Jes Dorph-Petersens auto-cv

Jes Dorph-Petersens auto-cv
Offentliggjort

Man kan sige meget om en mand ud fra hans valg af biler. Se bare her, hvor Jes Dorph Petersen fortæller om de biler, han har ejet.

1978 Fiat 127 Ultra, grøn metallic

Gymnasieelev, handelsskoleelev, vikar på folkeskoler og som livredder m.m. i en svømmehal

Jeg fik kørekort i 1979 og begyndte at låne min fars biler. Først og fremmest den her, som jeg brugte i en grad, så min far – den flinke mand – ikke selv kunne tage nogen steder hen i weekenderne. Det var en specialmodel, som bar navnet Ultra, men der var intet særligt over den. Gearstangen var blævret som en suppeske, og bilen var så langsom, at det føltes som at køre på en knallert med tag.

Min far havde ellers nogle ret flotte biler i sin tid som chefredaktør – en sort Ford Taunus og en Austin Windsor bl.a. Men med tiden blev han mere venstreorienteret, og så var det ikke så velset at køre i en flot bil, når man arbejdede i mediebranchen og boede i Nordsjælland.

Næste side: 1983 Citroën 2CV

1983 Citroën 2CV, grå

Nyhedsvært på TV2

Så fulgte nogle år, hvor jeg ikke kørte ret meget. Først var jeg fattig journaliststuderende eller nyuddannet og underbetalt, men i 1994 tog min kone og jeg ud og så på den her brugte 2CV, som hun absolut ville have. Jeg mente, at det måtte være et tegn på, at vi skulle holde os væk, da den ikke ville starte på prøveturen, men hun købte den.

Det er en opreklameret bil – iskold om vinteren, utrolig sløv og farlig. Jeg var altid bange for at blive påkørt af en Volvo, og man sad ad helvede til i den. Sæderne føltes som et cykelstativ med gazebind omkring, men det værste var det her med, at man skulle vinke til de andre 2CV’er, som om man var medlem af den samme klub. Det hadede jeg simpelthen.

Næste side: 1989 VW Golf 1,8 Manhattan

1989 VW Golf 1,8 Manhattan, sort

Nyhedsvært på TV2

Vores nyfødte søn Jens Emil nåede sammenlagt at køre 5 km i 2CV’en, så blev vi enige om, at det var for farligt. Jeg ved ikke så meget om biler, men min ven Claes Amundsen havde en Golf, som jeg tabte mit hjerte til. Den var sort med fire runde forlygter og en lille rød liste omkring køleren som en GTI. Samtidig er Golf jo en klassiker, så jeg plagede ham om at sælge den til mig. En dag sagde han ja, og så flyttede jeg ellers ind i den.

Jeg kørte til Odense og hjem hver dag, så jeg indrettede mig med kopholder, cd-boks bagi og nye blandede bånd hver uge. Og så sad jeg ellers der og røg som en skorsten, til kabinen var helt brun – det gjorde man bare dengang. Desuden monterede jeg et FCK-klistermærke, som fuldstændig lignede et GTI-skilt bagpå – jeg har altid haft klistermærker på min bil. Den var faktisk også ret hurtig, syntes jeg i hvert fald selv.

Næste side: 1999 Peugeot 306 Kashmir stationcar1999 Peugeot 306 Kashmir stationcar, sort

Vært på TV2 Nyhederne, ’Hvem vil være millionær’ og ’Station 2’ m.m.

Jeg elskede min Golf og ville nødig af med den. Bl.a. skiftede jeg motor på den for at holde den i live, men til sidst kunne den bare ikke mere, og så købte jeg verdens kedeligste bil. En sort Peugeot 306 stationcar, som var sikker og har plads til alt det der børnegrej. Jeg har den stadig, fordi den nægter at gå i stykker. Den er simpelthen for fantasiløs til ikke bare at gøre, som den skal. Der har heller aldrig været indbrud i den – ikke engang tyvene gider kigge i den.

Næste side: 2003 Peugeot 307 SW 2.0 HDI

2003 Peugeot 307 SW 2.0 HDI, sølvgrå

Vært på TV2 Nyhederne, ’Hvem vil være millionær’ og ’Station 2’ m.m.

Vi har brug for to biler, så i 2003 købte jeg min første helt nye bil. Igen faldt valget på Peugeot, men den her er knap så kedelig. For det første er den blevet meget pænere. Med mørkt glastag og tonede ruder var det den mindst grimme af de store, fornuftige familiebiler, og så er den ret hurtig med den der turbodiesel. Jeg drømmer om at skifte den ud med en BMW Touring med automatgear – når man fylder 50 år, begynder det at føles lidt som en rettighed at få sig det automatgear.

Næste side: Jes Dorph Petersen

Jes Dorph-Petersen er født i 1959. I 1984 blev han færdiguddannet som journalist, og siden 1989 har han været tilknyttet TV2, hvor han ud over jobbet som nyhedsoplæser og vært har dækket alt fra kongelige bryllupper til De Olympiske Lege.

Læs også: Carsten Bangs auto-CV