1945 CHÂTEAU MOUTON-ROTHSCHILD, PAUILLAC. FRANKRIG
Årgangens kendetegn er beskrevet ved Latour, men Mouton spiller sin helt egen version. Det er ubetinget en af de mest ekstreme vine, jeg nogensinde har smagt, og den sidder lige i skabet med det samme. Omtanke giver dog tvivl i sindet, for her må alle parametre nulstilles. Bordvin skal ikke lugte af portvin, bordvin må ikke have restsukker, bordvin må ikke have brett (en gærcelle, som giver lugt af muselort!). Mouton 45 er auktionsmarkedets Rolls Royce, og den performer efter sigende stabilt med sjældne tilfælde af dårlige flasker.
Flasken her strålede. Overmodne frugttoner, alkohol som i Vintage Port, hvor det ikke ’stikker’, oloroso, læder, solbærsyltetøj, kanel, mynte og friskbrændt kaffe. Man kan næsten tygge på væsken, frugten smager levende og sødt, men jeg tror ikke, der er restsukker. Det lugter af cabernet gange 100, men minder alligevel, som Robert Parker siger, om Pomerol 1947, for lige ved siden af, i et andet glas, stod Lafleur 1947.
99 POINT
1961 DOM PÉRIGNON, MOËT & CHANDON, CHAMPAGNE. FRANKRIG
Der hviler et let lag af stjernestøv over den årgang generelt, men Champagne havde ikke helt de forhold, som Bordeaux fik gavn af. Tidligt forår med tidligt løvspring blev fulgt af ustadig april og kold maj. Blomstring i varm og solrig juni og juli var ikke ideel, men det blev august og september. Moët & Chandon frigav et stort parti af 61’eren i forbindelse med Diana og Charles’ bryllup i 1981, men flasken her var fra den oprindelige release i 1971.
Michael Broadbent har tidligere sprængt sin egen skala og givet seks stjerner til en magnumflaske og sammenlignet med den legendariske Krug 1928. Måske var han heldig, for den her holder sig inden for gastros skalas rammer, men imponerende er den!
Gul af alder og ligeså i duften, men dens helt særegne kendetegn er sødmen.
Dom P er kendt for sin krop og fylde, men den her er nærmest korpulent, fuld af nød og honning i duften og opfører sig som en kombination af senhøstet riesling og stor montrachet med bobler. Der er ikke meget kulsyre tilbage, men voldsomt smør og fudge, løftende syre og let oxyderet eftersmag.
Vi er langt fra nutidens non-dosage-trend, men nydelsen er tilbagelænet.
95 POINT
1907 HEIDSIECK (DIAMANT BLEU), CHAMPAGNE. FRANKRIG
Stakkels Zar Nikolaj fik aldrig månedens ladning champagne, for en dag i 1916 blev transportskibet Jönköping sænket af en tysk ubåd midt under Første Verdenskrig. Heidsieck sendte godt nok ca. 250.000 flasker til hoffet hvert år, men Jönköpings last var væk – indtil 1998, hvor mange flasker blev hevet op af dykkere og sendt på auktion. Det kolde saltvand i Østersøen havde sikret flaskerne mulig overlevelse.
Jeg har det generelt vanskeligt med gammel champagne – boblerne og friskheden er væk, og det oxyderede hvidvinspræg bliver alt for ofte for udtalt, men 103 år gammel champagne er i sig selv et faktum, hvor smagspræferencer må vige og historiens vingesus indtages. Den lugter udtalt af fino sherry, voks, grønne oliven og lidt acetone – liv er der fortsat, og selv om smagen er oxyderet og brændende, er der intensitet som hos en amontillado sherry. Den er nærmest salt og har struktur som en ekstremt sød tysk vin med alderdom, hvor restsukkeret er forsvundet. Heidsieck lavede da også sin champagne til Zaren i den meget søde gout americain-udgave.
