Tæt ved det gamle godsbanekvarter i Aarhus møder du på den ene side af vejen hvide ti-etagers-bygninger med stålaltaner og glasrækværk. På den anden side ligger et område, der med sine containere, grusstier og semifallerede murstenshuse kunne ligne en bygge-plads til flere boligbyggerier i samme dur. Men det er det ikke.

Når du åbner de isatte døre i containerne, kommer du ind i designerhjem, og bevæger du dig længere op ad stierne møder du prisvindende arkitekter og går forbi kæmpesneglene (åbenbart en delikatesse).

Du kan også møde smeden med de store hænder, se det nye containerhotel og sige hej til kvinden, der har sat sig for at lave et firma, der udrydder al skrald. Et helt område, hvor folk slået sig ned med hjem, virksomheder og liv.



Stedet hedder Institut for (X), fordi x’et - som i matematik - er en variabel, som du modsat regnestykkers normale regler selv kan være med til at bestemme, hvad står for. Da det først åbnede, var det som et enkelt galleri i 2009 skabt af et kreativt fællesskab ved navn Bureau Detours. I dag er mere end 50 virksomheder, 90 studier og mindst 250 aktive med-lemmer med til daglig at redefinere, hvad x’et står og kan stå for.

“Alle er fælles om at have eget ego-projekt hernede. Du kan være alt fra ultrakapitalist til idealist eller anarkist, så længe du samtidig bidrager til området,” fortæller Christian Juul (han går altid under sit efternavn Juul), som er den ene af de to daglige ledere i området og foreningen Institut for (X). Den anden hedder Mads Peter (alle kalder ham MP).

Juul og MP holder blandt andet hold i hanke med Institut for (X) som forening, hvor alle brugerne i kvarteret betaler en husleje. Den husleje går videre til kommunen, som ejer Godsbanekvarteret, som området hedder, hvor Institut for (X) i begyndelsen var det eneste der lå.

I dag ligger der også en bygning ved navn ‘Godsbanen’, som har kulturelle og kreative værksteder som Institut for (X), men hvor Godsbanen er en kommunalinstitution, der er kommet for at blive, så er (X) skabt til at forsvinde igen, når kommunen endeligt beslutter, hvad hele grunden skal bruges til.

“Det er ikke noget, som folk er så optagede af. Altså at skulle være ude. Det er ligesom den præmis, hele stedet bygger på. Det gør også, at vi tænker på en anden måde, end de fleste andre steder. Hvis vi vil have lavet noget, så gør vi det med det samme, for i morgen kan det være for sent, og vi bygger hurtigt, billigt og flytbart, så vi en dag kan flytte, hvad vi har bygget. Vi arbejder ikke kun for vores eget sted men også for en bedre by,” siger Juul.



I dag har Institut for (X) fået forlænget lejeperioden på det meste af deres 14.000 kvadrat-meter store areal (på størrelse med cirka to fodboldbaner) med fem år, den længste hidtil, men indenfor få år flytter Arkitektskolen i Aarhus også ind og overtager mere af grunden.

Du skal have ild i øjnene og ville lave noget nyt
På et kontor hænger planter ned fra loftet, og i stedet for laptops og kuglepenne, ligger der have-sakse, mos og snor på det lange skrivebord.

“Se lige herinde. Det er her vi tænker, at vi åbner en form for café, hvor vi også kan have planter hængende,” siger Sacha Julie Bechtle og peger ind i et mørkt rum, der støder op til rummet med skrivebordet blot adskilt af en stigetrappe.

Sacha Julie Bechtle har et plantefirma, der hedder Plukk sammen med sin makker Andre-as Frandsen, hvor de sælger de håndformede planter, der hænger ned fra loftet.

Deres café skal blandt andet have en form for drivshus-væg, som let kan sættes op og lige så let kan pilles ned, hvis det en dag bliver nødvendigt. Det er Kasper Baarup Holmboe og Troels Thorbjørnsen fra arkitektstuen Spant Studio lige inde ved siden af, der er ved at tegne den.

“Vi startede selv som en meget lille forretning med en ide om at lave planter. Hernede har vi fået rammer for at kunne gro, fordi det er lettere at komme til at gøre det, man gerne vil. For det første er huslejen mindre, end den er andre steder i Aarhus, derudover er der altid nogen rundt om hjørnet, der har nogle andre kundskaber, end du har. Så når du har brug for hjælp, så er det godt at kende din nabo,” fortæller Andreas Frandsen.

Kutymen på stedet er, at du skal sige hej til din nabo. Det er faktisk noget, som Juul og MP tjekker dine evner til, hvis du ansøger om at få lov at få et arbejdssted dernede. Derfor holder de ikke ansættelsesmøder, men hej-møder, som de kalder dem, hvor man mærker, om man fungerer med hinanden.

“Man skal ikke være ens for at komme ind her, men man skal have respekt for hinanden, have ild i øjnene, som jeg plejer at sige, og så skal man have motivationen til at gøre no-get nyt. Så hvis du for eksempel kommer og vil bygge håndlavede, specialdesignede møbler, vil jeg nok fortælle dig, at du kan prøve at slå dig sammen med nogen hernede, som allerede gør det,” siger Juul.

Kasper og Troels, arkitekterne fra Spant Studio.

Den nye kommune i kommunen
De midlertidige giver rammer plads til at ‘feel free to fuck up’, som Juul siger det, fordi der med dem følger en løsere kommunal rettesnor, end der nok gør de fleste andre steder, hvor der bliver bygget. Der er plads til at gøre det anderledes, end der bliver gjort i resten af kommunen. Derfor bliver stedet også ofte beskrevet som ’den nye kommune’ (i hvert fald internt).

