Klitmøller Cold Hawaii surfing
Foto: Andreas Houmann

Cold Hawaii

Klitmøller i Vestjylland: Mød ildsjælene bag succesen i vandkants-Danmark

Langt oppe i Nordvestjylland er der ved at ske en sand folkebevægelse. Den kreative klasse fra hovedstaden skriver sig på den voksende venteliste for at få en bolig i Klitmøller, der populært bliver kaldt Cold Hawaii.

Der er ikke rigtig nogen, der husker, hvem der var de første. Om det var nordmænd, tyskere eller hollændere. Men en dag i starten af 80’erne var de her i hvert fald. Surferne. De ankom til det lille fiskerleje i deres graffitimalede folkevognsrugbrød, klar til at springe ud i de meterhøje bølger.

Ved fiskerhytterne lidt derfra stod de lokale fiskere i overalls og gumlede hovedrystende på deres piber. ”De slår sig selv ihjel,” sagde de til hinanden. Fiskerne vidste om nogen, hvilke enorme kræfter Vesterhavets brusende bølger gemmer på.

I Klitmøller havde man i flere århundreder betragtet havet som en arbejdsplads og tilmed en farlig en af slagsen. Men nu havde rygtet spredt sig med vinden om et sted langt oppe i det nordvestlige Jylland, der havde nogle af Europas bedste bølger. En dansk version af Hawaii, bare koldere.

Klitmøller er ellers ikke et sted, man lige støder på. Hverken dengang eller i dag. Den lille by med knap 900 indbyggere, der på et landkort ligner en pukkel på Jyllands ryg, ligger 20 km nordvest for den nærmeste større by, Thisted, og mere end 100 km vest for Aalborg. I luftlinje er nabobyen Hanstholm faktisk det længste, man overhovedet kan komme fra København uden at krydse landegrænsen.

Men Klitmøller står i dag som et internationalt symbol på nogle helt specielle surf-forhold, især set ud fra nordeuropæiske standarder. Pga. to rev ganske tæt på kysten skabes der store og nemt tilgængelige bølger flere steder. Faktisk udgør Cold Hawaii, som det hedder i dag, hele 31 surfspots.

I løbet af det næste årti valfartede surfere fra hele Europa hertil. De smed deres udstyr, som det passede dem, bl.a. i de lokales haver, og om natten festede surferne og røg hash på parkeringspladsen nær havet. Det hele kulminerede i nævekamp på Diskotek Brændingen, når de fremmede langhårede vovede sig derned og løb med pigernes opmærksomhed.

 

Spurgte man fiskerne, svarede de, at surferne på respektløs vis forvandlede havet til en legeplads. Først op gennem 90’erne lagde fiskerne og surferne så småt konflikterne på hylden. En ny type af mere professionelle surfere var begyndt at holde til i området.

De brugte penge på overnatning og mad, og flere flyttede ligefrem til byen. I de lokales øjne gik surferne langsomt fra at være en pestilens til at blive en værdi.

Det helt store vendepunkt kom i 2006, da Hanstholm Kommune offentliggjorde planer om at udvide havnen, hvilket også betød, at Middles, et af Europas bedste windsurfsteder, ville gå tabt.

Middles havde ry for at være det mest attraktive sted i området for sin kombination af vestenvind og bølgerne, der rullede fra dybt vand langt ude i Nordsøen.

Surfere og fiskere gik sammen i protest og indsamlede alverdens statistik, der viste, at alt fra indtjening på restaurantbesøg og hotelovernatninger til antallet af elever i skolen og huskøb var baseret på folk, der kom for at surfe, stik imod hvad kommunen ellers troede.

Protesterne gjorde indtryk, og projektet blev lagt ned. Og snart efter blev alle kræfter sat ind på at etablere Klitmøller som surfdestination under det officielle navn Cold Hawaii. Siden 2010 har PWA World Cup, hvor verdens bedste windsurfere konkurrerer på forskellige surfspots i løbet af sæsonen, tilmed lagt vejen forbi Klitmøller en hel uge hvert år i september.