Imponerende for sin alder, men på egen hånd i glasset kun rimelig.
88 POINT
1945 CHÂTEAU LATOUR, PAUILLAC. FRANKRIG
Latour er Latour – den slags selvfølgeligheder burde være overflødige, men i sammenhæng med en række monstrøse og ustyrlige vine er det både bekræftende og kontrastfuldt at få normal stor bordeaux.
Château Latour var ejet af Comte de Beaumont og op mod 60 aktieholdere, alle arvinger og efterkommere til den navnkundige Médocmastodont Alexandre de Ségur og lavede i de berømte tre store postkrigsårgange 1945, 47 og 49 en serie stærke vine.
På trods af rod i ejerskabet og flere salg siden hen har Latour haft forbløffende konsistens i kælderen og i stilen. Latour opnåede slet ikke samme groteske fysiologiske modenhed som Mouton i 1945, men bevarede fokus på den berømte struktur for slottet. Høsten i 45 var meget lille på grund af majfrost og tørke i juli – druerne blev tykskallede og skræmmende sukkerholdige.
Latour spiller kendte toner og spiller dem flot. En klassisk stor bordeaux med lugt af læder, blod og rygende bøgebrænde. Den er animalsk, æterisk og tenderende balsamisk, men holder sin fasthed, sit solide greb i smagsløg og følesansen.
Der er ikke antydning af alderdom eller behov for tilgivelse for småfejl og smuttere, og jeg sidder med en god fornemmelse i kroppen – verden (og fremtiden) ligger fortsat for fødderne af flasken her … øh, nej, nu er den jo drukket!
97 POINT
2010 RIESLING UENDLICH, F.X. PICHLER, WACHAU. ØSTRIG
Lucas Pichler viderefører efterhånden sin far Franz Xavers ideer. De handler blandt andet om at presse terroiret og planterne til det yderste af deres evner. Huset er mellem de bedste i Wachau, men det kan blive for meget – for meget ”min … er længere end din …”.
Hans Uendlich er en specialselektion fra Kellerberg, Loibner Berg eller Steinertal-markerne, det varierer. 10’eren er fuld af litchi, krystallinsk sprødhed, klarhed og syngende stemmegaffel – diing, siger den!
Pære og lindehonning supplerer. Spændstigheden er imponerende, og der er ingen terroir-forstyrrende ædel råddenskab, som der har været før.
95 POINT
2000 INCOGNITO, SINE QUA NON, SANTA BARBARA COUNTY, MG. CALIFORNIEN
90 % grenache og 10 % syrah fra to af Central Coast Californias bedste vinmarker; Alban i det kølige Edna Valley og Stolpman i det endnu køligere Santa Ynez, hvor der er kalksten i jorden. Det udnytter Manfred Krankl til at konstruere statens hidtil mest vellykkede chateauneuf-blend.
Vildt parfumeret, blåbærlikør, æterisk, boysenbær og multebær, vildt overdrevet vin i forhold til de andre unge vine, vi har smagt denne aften, men stadig frisk.
Kolossal smag, eksplosiv med mærkbar alkohol, der på forbløffende vis for så muskuløs vin holdes i ave af kølig syre.
Spiller samme partitur som 47 Lafleur, bare på moderne instrumenter og i aktuel fortolkning.
98 POINT
1976 ESZENCIA III, STANZA, TOKAJ. UNGARN
Sødt i sødt i sødt. En eliksir med helbredende kraft eller direkte medlemskort til Diabetesforeningen.
Det brunlige fluidum blev serveret på ske, for dråberne er kostbare og ekstremt tyktflydende.
Det smager af medicin, rosin, figenjuice og reduceret solmoden tomatsaft, og det kradser i halsen som melasse.
