Mesterlig toscaner

Mesterlig toscaner

Mesterlig toscaner
Offentliggjort

Tenuta di Petrolo og Luca Sanjust

Hvis ikke man vidste bedre skulle man tro Luca Sanjust var kunstner.

Ude øst for det gammelkendte Chianti Classico nær byen Mercatale Valdarno ligger en håndfuld producenter, der satser mere på bordeaux-sorterne end indfødte varieteter. Toscanas egen sangiovese klarer sig egentlig fint, men klimaet understøtter merlot og beslægtede sorter så fornemt at alt det gode fra toscanas balancerede varme frugtighed og livlige syre forenes med bordeaux’ mineralitet og let urtede udtryk. Luca Sanjust guider vinene på Tenuta di Petrolo og viser ansigt til omgivelserne, tilhængerne og potentielle kunder, mens moderen Lucia sidder på magten. Luca Sanjust er tilbageholdt flamboyant, livlig og parat til at forsvare alle sine ideer velunderbygget. Petrolo og Sanjust laver en af Toscanas stærkeste merlot’er med Galatrona - set over en lang periode på 13 årgange, den klart mest stabile topmerlot overhovedet i regionen, Bolgheri inklusiv. Jeg har ikke smagt samtlige årgange, men selv med 15 års lagring og sandsynlighed for begyndervanskeligheder klarer nogle af de første årgange sig fint i dag. 97eren var sublim og siden 2000 har hele tre årgange været i stand til at hamle op med Messorio, Redigaffi og Masseto, ja endda Petrus, selvom stilen er en helt anden end Redigaffi og Messorios.

Luca Sanjust afslører en hemmelighed under vores samtale. Merlot blev anbefalet af Giulio Gambelli – for ikke-indviede handler det om Toscanas nestorkonsulent udi sangiovese – efterhånden en ældre herre. Han er kendt for at forsage de franske sorter i alle sammenhænge, men da han i 80erne analyserede fakta for Petrolos klima og jordbund konkluderede han ”plant merlot!” Som sagt så gjort og i dag beviser Galatrona troligt hans råd. Luca Sanjust bruger nu Carlo Ferrini som rådgiver og han har ikke foretaget nævneværdige omkalfatringer i kælder eller på stil.

Farfaderens første årgang var 1958 og dengang bestod ejendommens vinmarker af gamle sangiovese-kloner, som i lerjorden gav tæt farvede vine og de kloner har Luca Sanjust videreudviklet på. Han modsiger således en udbredt misforståelse, som jeg åbenbart også selv er ramt af, at sangiovese bør være transparent – sådan er det ikke altid! Luca Sanjust bekæmper gerne det franske begreb terroir og siger han foretrækker det mere klassiske genius loci, hvis moderne betydning omfatter et steds atmosfære og ånd. Kan den puttes på flaske? Luca Sanjust gør forsøget.

I 1716 angav storhertug Cosimo III fire ”appellationer” med distinkte vinøse kendetegn, den ene var Valdarno di Sopra og netop den betegnelse kæmper Luca Sanjust for at få indført. Han kunne sælge sin Torrione på hovedsagligt sangiovese som Chianti Colli Aretini, men mener det er en nymoderne opfindelse, der slet ikke rummer den samme genius loci som hertug Cosimos gamle betegnelse. Efter alt at dømme kommer der med årgang 2011 en Valdarno di Sopra DOC. Allerede på Cosimo III’s tid var der plantet franske sorter i området, ligesom i Carmignano i øvrigt. Berygtede Catharina di Medicis franske ægteskab bragte de sorter til et modtageligt Toscana meget tidligere end de fleste tror.

For insidere er det værd at bruge tid på opsporing af de to nye eksperimenter Boggina og Campo Lusso. Boggina er 100 % sangiovese fra farfar Gastones oprindelige parcel plantet i 1952 – debutårgangen gav én barrique! 08 og 09 giver en tonneau, så den er stadig sjælden og med årgang 2011 bliver der lavet Boggina gæret og lagret på amfora! Campo Lusso er ren cabernet sauvignon fra ½ ha veleksponeret jord lige under landemærket, det solitære tårn, som pryder Petrolos logo.

Sangiovese og 5% cabernet sauvignon – syredrevet kølig sangiovese, saftig og tænderskærende på den gode måde med jern i eftersmagen og skønt grønkrydret let urtet duft. Jeg smiler spontant med den i glasset. Meget få chianti kan hamle op med Torrione til prisen. 92

99,95 kr. v/12 fl.

5,5 stjerner

Efter sigende skulle Denis Durantou fra Eglise-Clinet i Pomerol have erklæret sin uforbeholdne kærlighed til Galatrona 2009. Det forstår jeg godt. Den skråler kvalitet med sin smuldrede galestro og blyantstift, præcis modne mørke bær og lette blommeskind. Ekstraheret i marken, lavt udbytte og håndteret mesterligt i kælderen – intensitet med smæk i, mere korpulent end decideret fed. Storslået og lige nu voldsomt lavt prissat når jeg sammenligner med konkurrenterne ude fra Bolgheri og Suvereto. Maksimal vin og maksimale stjerner! 96

399,95 kr. v/12 fl.

6 stjerner

Vinene fra Petrolo forhandles af www.philipsonwine.com