Der er få job i Danmark, der indebærer konstant eksaminering i fuld offentlighed. Hvor du ikke nødvendigvis har kontrol over din egen skæbne, men kan blive offer for en folkestemning og strømninger i samfundet.
Statsministeren har sådan et job. Novo Nordisk’ CEO lige så. Den administrerende direktør for ATP (selvom folkeoprøret over grotesk dårligt afkast burde være markant større, men det er en helt anden snak).
Og så er der jobbet som træner for vores fodboldlandshold.
Går det godt, er der ingen grænser for de rosende ord. Går det dårligt, vælter det frem med mandagstrænere, der var lige ved og næsten som teenagere – hvis ikke lige det var, fordi de faldt i fælden med øl og damer – og som i hvert fald godt ved, hvordan sådan et landshold skal dirigeres rundt på grønsværen, og hvem der skal pensioneres, og hvem der skal skiftes ind.
Når vi som børn første gang stifter bekendtskab med fodbold, er det først og fremmest sjovt. Min nevø på seks er bidt af det. Går kun i fodboldtøj (holder både med FCK og AGF, og Real Madrid og FC Barcelona), har lært sig de karakteristiske jubelscener fra Ronaldo og Mbappé og bruger samtlige sommerdage på at spille med venner i gården.
Men fodbold er også gravalvorligt. Fodbold er oprykninger og millionlønninger, transfers og oliepenge. Fodbold er talentspejdere, der kigger på spillere helt ned til seks-syvårsalderen. Det er akademier og nåleøjer, fordi der er så mange, der er så gode. Slår du ikke til, eller bliver du skadet, er der en anden, der tager din plads.
Moderne fodbold kræver ofre. Vil man til tops, kan intet andet forstyrre.
Det ved Brian Riemer. Da han den 24. oktober sidste år blev udnævnt som dansk landstræner, var det kulminationen på en karriere, der har handlet om fodbold – og absolut intet andet.
Annonse
Den læreruddannede mand fra Albertslund lod sig først modvilligt og siden helt og holdent opsluge af trænergerningen i en sådan grad, at han både satte sig i gæld hos sine forældre, lod en kæreste fare og aldrig siden fandt en ny.
I dag har han nået det største i hans verden. At stå i spidsen for sit land. Det har ført ham gennem dansk, belgisk og engelsk fodbold, men hvem er han egentlig, ham Brian Riemer, der i en alder af 46 nu er begyndt at drømme om ikke kun at komme hjem til sine to hunde, når han låser sig ind i huset i Solrød Strand.
For øjnene af hele nationen er han kommet hæderligt fra start i jobbet som landstræner. Et generationsskifte er ved at blive gennemført, og der er en gejst og en friskhed om holdet, som menneskekenderen Riemer har en stor aktie i. Nu venter kvalifikationsspil til VM, folkets pres og en konstant risiko for, at det hele kan briste. Det er – også – en del af jobbet.
I det nye Euroman, der er på gaden nu, tegner vi et portræt af manden, der fik sit kongerige, som han ville have det. Og som nu leder efter en at dele det med.
Jeg har altid interesseret mig for mennesker. Det er min store styrke. Det er også derfor, jeg var god som lærer. Snakke med dem, lytte til dem, forstå dem, give dem gode råd og vejledning. Jeg har altid elsket den der kontakt med mennesker. Den byggede jeg ind i fodbolden.