93 POINT
1950 CHÂTEAU PETRUS, POMEROL. FRANKRIG
Tidligere i smagningen mødte vi grænsetilfælde, hvor fornemmelsen af restsukker var lige på grænsen, og viskositeten var som olie. Nu bliver det næsten som sirup, men efter nogle minutter samler alt sig til kompakt merlotsmag med metal og blod, blomme og lidt balsamico. Den lugter af svamp, muldjord, grønne urter og fordærv på en god måde. Hvis det er muligt ...
Jeg tænkte spontant på Triers ’Antichrist’ … naturen er liv og fordærv.
94 POINT
1947 CHÂTEAU PETRUS, (VAN DER MEULEN), POMEROL. FRANKRIG
Her begyndte en eftermiddag og aften med vine, der spillede selvstændigt, virtuost, vildt og grænseflyttende for acceptabel vinøs opførsel. Petrus, også dengang ren merlot, er sjældent så fed og cremet, at druesorten afslører sig. Den specielle lerplet, hvor slottet har sine marker giver kølighed og nærmest medoc-agtig fasthed.
I den voldsomt varme årgang 1947, hvor slottene på højrebred høstede under tropiske forhold, fik vinene skræmmende lave syreniveauer. Druerne var ofte overmodne ved høst, og flere merlotbaserede vine blev aldrig udgærede med restsukker til følge.
Petrus var ejet af Mme. Loubat på det tidspunkt og havde allerede vundet sit sekteriske og luksuøse ry. Flasken her var et udyr, en kolos eller blot en særling, hvor overfladiske bortfordømmelser blev gjort til skamme efter nogle minutter i glasset, for den blev ved med at ændre sig.
Jeg oplevede først rosin, oloroso-sherry, tilsvarende alkohol, karamel og halvoxyderet præg, men forbløffende indrammet af røgelse og lerovn. Jeg var ved at skamme den ud for sin grænseoverskridende sødme, men pludselig samlede den sig nærmest i glasset og fandt tannin i baghånden og det typiske tørre ler-touch, Petrus altid har.
Smagere siger ofte ”fed vin”, når viskositeten er høj – Petrus 47 er tyktflydende som råolie og udviser bordvinkendetegn, jeg aldrig har set mage, men det oxyderede trækker lidt ned.
97 POINT
1961 CHÂTEAU PETRUS, PAUILLAC. FRANKRIG
Indtil 2009 var intet over 1961, selv om spage råb lyder på 1982 og 1990. Sammen med 1945 var 61 det 20. århundredes ’rigeste’ årgang. Forskrifterne for en stor årgang var til stede fra starten. Høsten blev reduceret allerede ved blomstringen, tilpas regn i juli, tørke i august og solrig september. Petrus 61 er også én af århundredets milepæle og dyreste flasker.
Den starter overraskende ’mudret’, typisk efter mange år i flasken, lugter klart af Reblochon eller Taleggio, men præmature antipatier skal man passe på med. Kort efter vokser der en svulstig duft med sveske, overmodne multebær, blomme og lakridssovs. Den spiller på helt andre tangenter end Latour fra samme årgang. Frugten er mættet, og der er nærmest restsukkerfornemmelse, i hvert fald er der viskositet som en kødglace med smeltet karamel og knust ler. Kontroversiel, men jeg overgiver mig.
97 POINT
2001 ALBINO, SINE QUA NON, SANTA BARBARA COUNTY, MG. CALIFORNIEN
Nogle vil klandre tilstedeværelsen af californisk garagevin i sammenhæng med klassiske bordeauxer og bourgogner, men god vin fornægter sig ikke og kræver på ingen måde stamtavle.
Østrigsk fødte Manfred Krankl laver sine vine i et skur, og det er ikke engang løgn! Hans tilgang er minutiøs, men også innovativ og afprøvende. Krankls tørre hvide tæller altid en ren roussanne og så en blanding som albino, men den hedder noget nyt hvert år. Albino har 46 % chardonnay, 40 % roussanne og 14 % viognier og lugter af flydende sten, røg, som chablis på speed, citron og drueskal, mens smagen er kropslig, yppig og svulmende i begyndelsen, men afslutningen er præcis og næsten læskende – jeg mener, 15 % gør jo noget!
