Måske er du en af dem, der har investeret i et af de populære fitnessarmbånd, der kan hjælpe dig med at måle, hvor mange kalorier det lykkes dig at forbrænde i løbet af en dag. Og måske har det været spild af penge.

En undersøgelse fra det medicinske fakultet på Stanford University viser, at en række fitnessarmbånd ikke er i stand til at måle kalorieforbrænding korrekt. Det skriver NPR.

Forskerne på Stanford University testede en række fitnessarmbånd, der er på markedet lige nu, og fandt fejlrater fra 27 og helt op til 93 procent. Blandt de undersøgte fitnessarmbånd var bl.a. Apple Watch, Fitbit og Microsoft Band.

Testen blev foretaget på løbebånd og motionscykler, som deltagerne blev bedt om at benytte sig af, mens de bar et fitnessarmbånd. Resultaterne viste også, at armbåndene måler kalorier bedre hos kvinder end hos mænd, og at de bliver mere upræcise på både folk med mørk hud og høj BMI.

Forskerne har ikke været i stand til at finde ud af, hvorfor det er tilfældet, men antager at det skyldes, at virksomhederne, der producerer fitnessarmbåndene, tester deres produkter på en snæver befolkningsgruppe.

LÆS OGSÅ: Gymder er det nye Tinder – hvis du vil finde kærligheden i fitnesscenteret

LÆS OGSÅ: Træning på tom mave giver bedre fedtforbrænding

LÆS OGSÅ: Forskere har ved et tilfælde fundet en kur mod skaldethed