På gastro har vi tidligere besøgt bl.a. Ducasse, både i Paris og Monaco – begge med tre stjerner – og var ikke jublende begejstret. Det kunne ligne en manér hos os, der går ud på at skulle nedgøre etablerede topsteder, men det forandrer ikke på, at besøget på Enoteca Pinchiorri står som en af undertegnedes største skuffelser.
Afmålt og kølig
Restauranten har til huse i et lille ’bypalæ’ og er fordelt på flere, meget højloftede rum. Indretningen er italiensk bolighus-rokoko, når den er værst – dvs. godt med plys og polstring, sløjfer, blomsteropsatser og lyserødt i kilometervis etc. Det kunne man springe op og falde ned på, hvis man bare følte sig velkommen, men det gjorde vi bestemt ikke.
Der er rigeligt med tjenere, men betjeningen forekom kølig, afmålt, ud i strakt arm og på ingen måde allestedsnærværende – ulig førnævnte Ducasse, hvor tjenerne synes at kende ens ønsker, før man selv havde gjort sig dem klar.
Maden er ikke dårlig – slet ikke – den er blot meget, meget enkel, grænsende til det småkedelige. Stegt kød med lidt garniture, dampet fisk med et par stænk balsamico og noget drys ditten eller datten, en lille blomkålscreme her og en brioche der med lidt trøffel … Det smagte fint, men der skete bare ikke ret meget på tallerkenen – der var ikke som nogen særlig oplevelse forbundet med at spise maden, og det skal der være på en trestjernet restaurant, hvor man pr. hoved lægger små 2.000 kr. for maden alene. Der ligger ikke – i al fald ikke den aften, vi var der – nogen stor kokkepræstation bag.
Frit valg – sådan da!
Stedets vinkælder er legendarisk og med rette, for man kan få noget nær alt inden for topvine – og i topårgange. Er man til gammel – og endda meget gammel vin – så er kælderen leveringsdygtig i flasker tilbage fra før 1900-tallet! De enkelte flasker er naturligvis dyre, men de er såmænd billigere, end de ville være, hvis de havde været til at opdrive i danske butikker, og Pinchiorris vinkort kan også prismæssigt sagtens matche danske toprestauranters. Alligevel kan en middag på stedet meget let blive svedende dyr, hvad vin angår, hvis man ikke er opmærksom – og holder på sin ret til at vælge selv!
Sagen er, at Enoteca Pinchiorri opererer med en række vinmenuer til ledsagelse af de fem-syv retters store menuer, og disse vinmenuer er i særklasse imponerende – det skal de have! En menu kører rent Piemonte, en anden veksler mellem vine fra Bourgogne, Bordeaux, Italien og Spanien, en tredje krydsklipper mellem 1. cru’er etc. Og det er vitterlig topvine i topårgange, bl.a. ’82, ’86 og ’90 for bordeauxvinenes vedkommende. Man køber hele flasken i menuen, og da flaskerne i menuer koster 2-7.000 kr. stykket, så ender man let med en vinregning i 15-20.000 kroners klassen!
Det var vi ikke rigtig indstillet på, skønt tjeneren anbefalede vinmenuerne så kraftigt, at det lignede en (uklædelig) insisteren fra hans side. Faktisk spurgte han direkte, hvorfor vi ikke ville have vinmenuen. Fordi vi ikke havde råd/lyst til at bruge så mange penge! Men det sagde vi selvfølgelig ikke, og til sidst fik vi allernådigst lov til at vælge bl.a. en flaske Ornellaia til ’beskedne’ 400 euro. Han modtog vores bestilling med en småfornærmet ’det vil I fortryde-mine’.
Forstemthed
Ved desserten var der ligesom opbrud i restauranten, og man var ved at rydde af i de tilstødende lokaler, skønt det endnu var et stykke fra midnat. Inden længe begyndte man også at rydde af ved vores naboborde og gøre klar til at lukke og slukke, og fandeme om ikke stedets tjenere – efterhånden som de blev færdige – stillede sig op i døren med armene over kors og blikkene sat på ’uendeligt’ afventende, at vi blev færdige. Det er ekstrem dårlig stil, og jeg kan ikke erindre at have oplevet det før på et sted, end ikke et med blot beskedne ambitioner. Jeg var ikke blevet overrasket, hvis de var begyndt at støvsuge mellem fødderne på os.
Så blev vi spurgt, om vi ville se vinkælderen. Eller rettere om vi var klar til at se vinkælderen. Det var åbenbart nærmest obligatorisk, men hvorfor ikke, så vi rejste os og fulgte pligtskyldigt med.
Da vi kom tilbage, var lyset slukket i selve restauranten – så kunne man næsten ikke føle sig mere velkommen! Vi blev vist ind for at få kaffe i et tilstødende lokale – eller skulle man sige frastødende – for placeret i en kæmpe, lyserød lædersofa følte man sig hensat til et Barbie-dukkehus i overstørrelse.
Vi gik derfra med en underlig følelse af forstemthed, og først senere forplantede oplevelsen sig og tog for alvor form efter den enorme skuffelse, det reelt havde været. Og skuffelsen blev ikke mindre af, at regningen – uden at vi havde skejet ud – lød på knap 15.000 kr. for tre mennesker! Vi var måske lidt uheldige med maden netop den aften, men stedets stemning virkede temmelig indarbejdet – på en lidt kedelig måde, som det vist fremgår.
Det er svært at forstå, at Italien har så få trestjernede restauranter – og det er endnu sværere at forstå, at Enoteca Pinchiorri er en af de få. Men tag ikke vores ord for det – prøv selv.
Husk jakke til herrerne – og det skal være en med plads til en meget stor tegnebog i inderlommen!
enotecapinchiorri.com