94 POINT
1950 CHÂTEAU LAFLEUR, POMEROL. FRANKRIG
Tilbage til unormalitet, anormalitet og påkrævet stillingtagen. Lafleur var i lang tid det glemte Pomerolhus. Et mikroskopisk terroir på 4,5 ha ejet af en notorisk sky og meget lidt fisefornem og nærmest antimarkedsføringsbevidst André Robin indtil 1947. 50’eren blev lavet af hans døtre, Thérèze og Marie Robin, som forblev ugifte og oven i købet delte soveværelse indtil Maries død i 2001!
Lafleur er normalt ca. 50/50 merlot og cabernet franc. 1950 får som årgang sølle to stjerner af Michael Broadbent, men i Pomerol må der have været hul i skyerne, for siden hen har især Robert Parker rost årgangen. Lafleur starter ud med bekymrende vasket osteskorpe, men oser hurtigt af og antager noget portvinsansigt. Et syltetøjsagtigt, krydret og lakridset ansigt, hvor man er i tvivl, om alkoholen burde påkræve højeste afgiftsniveau.
Den MÅ simpelthen have restsukker, så sød er den, men kernen er intakt, og efter en tid samler den sig sammen til imponerende densitet.
96 POINT
1950 CHÂTEAU LA CONSEILLANTE, POMEROL, MG. FRANKRIG
En dybde uden lige, kødfuldhed og friskhed, forbavsende vitalitet med jord, blod, solbærblade og udtalt humidor. Smagen er jernholdig, salt og mineralsk, men breder sig ud over tungen med sød tobak og levende solbærfrugt. Den er ældet, ja, men stadig i stand til at gøre det gode ved os. Fornem vin.
97 POINT
2005 CHÂTEAU L’EGLISE-CLINET, POMEROL, MG. FRANKRIG
Hvis Yquem 01 siger perfektion med det samme, man dufter til den, er Eglise-Clinet snublende tæt på.
Den er sort og fuld af surmælk, sort trøffel, kirsebær, røg, bagt rødbede og trækul. Det jernagtige element er der også, og den er fast, har heftig struktur med kolossal, men finkornet tannin, høj syre og eftersmag med pulveriseret stenøkse.
Alt hænger perfekt sammen lige nu og har gjort klar til 50 års rejse ud i tiden.
Voluptuøs og graciøs på samme tid.
99 POINT
2005 CHÂTEAU TERTRE-ROTEBOEUF, SAINT-EMILION. FRANKRIG
Her har vi fat i en af de vine, hvor glassets indhold er fabelagtigt, men oprindelsen fortaber sig i ekstrakt, fad og alkohol. Duften er sødmefuld, fuld af kirsch, mynte, kanel og vanilje, senere kommer mere frugtdybde – den minder på mange måder om Leoville-Poyferré og Pontet-Canet 2009, som også er abnorme, men dygtigt gjorte.
Tertre-Roteboeuf er stærk, let likorøs, præget af fadet i eftersmagen, imponerende ekstraheret og tannisk velkonstrueret, og den er både overmoden og grøn på samme tid.
Det er normalt et godt tegn.
95 POINT
1947 CHÂTEAU LAFLEUR, POMEROL. FRANKRIG
Som andre vine med milepælsstatus denne dag havde Lafleur 47 viskositet som Nordsøolie. Og som 45 Mouton må vi nulstille alt igen. Det går ikke at trække ned for sødme, overekstraktion og parfumering. Lafleur 47 fik Robert Parker til at græde og Michael Broadbent til at råbe ”Perfektion”. Det var Baron Raben Levetzaus yndlingsvin, og hans kælder på Aalholm Slot var fuld af den! Den ringer rent ind. Maksimal nydelse og maksimal udfordring.