I dag er Klitmøller en af de få velkørende landsbyer i det, der ellers går under navnet ’den rådne banan’. På det seneste er en ny type af tilflyttere fra København med appetit på en anden tilværelse begyndt at slå sig ned i små kreative kontorfællesskaber, bl.a. byens gamle missionshus.

Mindst 15 københavnske familier står lige nu på venteliste til at leje en bolig. Midt på hovedgaden ligger tøjbutikken Klitmøller Collective med sloganet ’The Sea of Past and Present’, hvor sømandssønnen og surferen Robert Sand sælger moderigtigt tøj inspireret af den gamle fiskerkultur.

Butikkens logo er et ottetalsknob, der skal symbolisere, at de to kulturer i dag er bundet sammen i en fast forankret kærlighed til havet.

Casper Steinfath, 22 år

Red Bull-surfer, har bl.a. vundet tre EM-titler og to VM-titler i kategorien Stand Up Paddle-surf.

Min perfekte dag involverer at spise og surfe. Mere skal der ikke til. Jeg surfer, fordi jeg har lyst til det, og spiser, fordi jeg så har energi til at surfe endnu mere. Jeg er vokset op med, at havet er den ultimative legeplads, at bølgerne er mit gyngestativ.

Det var sådan, min far fortalte det til mig, da jeg voksede op. Det lyder corny, men det giver mig noget helt vildt at befinde mig i noget, jeg ikke selv kan kontrollere. Man er tvunget til at navigere efter nogle forhold, der hele tiden ændrer sig.

Det er samme livsstil som de gamle stammekulturer, der migrerede i løbet af året for at finde dyr at jage og bær at plukke. Vi surfere er hele tiden på jagt efter den perfekte bølge.

Jeg rejser ni måneder om året og får suget en masse erfaring til mig rundt om i verden. Som regel begynder jeg i Californien, så Portugal og til sidst Hawaii for at surfe rigtig store bølger. Men i løbet af foråret er der alligevel altid noget inde i mig, der begynder at trække.

Selv om der er palmer og varmt og gode bølger, vil jeg bare gerne hjem til Klitmøller. Der er ikke noget sted i verden, jeg hellere vil være om sommeren. Sidst jeg kom hjem fra Hawaii, landede jeg bare og mærkede øjeblikkelig den her kildende energi.

Det var som at skulle i Legoland som barn. Jeg var rastløs i bilen på vej hjem, og da jeg kørte forbi byskiltet i Klitmøller, var det som at opnå nirvana. Det var surrealistisk.

Casper Steinfath bor i sin far Mikes hus i Klitmøller omgivet af surfbræt, billeder af surfing, bøger om surfing og en stenskulptur af den perfekte surfbølge. Caspers far er fra Californien, og hans mor er fra Thy. De mødte hinanden på en strand på Bali og brugte nogle år på at rejse rundt og jage bølger, før de slog sig ned i Klitmøller i 1993, kort før Casper blev født. Surfspottet tæt på huset hedder Sussi’s Reef, opkaldt efter Caspers mor Susanne.

Da jeg gik i skole i Klitmøller, var vi tre drenge på min årgang, og min lærer fortalte os, at vi ikke skulle regne med at kunne bo her, når vi blev voksne. ”Nyd det, mens I kan, for det eksisterer snart ikke mere.”

Af samme grund glæder jeg mig over den udvikling de senere år, hvor folk flytter hertil og skaber nyt liv og oplever den samme følelse af, at Klitmøller er det fedeste.

Peder Grønbæk Jensen, 75 år

Født og opvokset i Klitmøller. Har været fisker hele sit liv bortset fra en kort periode som soldat og er, så vidt han selv ved, den ældste tilbageværende af de gamle Klitmøller-fiskere. Fra 1968 til 1993, hvor han gik på pension, fiskede han på sin egen kutter ’Helen’.

Peder Grønbæk Jensen ved ikke noget bedre end at sidde og skue ud over havet. Selv om han aldrig har været bange for havet, har han altid respekteret det. Hans første makker, som han fiskede sildehajer med ved Skagen og Thyborøn som helt ung, forliste på sit skib ud for Agger.

Da jeg var barn, mødtes fiskerne altid ved tre-tiden om morgenen for at se, om det var fiskevejr. Min far fortalte engang en historie om en morgen, hvor det stormede noget så forfærdeligt. Kun en enkelt fisker turde vove sig ud.

