Det spiser vi i august

August er... marcipan, kørvel, chips, hyldebærkapers, champagne og meget meget mere!

Det spiser vi i august
Offentliggjort
Det spiser vi i august

Dem, der helt og aldeles erstatter kartofler med pasta, fordi det er nemmere, de skulle tvinges til at købe pasta på recept og kun i begrænsede mængder, mens alle andre skal glæde sig over, hvor velsignet let det er at lave en hurtig og velsmagende pastaret i en snæver vending. Med chili, olivenolie, hvidløg, pancetta og pecorinoost er man allerede godt kørende.

Selv om de flestes sommerferie er ved at være klinget af, så er det sæsonmæssigt stadig sommer, så husk salaten, mens vi stadig har den – sprød og knasende. Om ikke ret lang tid, så nedsænker istiden sig igen over supermarkedernes grøntsagsdiske.

Théophile Roederer står rettelig noget i skyggen af storebror Louis – Théophile er på alle måder en lilleput til sammenligning, men er ikke så dårlig til at lave rosé – ren, frugtig pinot, der ikke bliver for tung og ikke har den fatale rosésmag af karamelstang. Og når Théophile faktisk er så ganske udmærket, så er det, fordi vinen rent faktisk laves af Louis Roederer – blot andetsteds i byen, altså Reims.

Efterhånden lidt af en ’nyklassiker’ i det nye, nordiske køkken – det lokale svar på Sydeuropas kapers. Pluk de umodne hyldebær, dvs. rib dem af skærmene, skyl dem, og lad dem dryppe af. Læg dem i en plastikpose med rigeligt salt en uges tid. Vend posen i ny og næ. Hæld den væde fra, saltet har trukket ud, og kom så bærrene på steriliserede glas og fyld op med en mild æbleeddike og lidt af væden fra bærrene. Beregn 2 liter eddike og 1 kilo fint salt til 1 kg hyldebær.

Der er lidt fastfood fra gamle dage over en gang kogte majskolber med smør og salt – en let løsning a la mormor. Og det skal man jo ikke kimse ad. Og så skal man huske, at majs er en af de mest ressourcekrævende afgrøder at dyrke – og næringsmæssigt giver den ikke så voldsomt meget igen, så køb majs, hvis oprindelse man kan være bekendt.

Il Fornaios udgave er store, bløde og oliemætte og et måltid i sig selv – fabelagtig til et glas vin. Men man skulle være meget fantasiforladt, hvis man ikke kunne finde både det ene og det andet at putte ind i dem – et kirurgisk snit og så ind med skinken, osten, tomaterne, salaten … ilfornaio.dk

Marcipan? Nu – midt i sensommeren? Ja, for f…, for med alle de herlige bær og frugter, det bugner med ligne nu, så skal du også tænke i kagebaner, og der svinger det fantastisk godt med en mazarinkagedej.

Det spiser vi i august

Blåbær, brombær, hindbær og kirsebær … bærrene er over os, og med dem bliver vi igen mindet om, at selv om man kan fnyse over … hmm … blandet sommervejr, så skal vi være glade for, at vi ikke lever i et klima med bevidstløst solskin fra morgen til aften. Det danske ’langsommelige’ klima giver os afgrøder, der har oparbejdet smagen efter en lang vækstsæson.

Smør, kørvel og et par dråber citron på de endnu nye kartofler, hvad mere kan man ønske sig? Jo, en hjemmelavet bearnaise med MASSER af finthakket kørvel. Lad være med at stå og fedte med kun at bruge bladene – stænglerne er helt bløde og har også smag, så det hele skal med.

God, gammeldags dansk gæringseddike – ikke noget med balsamico mig her og frugteddike mig der. Nej, for nu skal du nemlig sylte, og her i sensommeren skal du også lave agurkesalat til den stegte kylling med skilt sauce. Og så skal du også huske, at eddiken fjerner kalken fra dit badeværelse, dine filtre i vandhanerne, din kaffemaskine.

Vi har ofte undret os over, at Danmark med de fabelagtige æbler ikke har en tradition med at lave cider og ciderspiritus a la Frankrig og England. Vi må justere vores undren, for der er virkelig skred i tendensen, og denne danske calvados fra Fejø er endnu et skridt på vejen i den rigtige retning. Cideren fødes på Fejø, og derpå går turen til Aqua Vita på Sydfyn, hvor destillationen finder sted.

70’er-retro, javist, men du har vel ikke glemt, hvor godt det smager – sådan et stykke rosastegt oksekød med en god fedtbræmme! Løb linen ud med glaserede perleløg, peberrodsskum, brøndkarse og hele balladen. PS: Du skal ikke lægge rødvinen på varmeapparatet, og du skal heller ikke putte en sukkerknald i vinen. Der må være måde med retro-dyrkelsen.

Vi bliver aldrig trætte af at reklamere for engelske chipsprodukter med eddikesmag. Det er simpelthen et genialt produkt, og englænderne er verdensmestre. Dermed ikke sagt, at der er tale om stor gourmet, der skal spises med kniv og gaffel. Chips er og bliver pjattemad, men pjatter man også med kvaliteten, så ligger vejen til junkfood frit åben.

Der er noget næsten vulgært vidunderligt over en moden blomme, der næsten har en tanke af truende råd. Hvis du har alt for mange blommer, så kan du lave en chutney ud af dem, men blommechutney bliver ret vandigt, medmindre du tilsætter pektin. Brug hellere blommerne mindre barbarisk – i en dessert, en tærte eksempelvis. Glem ikke i den forbindelse, at blommer, marcipan og armagnac er en næsten hellig treenighed.

__________