Champagne i sidste øjeblik
Champagne i sidste øjeblik
gastro har gennemsmagt de husstandsomdelte tilbudsavisers slagvarer, som promoveres her op til nytår - og som (næsten) altid, holder vi os til champagne.
Ser man bort fra Faktas grotesk dårlige Lord Byron Champagne til 129 kr., er standarden faktisk ganske fin, men der er selvfølgelig kvalitetsforskelle og smagsvariationer. Vi holder os til brut-versionerne. Irma kører Chaudrons 1er Cru til 139 kr. Den ville vi gå udenom - fynboer og jyder behøver slet ikke bekymre sig, da nærmeste Irma ikke just ligger om hjørnet. Stilen er simpel, boblende vin ja, men uden dybde.
Det bliver lidt bedre med Charles de Cazanove som Spar, Eurospar og SuperBest har til 189,95 kr. På trods af ”brut” på etiketten, en lidt sødlig klistret stil, simpel, let forståelig, ingen kanter og mellemdyb smag. Endnu bedre er det store kooperativ Jacquarts Mosaïque, som Netto kører til billige 149 kr. og nu bliver det også mere krævende med mineralitet og jernagtige noter i næsen, nærmest østersagtig og fin dybde med noter af gærcellekontakt, kaffe og fersken.
Samme hus laver en Extra Brut, altså uden nævneværdig sukkertilsætning, men den er langt fra stram og rank. Den er dog stadig lidt bedre end søsteren – har mere brøddej og citronskal. Føtex har den til 199 kr.
Mumm, G.H. er en klassiker, især Cordon Rouge, som Eurospar har til 219 kr. Den er god. Tydelig autolyse karakter, mere smagsdybde og intensitet end samtlige ovenstående. Canard-Dûchene som SuperBrugsen har til 189 kr. er på trods af brut, igen lidt til den sødlige side, men her er også fudge og ”brød i ovnen” – det begynder at smage af rigtig god champagne.
Med Laurent-Perrier når vi op blandt de standard-champagner, der smager af ”bladguld på carporten”. Stilen er komplet frugtig, ren, frisk og med ganske stor bredde på tungen. Når boblerne er væk smager det faktisk af hvid bourgogne. SuperBest har den til 229,95 kr.
Over dem alle tårner Veuve-Cliquot-Ponsardin sig op. Den Gule Enke har aldrig været bedre. SuperBrugsen har den til 249 kr. og det er tæt på Årets Bedste Champagnekøb. Det er som om husstilen, den overvældende frugtige yppige stil slår endnu mere igennem. Der er tydelig gærkontakt i aromaen – i forhold til konkurrenterne i denne hurtige test, er Veuve Cliquot Ponsardin i en anden liga!
Godt nytår