BMW 320 d sort

Svend Brinkmanns auto-CV

Svend Brinkmann: "Jeg er stolt af at være jyde, men der er jo ingen grund til at køre rundt med en grim krog på en flot bil"

Svend Brinkmann er født i 1975. Han er professor i psykologi på Aalborg Universitet, debattør og forfatter, bl.a. til bestselleren ’Stå fast – Et opgør med tidens udviklingstvang’. I 2015 modtog han Gyldendals Formidlings­-pris samt DR’s Rosenkjærpris. Se hele hans auto-CV her.

Bil: Skoda Fabia, sølvmetallic, 2003.
Job: Ph.d.-studerende i psykologi.


Da jeg var dreng, brugte jeg alle mine lommepenge på bilblade, og sammen med kammeraterne designede vi vores egne bilmærker. Teknikken interesserede mig ikke – bilerne var (og er) æstetiske objekter for mig. Jeg kan den dag i dag ikke skifte hjul, hvis jeg punkterer.

Hele min karriere som bilejer har været en kamp mellem hedonisme og praktik, mellem lysten til det smukke, men upraktiske bilvalg og det fornuftige. Egentlig synes jeg, at det er noget pjat at interessere sig for biler, og jeg er i øvrigt ikke særlig materialistisk. Men jeg tillader mig at have den svaghed. Og på den måde var Skodaen en skidt begyndelse.

Min første bil var ikke min ejendom, men en, jeg lejede. Jeg ville nok heller ikke have valgt en Skoda Fabia, hvis jeg skulle have købt den. Men sagen var, at jeg skulle et semester til Oxford Universitet i England som ung forsker og arbejde med min ph.d.-afhandling. Min hustru og vores førstefødte – dengang kun et år gammel – skulle med.

Det store regnestykke viste, at det alt i alt var næsten lige så billigt at leje bilen, som det ville have været at fragte alle mine bøger og knægtens legetøj via fly. Så vi sejlede med bil, barn og fuld oppakning fra Esbjerg til Harwich og kørte nogle måneder rundt i venstre side i England. Skodaen var pålidelig, men uden tvivl den kedeligste bil, jeg har kørt.


Bil: Fiat Seicento Sporting Abarth, gul, 2000.
Job: Adjunkt i psykologi, Aarhus Universitet.

Det var straks bedre med ’den lille gule bil’, som familien kaldte den. En farlig blikdåse af en Fiat Seicento, men med alufælge, læderrat og Abarth-styling. Når det ikke kan blive til en Lamborghini-tyr som logo, må man nøjes med en Abarth-skorpion.

Den lille bil var sjov at køre i, men meget upraktisk og uden plads til barnevogn. Og så rustede den. Mine venner drillede mig med den, men jeg kunne godt lide den. Man kan ikke ligefrem kalde den en god investering, men jeg solgte den faktisk næsten for købsprisen, selv om jeg havde kørt i den i tre års tid. Lige da vi havde købt den, opdagede vi, at min kone ventede barn nummer to, og så var den allerede (endnu mere) for lille.


Bil: Citroën C4, sort, 2006.
Job: Adjunkt og undervejs et skift til professorat på Aalborg Universitet.


Jeg er ud af en frankofil familie med sommerhus i Provence og forskellige franske biler gennem barndommen, bl.a. en hurtig Citroën BX19 GTI, som desværre blev solgt, lige inden jeg fik kørekort. Så min første rigtige voksenbil skulle også være en Citroën.

Jeg kan godt lide deres klassiske modeller, men denne var lidt kønsløs, og jeg havde kun råd til den mindste motor, mente den praktiske side af mig, så der var ikke megen kraft i den. Og historien gentager sig: Lige da jeg havde købt Citroënen, opdagede vi, at min kone var gravid med barn nummer tre, og så var også den for lille.


Bil: Ford C-Max, sort, 2011.
Job: Professor på Aalborg Universitet.


Denne gang vandt praktikken ubetinget over hedonismen. Det troede jeg i hvert fald, da jeg stod med en købsaftale på den praktiske familiecontainer C-Max. Men det var kun delvis korrekt, for faktisk viste Forden sig at være overraskende sjov at køre i. Præcist styretøj og nemt gearskifte – ’den sporty bus’, som en af mine venner døbte den. Men for hulen, hvor var den trist og kedelig at se på!

Så snart jeg havde købt den, gav jeg mig til at kigge på BilBasen efter andre biler. Vi endte dog med at have den i mange år, og den nåede endda at komme til syn. Det er sådan en bil, jeg ubetinget vil anbefale til en, der ikke interesserer sig for biler.


Bil:Fiat 500, hvid, 2012.
Job: Professor på Aalborg Universitet.


Den klassiske bil til hustruen, men også lidt til mig selv. Vi kunne have købt en Panda eller en Ford Ka, men det blev en spritny Fiat 500, fordi den bare er smart. Familien havde brug for bil nummer to, og her fik de æstetiske hensyn lov til at vinde. Ret dumt, kan man sige, for bilen har kun fire siddepladser, og vi er en familie på fem. Plus en hund. Fordømt.

 

Bil: BMW 320d, sort, 2014.
Job: Stadig professor på Aalborg Universitet, men også forfatter og foredragsholder.

Endelig en bil, som både lever op til de hedonistiske og (nogenlunde) til de praktiske hensyn. Jeg bliver glad, hver gang jeg sætter mig ind – eller ned – i den. Familiens økonomi er forbedret, og jeg kører efterhånden rigtig mange kilometer, og så ville jeg gerne have en bil med flere hestekræfter og baghjulstræk.

BMW’en er ingen sportsvogn, men kan i glimt føles sådan. Den var nyeste model og havde kørt lidt, da jeg købte den (og havde dermed smidt en del af nyprisen), så det var bestemt ikke et ufornuftigt køb. Den er nok alt i alt lidt for lille til vores store familie, men har faktisk bedre plads, end man skulle tro. Og så har den træk. Aftageligt.

Jeg er stolt af at være jyde, men der er jo ingen grund til at køre rundt med en grim krog på en flot bil.

LÆS OGSÅ: Se Peter Falktofts auto-CV

LÆS OGSÅ: Se Mathias Zanka Jørgensens auto-CV

LÆS OGSÅ: Se moderedaktørens 11 drømmebiler