Næsen ’stinker’ af svesker, figen og dadel, kanel og brændt mark med malt. Kort efter forvirringen over så mærkelig en duft i en bordeaux kommer der ekstrakt af kirsebær, eau de vie de kirsch og overvældende hvid anmassende trøffel. Det lyder forkert, når jeg siger lag-på-lag af frugt og ekstrakt, for tung bliver den aldrig.
Sublim opførsel, vild og selvstændig, måske kontroversiel med sin fedme og sødme, men der bør ikke være tvivl om virtuositeten. Ikke perfektion, for det er kedeligt … nej, bjergtagende!
100 POINT
1924 CLOS DE LA ROCHE, ALFRED WYNNS. FRANKRIG
Bævrende, men den bliver på benene og får faktisk ret solidt fodfæste. Læder, mudder, kirsebær, kål og fugtige blade er jo meget klassisk for gammel bourgogne, og smagen er slank, benet, senet og savner bredde for at være på toppen.
Den er på vej nedad, men det kommer til at tage et stykke tid endnu, før den falder.
90 POINT
1950 CHÂTEAU LA MISSION HAUT-BRION, GRAVES, MG. FRANKRIG
Topscorer bør man ikke være i tvivl om. Jeg har talrige eksempler på vine, der kravler op ad rangstigen over tid, men som regel har de gode afsløret sig fra starten. La Mission 50 er helt oppe med det samme.
Klar tale og ingen ekstremiteter, blot duft af god gammel mint, læder, trækul og cigar, sød æterisk kirsebær, og så har den fat i ’nok’erne’ med sin vældige tannin og skarpt skårne syre.
Fornem intensitet og klassisk.
98 POINT
2000 CHÂTEAU PAVIE, SAINT-EMILION. FRANKRIG
Fabelagtig Saint-Emilion, og selv om jeg kort tænker på vintageport, finder den sin indre friskhed og bliver mere som supertoscaner, hvor syren er udtalt, og eftersmagen er mineralsk, salt og jernholdig. Pavie har chokolade, vådt grus og kirsebær med peberdrys, og i al sin svulmende kraft forbliver den adræt på en måde. Ret imponerende.
95 POINT
1970 VINTAGE PORT, TAYLOR-FLADGATE. PORTUGAL
Kompleks, ret frisk vintageduft med kirsebærlikør, lakrids, moden på samme tid, pågående med grænsesøgende flygtig syre, men smagen viser ingen tvivl og udstiller sin styrke, sin taylorske styrede vildskab og store tanninramme – minder lidt om medocvinene fra 2009 med deres blåbær, peber og lakrids blot tilsat akvavit og sukker.
Holder sandsynligvis 40 år mere, for rigtig moden er den langt fra, og det kan jeg godt lide.
95 POINT
1962 UNICO, VEGA SICILIA, RIBERA DEL DUERO. SPANIEN
Oplevelsen af vin er mere end sig selv, oplevelsen af den enkelte flaske er også sin sammenhæng. Derfor kom 1962 Unico på mærkelig vis til at stå som en afslappende oplevelse, hvor man ikke skulle tage stilling til smertegrænser for intensitet, restsukker eller oxyderingsniveau. Unico VAR bare.
Jeg skrev spontant ”aah!” i mangel af bedre i mine noter, men fandt frem til klassiske røde bær som jordbær og tyttebær med masser af velkendt vanilje fra de amerikanske fade.
Spaniens vinmæssige nationalsymbol har altid haft en god del cabernet sauvignon med i tempranillosaften, også i 60’erne, hvor slottet havde sit gyldne tiår med 60, 62, 66 og ikke mindst 68 som pletskud.
Unico 62 er elegant, selv om den er eksplosiv, fuld af energi og har ikke specielt meget tannin – i eftersmagen kommer noter af Fernet Branca, typisk for Vega Sicilia.
Fornem og helt normal!