Den er god nok, siger Ib Christensen, der er chef i Kulturforvaltningen i Aarhus Kommune. Han har fulgt arealet, siden det begyndte, og selvom han er positiv omkring området og ikke kan se nogen grund til at stoppe det, før kommunen skal bruge det til noget, har han alligevel nogle gange måttet bede området om at stramme lidt an.

“Det er med at finde balancen mellem vildskaben og sikkerheden. Da jeg kom forbi derne-de i starten, var der skudt flere containere og bygninger op på en dag, som bare havde fået lov at vokse frit,” fortæller Ib Christensen og fortsætter:

“Som kommune har vi været med til at trække nogle linjer og sætte nogle kontakter op, når noget har skullet fikses. For eksempel var der en ovn midt inde i et rum, der var lavet i træ, hvor der også både var alkoholbevilling og fest. Det går jo ikke. Som kommune har vi også et moralsk ansvar for, hvad der foregår,” siger han.

“Men selv er folkene bag Institut for (X) jo også med til at udfordre os i kommunen i forhold til, hvordan man egentlig skaber en by, hvis man ikke bare river ned og bygger nyt. Der sker gode, anderledes ting dernede, som man i stedet for at afvikle skal hjælpe med at udvikle,” tilføjer han så.

Blandt andet er han begejstret for måden, en basketbane bliver opført og får unge til at komme forbi at spille gratis, den lille park er blevet rum for barnevogns-skubbende foræl-dre, natklubben Double Rainbow lægger lokaler til festivalen Northsides efterfest, og mange af de små virksomheder var med til at præge festivalens kulturliv i dagtimerne.

Det er svært at få sat ord på, præcis hvor meget kommunen ser igennem fingre med for at ting kan lykkes i området, men der er i hvert fald plads til at bo, hvor der ikke er godkendt beboelse og at bygge uden normale byggeplaner, der kan tage lang tid at få godkendt.

Det er ikke det nye Christiania
Der er dem, som kommer her af og til. Og så er der dem, der kom og aldrig gik igen. En af dem er Christian Patrick Allen.

“Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvordan jeg nogensinde skal flytte ind i en lejlig-hed. Den dag frygter jeg virkelig,” fortæller han fra toppen af sine to turkise containere, som han udlejer som hotelværelser i et vel og mærke ganske mini-størrelse-hotel og ellers selv bor og sover i.

Han fortæller, at han troede, at han ville være tømrer. Men han vil hellere gøre det her fuldtid, simpelthen fordi han kan. Og så må han se, hvordan det går på lang sigt.

Han peger over på nogle små flet-hegn i jern, som han har lavet, men som ikke rigtig er hans ting mere. Han vil hellere lave større og mere komplekse ting. Det kan du også se, når du kigger ind i de to containere, der er vidt forskelligt indrettet. Den ene er simpel, hvi-de flader, hvid seng og et lille køkken. Den anden i rustikt træ, der leder tankerne hen på en forfinet jægerhytte.

“Jeg bruger det som værksteder, hvor jeg prøver forskellige stilarter af og viser, hvad jeg kan. Det starter som regel sådan, at jeg bare går i gang med noget, og så ser jeg, hvad der kommer ud af det. Og hvordan folk, der kommer forbi og kigger på det, reagerer. For mig har den fri måde at arbejde på været den rigtige investering de sidste par år. Jeg var ikke nået til at have et lille hotel, hvis jeg ikke havde været i et miljø, hvor man tør prøve ting af,” mener Christian Patrick Allen.

Friheden til det hele kommer dog med én regel ved Institut for (X), forklarer Christian Juul.

“Vi har noget, der hedder ’Regel Nul’, og den lyder: Lad være med at gøre noget, der be-tyder, at de skal lave flere regler. Hvis vi ikke gør arbejdet ordentligt hele tiden, så falder stedet lige så hurtigt sammen, som vi skabte det.

Vi går meget op i at bruge midlertidigheden til at finde ud af, hvad den permanente by skal bestå af. Og det er vi nødt til at gøre ordentligt.” forklarer Juul, der siger, de måske også har været heldige.
Der har ikke været ulykker dernede, og at han kun to gange på syv år har måttet bede le-jere om at pakke tasken, da de ikke længere var aktive dernede eller passede ind.

Det lyder som noget, man har hørt før, og stedet bliver da også sammenlignet med alt fra fristaden Christiania og Bolsjefabrikkerne i København til områder i byer som Hamborg og Berlin, hvor henlagte steder også bliver brugt af lokale, der bruger området til det, de gerne vil.

“Jeg ser os hverken som Christiania eller noget lignende… jeg vil sige, at vi har samlet det bedste fra de steder, vi kender og bruger den viden her til at skabe et sted, jeg selv og andre mennesker kan lide at komme. Men her er ingen politisk dagsorden og heller ingen, der har lyst til at leve i slum eller et område i afvikling, som man måske har set andre steder,” siger Juul.

Alligevel er man lidt en del af noget større, der ikke sådan lige er til at ryste af sig, konsta-terer Christian Patrick Allen.

“Mig og mine containere her,” siger han og læner armen op ad den lyseblå containervæg, mens han står på terrassen, han har bygget ud for:

“Vi har bygget det her op de sidste syv år, og jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal komme herfra, selvom jeg godt ved, at det er det, vi alle skal. Men forhåbentlig bliver ånden, selv-om bygningerne er væk.”

LÆS OGSÅ: Madsucces i Aarhus: ”Her sker noget, som man ikke vil misse”

LÆS OGSÅ: 19 ting du skal opleve i Aarhus