Landstræner Morten Olsen ved godt, at den skal have alt, hvad støvler og skinnebensbeskyttere kan holde, hvis der skal tages point fra Italien. Aftenens udebanekamp i VM-kvalifikationen mod Gli Azzurri er både på papiret og på banen en svær opgave, men vi tror selvfølgelig på, at Danmark tager et eller tre point med hjem fra Italien. Forud for aftenens kamp har vi samlet lidt trivia, der er god at have i baghånden, når du skal blære dig overfor vennerne:
1. Lige inden kampen begynder.
Du spørger: ”Ved I hvorfor Italien spiller i blåt, selvom deres flag er grønt, hvidt og rødt?”
Du svarer selv: ”Alle italienske landshold kaldes for ’gli azzurri’ - ’de blå’. Det skyldes, at grundfarven i Savoia-familiens våbenskjold var blå, og da Italien blev samlet i 1860'erne, blev Savoiaerne den italienske kongefamilie.”
2. Under kampen, hvis der ikke rigtigt sker noget.
Du spørger: ”Kan I huske de der tætsiddende trøjer?”
Du svarer selv: ”Til verdensmesterskaberne i fodbold i Japan og Sydkorea i 2002 løb det italienske landshold for første gang på banen iført de helt stramtsiddende KOMBAT-trøjer fra Kappa. Idéen bag den 'kropsmalede' T-shirt var, at modstanderne i nærkamp ikke kunne hive i trøjen.”
3. Efter kampen, hvis Italien vinder (hvis Danmark vinder, er der alligevel for meget larm).
Du spørger: ”Vidste I, at spaghetti kommer fra Kina?”
Du svarer: ”Marco Polo var den første vesterlænding i Kina i slutningen af 1200-tallet. Med sig hjem fra rejsen havde han ideen om kinesiske nudler, som italienerne overtog og gjorde til deres egen.” (Måske er myten ikke helt sand. Det er skide ligemeget, hvis Italien har vundet).
LÆS OGSÅ Nederlag: 'The Worst Football Team in Britain'
LÆS OGSÅ Hummel generobrer sportsfolket