95 POINT
1830 GARRAFEIRA PORT, FERREIRA. PORTUGAL
Gammel portvin, selv af vintagekarakter, antager altid oxyderede former – så i det lange løb kan det være svært at smage forskel på colheita og vintage. Garrafeira blev brugt til at angive en specielt god version af en portvin. Tænk engang, den har set flere revolutioner, to verdenskrige, dronning Victorias kroning, opfindelsen af glødepæren og … ungdomsoprøret.
Den er fuld af sveske, kandiseret appelsin, sukat og pomerans, vanilje og linoleum. I eftersmagen dukker lakrids og hostesaft frem, den er blød, stadig tandhalsisnende sød og cremet og bliver vel meget domineret af mentol til sidst.
86 POINT
1975 BARBARESCO, (ANGELO) GAJA, DBMG. ITALIEN
Sikke en moppedreng! Flaskestørrelsen har givet Gajas barbaresco ekstra liv.
Her er klassisk ruskind, tranebærsaft og tjære. Tørrede rosenblade og kakao.
Nebbiolos tannin er til dels blødgjort, men frugten er også forsvundet. Den er slank og benet, er mere struktur end krop, mere syre-tannin end kødfuld frugt.
Ganske god, men ikke stor.
89 POINT
1923 ROMANÉE CONTI, DOMAINE DE LA ROMANÉE CONTI,(VANDERMEULEN). FRANKRIG
Vin med stok, rystende og bævrende kommer den mig i møde, og jeg forbereder mig på et skrøbeligt og spagt kram, men omfavnelsen er varm, ikke knoklet, men blød. Hvor ville vi gerne have smagt den vin over længere tid, for den voksede og voksede. Champignon, karamel, gips og læder, kogte tranebær og senere en sort kaffetone som en stor Latour er nogle af næsens bestanddele.
Den er senet i kroppen, lidt afpillet, men hvad gør det, når kraften kommer af alder og visdom og ikke banale muskler. Den bliver ved med at ændre sig … men så var der ikke mere i glasset.
95 POINT
1979 VOSNE ROMANÉE 1ER CRU CROS PARANTOUX, HENRY JAYER. FRANKRIG
Henri Jayer er på mystisk vis blevet mytisk i Bourgogne. Det står ikke helt klart hvorfor, selv om hans indflydelse med koldmaceration før gæringen og et ordentlig skud nyt egetræ har skabt skole. Oppe over Vosne Romanée ligger den 1 ha store Cros Parantoux. Efter al sandsynlighed er det den mark, som har skabt Jayers status. Den er kølig østnordøst vendt og fuld af sand og kalksten.
Jayer døde i 2006, og den sidste Cros Parantoux med hans signatur kom i 2001.
Priserne for klassikerårgange som 1985 og 1990 når højere op end Romanée Conti nogle gange. 1979 er ikke en stor årgang i Bourgogne, men Jayers vine er aldrig dårlige og tæt på udødelige. Vinen spræller i glasset, strutter af virilitet og intens tranebær og slåendestillat. Store bourgogner smager af jord på en helt speciel måde, og det gør Jayer.
Den slutter stramt og bundet flot op af moden syre.
94 POINT
1928 TACHE ROMANÉE, CHEVILLOT. FRANKRIG
Jo, det står der altså på etiketten! Bourgognefolk vil studse over titlen, men i tiden op til AOC-systemets indførelse i 30’erne var det ret almindeligt at pynte lidt på marken Les Gaudichots lige ved siden af La Tache ved at anvende Tache-navnet – især negocianter gjorde det. Den ”rigtige” La Tache er kun 1,4 ha mod nutidens 6,4.
I 1936 fik Les Gaudichots lov til at anvende navnet La Tache, da begge marker blev klassificeret som grand cru under ét – siden ser man kun La Tache, og alt er ejet af det berømte Domaine de la Romanée Conti.
