X1 og mere end et ton lettere end en Range Rover Sport, som den designmæssigt læner sig op ad. Og dog er Evoque så meget flottere end de andre Range Rovere, der fremstår uklædeligt overdimensionerede i sammenligning med den velproportionerede nyhed. Selv denne signatur, som normalt ikke er så begejstret for firehjulstrækkere, må overgive sig og lade Evoque indtage pladsen som det nye årtusinds mest attråværdige terrænbil.

Til gengæld kan det næsten ikke understreges kraftigt nok, at en Land Rover skal have firehjulstræk – køb for himlens skyld ikke modellen med forhjulstræk. Det ser så dumt ud, når du skal trækkes fri af snedriverne til vinter.

Evoque fås med tre firecylindrede motorer. To dieselvarianter og en benzinmodel. Vi hopper i den store diesel med 190 hk, og den trækker som forventet så godt, at man spørger sig selv om, hvem der hellere vil have en tørstig benzinmotor. Den er en snert hurtigere på papiret, men til gengæld er der mere trækkraft i dieselversionen – og når man taler Land Rover, er trækkraft mere værd end fart. Hertil kommer, at Evoque til trods for den dynamiske udstråling ikke er mere sportsvogn, end en Audi Quattro er en terrænbil. Den væsentlige frihøjde betyder, at bilen krænger en del, når man kaster den rundt på små veje. Det bliver bedre i Sport-mode, men aldrig en sportslig oplevelse med feedback og knivskarpe reaktioner.

Nu er det også utrolig dårlig stil at køre hurtigt i en SUV, så se den hellere som en adræt landevejscruiser med kraftoverskud til hurtige og sikre overhalinger. Så får du en rejsevogn, der er uhørt komfortabel af en Land Rover at være, og en firehjulstrækker, der næsten virker mere naturlig inden for bygrænsen.

Fordi den signalerer moderne nytænkning fra Land Rover og dog er tro mod Range Rovers design.

Fordi Land Rover-mærket giver troværdighed til terrænegenskaberne.

Fordi den føles lige så lækker indvendigt, som den syner udvendigt.

Prisen. Evoque er på alle måder eksklusiv, men du kan spare 200.000 og få en Audi Q3.

Markedsføringen. Ideen om at bruge Victoria Beckham giver måske point i England, men herhjemme er det nyrigt, kulturløst bling ude af trit med tidsånden.

For en gangs skyld kan du spare stort ved at vælge en Mini, men hvad vil du helst krydse Sahara i – en Mini eller en Land Rover?

Audi er billigere. Land Rover er pænere. Audi har et stærkt image, men Land Rover er urørlige i terrænet.

Nu kun klassens næstsmukkeste bil. Billigere og med et rundere, mere akademisk, men også markant kedeligere image end Evoque.

Range Rover Evoque: Mudder på catwalken

Motor: 2,2 liter turbodiesel

Hestekræfter: 190

Moment: 420 Nm

Tophastighed: 195 km/t

Acceleration: 0-100 km/t på 8,5 sek.

Benzinøkonomi: 14,8 km/l (EU-norm).

CO2-udledning: 174 g/km

Pris: fra 800.000 kr.