Charlie er flyttet fra New York til Danmark: ”Da min familie besøgte mig, var de overraskede over, at man kunne få en bil med på Molslinjen”

I LADER JERES babyer sove udenfor i barnevogne, når I er på café?! 

Det er noget af det allerførste, jeg hæftede mig ved, da jeg kom til Danmark. Og det næste, jeg sagde til mig selv: Hvis jeg nogensinde skal have et barn og en familie, så skal det være her. 

Jeg er vokset op i Harlem i New York City. Og lader man sin baby sove i barnevognen udenfor, er der helt sikkert nogen, der stikker af med babyen. Der er ingen tryghed overhovedet. 

DA MINE FORÆLDRE og mine søskende første gang besøgte mig i Danmark, kan jeg huske, at de var meget overraskede over, at man kunne få en bil med ombord på Molslinjen. De landede i København, og jeg hentede dem derovre. En bil på en færge? Det havde de alligevel aldrig set før. 

Mine forældre migrerede fra Belize til New York City, hvor jeg er født. Jeg er blevet smidt ud af stort set alle skoler, jeg nogensinde har gået på. Både almindelige skoler og privatskoler med stipendier. Igen og igen. Mit New York-mindset passede bare ikke ind noget sted, og jeg blev uvenner med alle. 

Når man kommer derfra, hvor jeg gør, er det meget tydeligt, at danskere har det nemt. For nemt. Men det er ikke jeres skyld. Det er jeres system, jeres vidunderlige system, der sørger for, at I næsten alle sammen er sikrede. Meget, meget få mennesker i det her land har oplevet ægte fattigdom som der, hvor jeg kommer fra. 

HARLEM VAR HÅRD at vokse op i, men det var ingenting sammenlignet med en skole i Philadelphia, hvor jeg blev flyttet til efter New York, fordi jeg ikke passede ind. Der var så meget fattigdom, lidt som hjemme i Harlem, bare på metamfetamin. Det var ekstremt voldeligt og ekstremt desperat. Der blev jeg også smidt ud fra. 

Heldigvis havde jeg basketball, og jeg elskede sporten mere, end jeg elskede livet selv. At spille var det eneste, jeg ville, og det blev i sidste ende min redning, at jeg også havde talent for det. 

Da jeg kom på Howard Junior College i Texas, opdagede min træner, Bobby Wright, mig, og han så et lys i mig. Han rejste til New York for at besøge min familie. Jeg blev ’Player of the Year’, vi vandt mesterskabet i 2008, og til sidst endte jeg med at spille for at blive draftet til NBA – men klarede den ikke. 

Så jeg røg til udlandet: Uruguay, Finland og Ungarn. Og så til Danmark og Bakken Bears i 2010. Og bortset fra to korte afstikkere til Tyskland og Ungarn, har jeg været her lige siden. I Randers, først som spiller, siden som assistenttræner og cheftræner. 

MIN DANSKE LIVRET? Stjerneskud. Jeg elsker det. Tarteletter og pariserbøf er også godt. Men I spiser altså meget svinekød. Det rører jeg ikke. 

Jeg kan sende sms’er og mails på dansk. Jeg kan bestille mad på dansk, og jeg forstår ret meget, hvilket også er takket være to-tre år på sprogskole, da jeg kom hertil. Men når jeg er sammen med en gruppe, der alle taler dansk, går det simpelthen for hurtigt. Så bliver jeg hægtet af. 

Jeg gad godt at vinterbade, ligesom I gør. Vi bor ret tæt på Egå Marina, så det ville være ret nemt at starte på, men jeg er ikke kommet så langt endnu. Jeg skal lige akklimatisere mig. 

JEG HAR SPILLET så meget basketball i mit liv, at min sult er blevet stillet. Hvis min søn vil spille det en dag, spiller jeg med ham, men jeg opsøger det ikke selv. Engang var jeg basket. Nu er jeg Charlie Burgess.

Skal jeg en dag flytte tilbage til USA, skal jeg have penge nok til at flytte til et sted, hvor det først og fremmest er sikkert. Jeg vil ikke bo et sted, hvor der er røverier og bekymringer. Det er muligt at få det sådan i New York, men det er alt, alt for dyrt. Heldigvis er der masser af andre steder i USA, hvor jeg godt kunne se, at det skete. 

Men lige nu bor jeg i Aarhus med min hustru og vores treårige søn, og det er jeg meget glad for. Og han må godt sove udenfor, når vi er på café.