Den er forbavsende mørk for sin alder, dukker langsomt frem med ungdommelig næse af ribs, campari, kanel og Boonekamp – vel meget flygtig syre, og smagen er pæn, sødmefuld og har let metallisk eftersmag.
90 POINT
2005 AILE D’ARGENT, CHÂTEAU MOUTON-ROTHSCHILD. FRANKRIG
Moutons hvidvin ser man ikke ret tit. 10.000 flasker fylder ikke meget på det hungrende verdensmarked. Hvid bordeaux har det vanskeligt globalt, men navnet Mouton hjælper på afsætningen.
Druerne kommer fra seks ha med 56 % sauvignon blanc, 43 % semillon og 1 % muscadelle.
Philippe Dhalluin, teknisk manager, anvender delvis skindkontakt under gæringen, sjældent set på andre bordeauxslotte, og gæringen starter i rustfrit stål og færdiggøres på kun delvis ny eg.
Hvid bordeaux kan lugte af vingummi og bolsjer, og det gør Aile d’Argent.
Den har peberdrys, banan og tydeligt ristet fad i en ret pågående næse. Mineraliteten er fin, og der er honningpræg uden sødme, typisk for semillon, men den brænder lidt for voldsomt til ægte storhed.
90 POINT
1961 CHÂTEAU LATOUR, PAUILLAC. FRANKRIG
Jeg tror ikke, det slot kan lave overmoden vin! Kernen i Latours tilliggender er det 45 ha store L’Enclos, en dyb drænende grusbanke omkring slottet og ned mod Gironde. Latour modererer vejrets ekstremer, men det forhindrer ikke absolutte toppunkter i de store årgange. 1961 er en af dem.
Latour holder sig bare inden for rammerne af vinøs normalitet og opfører sig ikke
freaket. 61’eren er stor, storslået, graciøs og intens. Den har muligvis 50 år mere i sig. Friskheden er nærmest 40 år yngre end tallet på etiketten, med saftige tranebær, masser af kaffe og lærebogscigarkasse. I sammenhæng med de sødmefulde og fede vine før og efter Latour 61 fremstår den som en rank, slank og statelig toscaner.
Her er lufttørret kød og salt i eftersmagen, og den bliver ved og ved. Snublende tæt på perfektion, og der er ingen forvirring om udtrykket – det er, som det skal være, sublimt.
99 POINT
1921 CHÂTEAU D’YQUEM, SAUTERNES. FRANKRIG
Mystisk, en gåde og sær. Yquem 1921 er jo endnu en legende, men at den skulle opføre sig som medicin og tyndt blandet blodgrapesaft med ribs, som tyndbenet skeletagtig provencerosé og helt uden restsukker eller nogen form for præg af yquems berømte syre-sødmebalance eller vældig lugt af ædel råddenskab, det kan ikke passe.
Her er noget galt!
75 POINT
2001 CHÂTEAU D’YQUEM, SAUTERNES. FRANKRIG
Diametral modsætning til aftenens 21’er fra samme berømte slot. Perfektion i en flaske, opfører sig som vidundermiddel, proppet med abrikos, mandelmel, mango og lynghonning. Friske grønne blade af skovmærke og sød basilikum tilføjes.
Den har sublim balance mellem syre, sødme og alkohol, og intensiteten er overvældende og alligevel præcis.
Tvivlen kommer aldrig, for det ER stort det her.
100 POINT
1976 CHÂTEAU D’YQUEM, SAUTERNES. FRANKRIG
Overmoden honningmelon er det første, glasset frigiver, så kommer pomerans, tørret appelsin, kokosmælk og mandelessens og så noget helt nyt, jeg just prøvede i juli, nemlig vakuumeret hvid asparges med florsukker! Smagen er fuldfed, med rimelig syre, men ret lav for en stor Yquem.
Skal og må ikke sammenlignes med 01’erens perfektion, men alligevel…
92 POINT
Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Artikler og Mad