Det fik de andre til at protestere: ”Prøv lige at se månen og skyerne, de flyver jo fandeme forbi hinanden!” Men så trak han på skuldrene og sagde: ”Ja, men det er jo ikke deroppe, vi skal fiske. Det er hernede.” Og så tog han af sted som den eneste.

Klitmøller var et meget fattigt samfund dengang. Nogle fisker bedre end andre, men der var ikke meget at rutte med, og om vinteren var der aldrig fiskevejr, så mange gik fallit i den periode og betalte på kredit i købmandsforretningerne. Folk var så fattige, at man nogle gange var nødt til at tage af sted, også selv om det var med livet som indsats. 

På min fars båd stod de altid foran stævnen og bad en bøn om at komme hjem igen, inden de sejlede ud. Det er dybt indgroet i os, at havet er noget, man respekterer. For havet tager liv.

Som 17-årig begyndte jeg selv at fiske, først fra Skagen, siden Thyborøn og til sidst i Klitmøller. Jeg fik mig et dejligt bette skiv på 20 tons. Uanset hvor meget det blæste og suste, kom det altid op over bølgerne. Det svigtede aldrig.

Engang på vej hjem fra England efter at have fanget pighajer kom der en voldsom orkan. Vi kunne dårlig bevæge os, så vi ankrede op uden for Esbjerg og gik til køjs. Næste morgen hørte vi over radioen, at flere andre skibe var forlist og gået til bunds den nat. 

Men vi lå der bare, og der skete ikke en skid. Intet. Min kutter holdt altid, uanset hvad det blæste med. I 1993 stoppede jeg, og den blev hugget op og slået til pindebrænde. Men det var en dejlig båd, en dejlig båd.

Jeg tager stadig med en båd ud at fiske et par gange om ugen, men det er bare for sjov. Det kan man jo ikke undvære, det kan man ikke. Det ligger i mit blod. Men det meste af tiden går med at sidde på en bænk og kigge ud over havet.

I min alder er man nødt til at have noget at stå op til. For mig er det havet. Klokken seks står jeg op og kører ned til en bænk og kigger ud. Nogle gange sidder der andre tidligere fiskere og gør det samme. Jeg er den ældste af dem, der er tilbage.

Så går der en times tid eller to med det. Det bliver aldrig ensformigt. Måske tænker folk: ”Hvorfor fanden gider du blive ved med at kigge på det hav?” Men det gør jeg altså. Det drager mig. Men det kan I andre jo nok slet ikke sætte jer ind i. Ja, undskyld, jeg siger det.

Robert Sand, 41 år

Tidl. danmarksmester i windsurf, ejer tøjmærkerne Klitmøller Collective og Plasma Surfing. Vokset op i Klitmøller og bor her i dag med sin kone og to børn på seks og et år.

De fleste mænd i Robert Sands familie var fiskere, men hans far var sømand, og selv har han brugt det meste af sit liv på at surfe. Fælles for dem alle er dog kærligheden til havet. I 2013 skabte han tøjmærket Klitmøller Collective, der forener kulturerne i moderigtigt tøj. Et eksempel er en skjorte, hvor lommen sidder på indersiden. Det er inspireret af de gamle sømandsdragter, hvor lommen altid var lavet på den måde, så piberne og tobakken ikke røg ud, når sømændene bukkede sig ned for at ordne noget.

Min mor havde en campingplads, hvor surferne holdt til, og jeg kunne godt se, at de var noget anderledes end dem, jeg var vant til at se. De var mega­seje, og jeg ville være som dem og flyve rundt i saltomortaler på havet og sætte livet på spil.

Jeg lærte at surfe af den daværende danmarksmester Torben Kornum, der boede på campingpladsen, og siden har det været fuldstændig afgørende for mit liv. Hvor jeg vil bo, hvad jeg gerne vil arbejde med, hvor jeg vil rejse hen.

Jeg mødte sågar min kone til et surfstævne på De Kanariske Øer. Alt har været bestemt af vind og bølger. Jeg var ude at surfe så sent som i går, og jeg bliver stadig helt elektrisk i kroppen.

