Engang kunne de ikke blive store nok, nu krymper SUV’erne som en uldsweater i kogevask. Årsagen skal naturligvis findes i klimaforandringerne, der samtidig legitimerer det at have en højbenet bil med terrænudstråling og træk på blot to hjul.
Det var helt til grin for få år siden. Vi vil ikke desto mindre stadig slå på tromme for princippet walk the talk. Altså vælg firehjulstræk, hvis det er det, bilen skal ligne, eller vælg en almindelig bil. Det er ekstra pinligt at køre fast i en snedrive, hvis du har en SUV.
Helt i samme ånd har Audi i Danmark prissat Q3, så kun et personificeret regneark vil vælge forhjulstræk. Den koster fra 498.000 kr. med Quattro eller 475.000 uden. Uanset hvad får man en skrumpet udgave af Audi Q5, der er blandt klassens pæneste biler. Med sine mere mådeholdne dimensioner er Q3 ikke helt så elegant, men alligevel er det lykkedes at skabe et harmonisk design, der giver indtrykket af en stor lille bil.
Audi betegner sig selv som ”førende inden for LED-teknologi”, men måske de skulle trække sig lidt tilbage i feltet. Lysshowet er ved at kamme over, og pengene var nok bedre brugt på S-tronic-gear.
Hvordan kører den?
Kort sagt godt. Med Quattro følger et formidabelt vejgreb, og samtidig har bilen en dejlig følelse på rattet, uanset om du vælger den med firehjulstræk eller forhjulstræk.
Q3 fås med sportslige motorer som fx den geniale femcylindermaskine, du også finder i TT RS, men med sin høje kørestilling og absorberende undervogn indbyder bilen alligevel ikke til sportslig kørsel. Vælg hellere en 170 hestes, og brug pengene på udstyr, hvis du vil have en benzinmotor. Diesel er dog det naturlige valg, og med sit fine bundtræk er basisversionen med 140 heste absolut godkendt.
Vi undrer os over, at Audi ikke også tilbyder bilen med VW-gruppens rigtig gode 1,4 liter motor med 165 turboheste, den ville sikkert også gøre det godt i Q3. Alt i alt er Q3 en komfortabel cruiser, som absolut giver investeringen mange gange tilbage i herlighedsværdi, hvis du vælger en model med det fremragende S-tronic-gear.
Hvorfor er den fed?
Fordi det er en Audi. Fordi den er billigere end Q5 og federe end Q7. Og fordi det er et godt bud på en familiebil uden at have den der resignerede udstråling af realkreditlån, forældremøder og hente/bringe-logistik.
Hvad kunne være bedre?
Interiøret. Den er lækker og velbygget, men for en gangs skyld fik vi ikke den der Audi-følelse, hvor man tænker wauw og pludselig forstår alt. Den er lille og moderne, men vi forudsiger, at modviljen mod SUV’er vil brede sig ned i segmenterne.
Tre detaljer
- Vi elsker de hængende baglygter.
- Vi er knap så vilde med den fremskudte C-stolpe, som skal give et coupé-agtigt look. Hellere stejl hæk og mere plads.
- Den femcylindrede benzinmotor ser lige så godt ud, som den lyder.
To konkurrenter
BMW X1:
Q3 står stærkt, fordi BMW er 70.000 dyrere med firehjulstræk.
VW Tiguan:
Q3 er en del pænere, Tiguan er en hel del billigere (fra 354.000).
Karakter
++++
Audi Q3 2.0 TDI Quattro
Motor: 2,0 liter turbodiesel
Hestekræfter: 177
Moment: 380 Nm v. 2.500 omdr./min.
Tophastighed: 212 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 8,2 sek.
Benzinøkonomi: 17 km/l (EU-norm)
CO2-udledning: 156 g/km
Pris: 590.000 kr.