1,2 millioner kroner ekstra på din opsparing. Det er gevinsten som følge af lavere omkostninger, hvis du investerer en halv million kroner i billige frem for dyre investeringsforeninger, og du samtidig lader pengene yngle i 40 år.

Det viser beregninger af forventede afkast, som formueforvalteren Miranova har lavet for Euroman.
Årsagen til den store forskel er, at omkostningerne i billige, passivt forvaltede investeringsforeninger i gennemsnit er 0,99 procentpoint lavere hvert eneste år end i aktivt forvaltede foreninger.

”Jeg kunne aldrig drømme om at anbefale de aktivt forvaltede investeringsforeninger. De er ikke pengene værd. Forskellen i omkostninger på ét procentpoint skal man med sikkerhed af med, mens afkastet fremadrettet er usikkert,” siger professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet Carsten Tanggaard.

Konsekvensen af de højere omkostninger er enorm for den enkelte private investor, vurderer han.

”Hvis du bruger ét procentpoint ekstra på omkostninger på al pension og opsparing, skal du regne med, at du skal fire år senere på pension i forhold til, at du har hele din opsparing i de billige, passivt forvaltede investeringsforeninger,” siger Carsten Tanggaard.

I det konkrete regneeksempel vokser den halve million til 3.938.000 kroner efter 40 år, når pengene investeres i de passivt forvaltede investeringsforeninger. I de aktivt forvaltede foreninger betyder de højere omkostninger, at formuen ender på 2.699.000 kroner. En forskel på 1.239.000 kroner før skat.

Når omkostningerne er højere i aktivt forvaltede foreninger, skyldes det blandt andet, at de har analytikere ansat til at forsøge at finde de aktier, der vil få de bedste afkast. For det arbejde skal foreningens aktieanalytikere have løn, og lønnen er med til at sende den årlige omkostning op for kunderne.