Klitmøller er heldig med at have de her bølger. Man skal faktisk helt ned til Frankrig for at finde noget, der minder om det. Byen er skabt ud af noget autentisk. Der har ikke siddet en byplanlægger og fundet på, at vi skal opføre et eller andet her, som bliver moderne. 

Det er en flere hundrede år gammel historie med fiskeri, og i forlængelse opstår surfmiljøet, der er skabt af et ønske om at komme hertil, ikke fordi det er smart, men fordi det er pissefedt.

Det er ikke sådan, at alle 900 indbyggere i Klitmøller deler nøjagtig samme værdisæt, men man har havet til fælles. Det knytter de forskellige mennesker, kulturer og aldersgrupper sammen på tværs af interesser og etnicitet.

For at falde til i Klitmøller er det vigtigt at have et ønske om tilknytning til havet og miljøet herude. Hvis man ikke har det, bliver det svært, for så går man lidt glip af de muligheder, der er i området. Det svarer til, at du tager til en jazzfestival og ikke kan lide jazz.

Peter Sand, 73 år

Født og opvokset i Klitmøller, hvor han stadig bor. Han kommer ud af en familie af fiskere, men var selv sømand, indtil han blev formand for 3F i nabobyen Hanstholm.

Et af de steder, Peter Sand bedst kan lide at opholde sig, er i sit fiskerhus Klemvester. Det er opkaldt efter hans farfar, der blev kaldt ’Klemer’, fordi han var kendt for altid at sige: ”Klem vestpå,” når de var ude at fiske på havet, forstået som i ”nu skal vi bare derudad.” Hver anden uge arrangerer lystfiskerforeningen med sloganet ’Te æ haw, we æ haw og po æ haw!’ spisning i fælleshuset ved fiskerhusene med kogt torsk, gule ærter eller skipperlabskovs på menuen.


Da de første surfere kom i starten af 80’erne, stod vi ved havet og så dem ankomme med deres grej: et bræt og et stykke sejl. Det blæste jo ad hulens til, så vi spurgte: ”Hvaeh sker der lige? I skal da ikke ud på søen i det vejr?” Men det skulle de.

De skulle ud og windsurfe. ”Nej nu holder I fandeme,” sagde vi så. ”Hvem er det lige, der skal ud og redde jer? Det er os, og vi kan ikke komme ud med vores både, så I bliver bare på land.” Men ork nej, de var vant til det og havde surfet i meget værre vejr. Og så tog de ud.

Vi stod der tilbage og snakkede om, hvad vi nu skulle gøre. Skulle vi ringe til redningsvæsenet og sige, at de skulle gøre klar til at sejle ud fra Hanstholm? Vi blev enige om, at når den første væltede derude, blev vi nødt til at ringe til SOK, så måtte de fandeme sende noget af det der professionelle. 

Og de væltede selvfølgelig. Men de kom jo op hver gang, og da de kom ind, havde de overlevet alle sammen.

Det var tyskere og hollændere, der begyndte at komme her om sommeren, de var nogle værre slamberter. De kom i deres gamle folkevognsrugbrød og opførte sig fuldstændig tåbeligt. De var helt uden for pædagogisk rækkevidde og flyttede ind på parkeringspladsen og holdt bål og festede i flere uger i træk.

De parkerede, hvor det passede dem, bla. i indkørslen hos mine forældre, hvor de smed deres grej og klædte om. Min mor prøvede at jage dem væk, men de var fuldstændig kolde i røven. Man kunne godt jage dem væk, men 10 minutter senere var den gal igen.

Henne ved fiskerhusene var det bedste omklædningsrum, syntes de. Men vi ville altså ikke have dem dernede, for det var os, der havde lejet alle de fiskerhuse, og vi havde førsteret til at være her.

Det kunne de så ikke finde ud af. Heldigvis havde vi nogle kolleger, der nærmer sig de to meter og vejer over 100 kg, der kunne gå hen til dem og sige: ”I må selv om, om I vil flytte jer frivilligt, eller om I vil have en røvfuld.”

