Forsvindingsspray kan give flere frisparksmål

Forsvindingsspray kan give flere frisparksmål
Offentliggjort

Til VM i Brasilien får en såkaldt forsvindingsspray sin verdenspremiere på det allerhøjeste niveau.

Forsvindingssprayen er en ekstra hjælp til dommerne, og dens formål er at få spillerne i muren til at holde deres afstand til bolden.

Ved at lave en cirkel rundt om bolden og en linje på græsset de påkrævede 9 meter væk kan dommeren nu placere muren korrekt og sikre sig, at forsvarsspillerne bliver hvor de skal og ikke overskrider linjen. Stregerne skulle forsvinde efter cirka 45 sekunder.

Du kan se her, hvordan det fungerer i en venskabskamp mellem Mexico og Portugal i sidste uge:

Howard Webb er en af de dommere, der ikke har prøvet sprayen før. Englænderen, der dømte VM-finalen i Sydafrika i 2010, har skullet vænne sig til at bruge spraydåsen, som det er meningen, at dommerne kan hægte fast på deres shorts, så den er ved hånden. Han tror, at sprayens disciplinerende virkning kan gøre en forskel til turneringen:

"Det giver det angribende hold en bedre mulighed for at skabe noget ud af situationen. Det kan muligvis føre til flere frisparksmål,” siger Webb til BBC.

Det kan måske vende udviklingen. Ved det seneste VM blev der scoret fem frisparksmål, mens der i Tyskland i 2006 blev scoret hele 9 mål.

Forsvindingssprayen, der har været anvendt igennem flere år i ligakampe i Brasilien og Argentina, fik sin internationale turneringsgeneralprøve ved VM for U-20-landshold i Tyrkiet sidste år.

En af de dommere, der var med til at afprøve sprayen her, er svenske Jonas Eriksson.

“Til min overraskelse satte jeg pris på sprayen,” siger han til BBC.

"Jeg synes, at de her former for legetøj, som vi har til rådighed, er vigtige. Og jeg mener også, at Fifas forberedelser op til VM har været virkelig grundige,” siger svenskeren.