Han rejser ud til steder i verden, de fleste andre ville flygte fra.
Danske, 33-årige Mads Geisler har de seneste tre år arbejdet som læge for den internationale hjælpeorganisation 'Læger uden Grænser' og søger derhen, hvor der ikke er fastlagte arbejdstider, og hvor han kan stå helt alene med at redde flere menneskeliv på en dag – eller miste dem alle.
Mads Geisler har rejst fra tyfonødelæggelser i Fillippinerne til flygtningelejre, jungler og ebolaepidemier. Han søgte på et tidspunkt hjem til et fuldtidsjob, men han erkendte, at han måtte ud igen.
Her fortæller han nu om missionerne med møder med skrøbelige mennesker, der måske burde give ham mareridt, men i stedet holder ham kørende.
"Nogle gange kan jeg stå og børste tænder, se mig selv i spejlet og sige: 'Hold kæft, hvor har du set mange døde mennesker'. Det har jeg også, men det tror jeg ikke, der er noget skadeligt i. Det er der også mange andre, der gør i alle mulige sammenhænge.
Jeg har maksimalt været et sted et halvt år. Det er svært at forlade steder hele tiden. Og selvom jeg har haft aftener, hvor jeg ikke har kunnet sige et eneste ord i ren udmattelse, så vil jeg gerne tilbage til områderne og menneskerne igen i dag.
Det er egentlig meget simpelt lægearbejde, og når jeg ser mine jævnaldrende kollegaer herhjemme, så arbejder de på et meget højere teknisk niveau. Og det er faktisk det, jeg mindst kan lide ved at være ude; måske er jeg lige pludselig for gammel til at blive speciallæge en dag.
Det duer heller ikke for mig at have en kæreste, så længe jeg er ude. Det har det i hvert fald ikke gjort indtil videre for mig. Og det er til tider frustrerende, for jeg vil gerne nå at have børn en dag. Jeg vil gerne have en familie.
Så for et par år siden fik jeg et job på Rigshospitalet herhjemme. Jeg tænkte, at det ville være godt for min faglighed, godt at få nogle rutiner. I stedet fik jeg fornemmelsen af, at hvis jeg bare måtte melde mig syg, så ville mit arbejde blive overtaget af en anden.
Efter seks måneder spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg gik rundt og havde lyst til at sige op. Var det bare fordi, at alting føles hverdagsagtigt efter noget tid?... det gør det vel. Men det viste sig også, at det gav mest mening for mig at rejse ud igen.
Fillippinerne var det første sted, jeg rejste til med Læger uden Grænser. Det var lige efter, at en tyfon havde ramt. Selvom der var mange ødelæggelser, så var de fleste personer også ved godt mod og det etablerede samfund, de havde omkring sig gjorde, at hjælpearbejdet var til at gå til.
Det var en anden sag, da jeg kom til Den Centralafrikanske Republik, hvor vi opbyggede det eneste hospital i miles omkreds. Det var ren 'jungle style'. En mandag morgen mistede vi fire børn før frokost. Det foregik noget nær sådan, at sygeplejersken gik rundt og opdaterede: "Nu er barn i seng fem død, og nu er barn i seng 13 død".
Selvfølgelig kunne jeg bebrejde mig selv at miste barn nummer to, tre, fire, fem, for det kunne sagtens være min mangel på lægelig viden, der gjorde udfaldet. Men jeg var omvendt også noget nær den eneste, der var der, foruden et par få andre fra organisationen, en kirurg og fire lokale lægestuderende, vi var ved at træne op.
Jeg skulle være der i fem måneder; de sidste par stykker sad jeg mest på min terrasse ude foran mit værelse, når jeg havde fri, selvom vi får at vide, at samvær er vigtigt for andre. Da jeg skulle hjem, kunne jeg ikke et sekund mere.
Man skulle måske tro, at mine oplevelser om dagen jagter mig om natten. Men sådan er det ikke. For heldigvis ser vi jo mindst lige så mange folk gå raske hjem, som vi ser dem gå bort, og det er jo alle dem, man nærmest havde opgivet, der kommer ovenpå, der holder en kørende.
Sådan var det også, da jeg senere tog først til Liberia og senere til Guinea under ebola-udbruddet. Lige før jeg ankom første gang, var folk drattet om døde i portene.
Det gik allerede bedre, da jeg kom og trak i den isolerede smittebeskyttende dragt første gang. Jeg var gennemblødt på et sekund, og det var begrænset, hvor længe jeg kunne være i den. Men det var også den, der gjorde det muligt for os at medicinere, bade, made og drage omsorg for de patienter, der sad smittede og isolerede fra omverden.
Nogle af de sidste patienter, jeg havde, var en hel familie, jeg så smuldre bort. En efter en. Så var det ikke længere bare en epidemi, man forsøgte at nedkæmpe, og der måtte jeg sætte mig alene på en briks i en isolationsstue i fuld beskyttelsesdragt og stirre ud i luften. En lokal kollega kom og holdt om mig, og som vi sad der i hver sin dragt, sagde hun: 'It ain't your fault doc'.
Folk passer virkelig godt på hinanden, når vi er sendt ud. Både den mentale og fysiske sikkerhed er enormt stor. Der er faste rutiner, og du skal hellere være gennemblødt af sved i en beskyttelsesdragt eller opgive en patient i et usikkert område end at risikere din egen sikkerhed. Det er sådan, det er. Og herhjemme er der tilknyttet en psykolog, der også tjekker dig for dit mentale velbefindende, hver gang du vender hjem fra en mission.
Det er herhjemme, jeg holder ferie og finder ro igen. Ser min familie, mine nevøer og er i København. Det er noget af det, jeg er nervøs for: at jeg ikke følger tæt nok med i deres hverdag, deres liv.
Men jeg sætter dem aldrig i direkte kontekst med de familier, jeg ser gå bort, når jeg er ude. Jeg tager mit arbejdsskjold på. Og så bruger jeg min familie meget i telefonen, og så kan jeg godt lide sociale medier, for der kan jeg få nogle ansigter at se, jeg ellers ikke ser meget til.
Men lige så meget som jeg altid har fokuseret på at skulle udenlands at arbejde, det var det eneste mål jeg havde, lige så meget forestiller jeg mig også, at jeg en dag skal leve en stor del af mit voksne liv i Danmark.
Så det er et godt spørgsmål, hvad mit motiv egentlig er for at blive ved med at rejse ud. Hvem gør jeg det for? For min egen skyld? For oplevelsen? Fordi det er det mest rigtige etisk? Er det fordi, det føles meningsløst at arbejde i Danmark?
Mine motivationer for at rejse ud ligger i en stor bunke og er rodet helt sammen, og jeg holder mig egentlig for det meste fra at svare helt på det. For jeg har ikke et svar. Arbejdet med Læger uden Grænser er bare det, der giver mest mening. Og det tror jeg egentlig er ok. Er det ikke?
Jeg ved, jeg ikke bliver gammel sådan her. Men jeg bliver ved... noget tid endnu."
LÆS OGSÅ: Jeppe ved, han bliver blind en dag
LÆS OGSÅ: Kom tæt på soldaterlivet med disse prisvindende fotos