På et tidspunkt prøvede kommunen at holde surferne væk fra parkeringspladsen ved at lave parkeringsforbud og sætte bomme op. Men de blev fjernet. Og nogle lokale lømler brækkede betalingsautomaterne op og stjal pengene.

Så kom der to parkeringsvagter, men de fik en røvfuld af surferne, og så var der ingen, der havde lyst til at være parkeringsvagter herude. I slutningen af 80’erne kom politiet.

De var søde og uddelte bøder, men vi hørte, at så snart surferne nåede grænsen, mødtes de og rev dem i stykker og pralede med, hvem der havde fået flest. Dengang kunne man ikke opkræve bøder i udlandet. Vi var rigtig, rigtig sure på de surfere.

Senere begyndte der at komme en anden type surfere til. De var mere professionelle og var til at snakke med. Det var danskere og en del nordmænd. Stille og roligt blev forholdene gjort bedre og bedre, og i dag har vi det fint med dem.

Vi hjælper dem, og de hjælper os. De låner vores lokaler til at holde fester i, og når vi sejler en bette tur ud og fisker, tager de af og til med og hjælper. Så det går rigtig godt. Men de har også fundet ud af, at en betingelse for freden er, at de opfører sig ordentligt. 

Troels Schwarz, 39 år

Grafisk designer, har boet i Klitmøller i ni år med sin kone Benthe og deres to døtre på syv og 10 år.

Troels Schwarz har været med til at starte det moderne kontorfællesskab Co Work, der ligger midt på Klitmøllers bedste bud på en hovedgade, Ørhagevej. Her mødes forskellige freelancere, typisk københavnske fraflyttere, inden for bl.a. fotografi og design og arbejder under samme tag. Selv laver Troels Schwarz forskellige livsstilsdesign med sin kone Benthe Boesen under navnet Super Schwarz.

Vi fik tilbudt en større lejlighed på Nørrebro med udsigt over Søerne. Det var et virkelig fedt sted, men det var bare ikke det, vi søgte. Folk rystede på hovedet ad os, fordi vi ikke ville, men det ville vi altså ikke.

På det tidspunkt var jeg færdig med København. Vi overvejede at flytte til Berlin eller San Francisco og arbejde på en tegnestue, men i sidste ende blev det Klitmøller. De fleste forstod ikke, hvad det skulle gøre godt for.

Tanken om Klitmøller opstod, fordi Benthe oprindelig er fra Thy. Jeg har altid været meget fascineret af egnen og joket med, at det kunne være sjovt at prøve det, mens Benthe virkelig insisterede på, at hun ikke ville tilbage.

Hun husker det fra en tid, hvor det ikke var sexet, dengang det var ’den rådne banan’. Men hun sagde dog, at hvis det skulle være, så skulle det være Klitmøller. Under sin studietid i 90’erne rejste hun til Klitmøller i sommerferierne og tjente penge ved at lange fadøl over disken på Diskotek Brændingen.

 

Det stod for hende som en god tid med lange aftener på stranden, kogte krabbekløer og alle veninderne samlet, og måden, hun fortalte om det på, gav mig lyst til at flytte hertil.

Når jeg ser tilbage, har vi nok altid vidst, at det skulle være sådan her, men vi vidste bare ikke, at det lige netop var Klitmøller, vi ledte efter. Det handlede om at tage tempo ud af tingene. Klitmøller er bygget på en kultur af surf og forhold, man ikke kan kontrollere.

Man surfer, når der er bølger, og sådan er det. Man kan ikke være på hele tiden. Det virker lidt hippieagtigt, og det er det måske også. Vi var de første af de her kreative designertyper, hvis man kan kalde det for det, der flyttede herop.

Der var ikke noget arbejde til os dengang. Men nu er der flere af min slags, der laver noget inden for de kreative fag, film, fotografi eller grafisk design, og andre har måske set, at hvis vi kan, så kan de også.

LÆS OGSÅ: 96-årig veteran fra Anden Verdenskrig gennemfører New York City Marathon

LÆS OGSÅ: Kvinder synes, de her sportskroppe er mest sexede

LÆS OGSÅ: Tidligere elitebokser og socialpædagog: ”Jeg vandt noget Street Credit ved at give rødderne en røvfuld”