PÅ EN ONSDAG FORMIDDAG i juni var et værtshus på Amager fyldt med folk og røg. Men det var ikke drikfældige gæster eller røg af den sædvanlige slags, der fyldte stedet, det var fotografer, lydfolk, lysfolk, runners, statister og en hyppigt pumpende røgmaskine, og i centrum for ståhejet rendt to herrer ved navn Christoffer Prisholm Højgaard og Kasper Stensgaard Sørensen rundt og trådte ind og ud af den ene karakter efter den anden. Der var Jan, der dansede lystigt og beruset med sin kæreste, Ying, til ud på nattens sene timer. Der var ham, hvis tilværelse var blevet så fortvivlende, at han var søgt mod terapiens mere obskure hjørner, og nu sad og proppede sig med en indbagt pizza som led i et forløb med Calzone-terapi. Og så var der den optimeringsfokuserede businessfamiliefar, der med AirPods i ørerne og en plante i en papkasse – sådan én, man bliver tildelt, når man i film bliver bedt om at rydde sit bord efter en fyreseddel – sad og hang med næbet, sukkende efter at blive benådet af sin familie.

De havde været i gang siden tidlig morgenstund, og resten af dagen, ligesom dagen forinden, stod på optagelser til deres fælles satireserie, ’Pøllehullet’, opkaldt efter værtshuset, hvor meget af serien finder sted, til DR. Den 8. oktober fik den så premiere. Det første ud af seks afsnit af 14-15 minutters varighed indledes af Prisholm, der iført en bolsjefarvet skjorte, sorte bukser, hvide strømper og laksko vralter på tværs af kameraet, foran en green screen, og laver pruttelyde i sin armhule, mens der forlyder uskyldigt loungemusik i baggrunden. Fra højre træder Stensgaard ind, han smiler lidt undskyldende, samler sine hænder foran sig og siger: ”Nu bliver det skørt. Vi skal en tur til Pøllehullet for at se, hvad drengene dernede har fundet på til os. Rigtig god fornøjelse!”

Man kunne således, seriens titel og den beskrevne intro taget i betragtning, få sig den tanke, at vi her har at gøre med en public service-produktion i den komfortable, behageligt joviale ende. Men således ville man tage fejl.

”Der var nogen, der sagde til os, da de læste manus: ’Fuck, det er ubehageligt at læse, det her.’ Det er angst, ensomhed, depression. Og knivstik. Vi fik faktisk at vide, at der var for mange knivstik med,” fortæller Stensgaard om de tematikker, som seriens over tredive karakterer bærer præg af.

”Det er ikke vigtigt for os, at det slutter på et grin,” tilføjer han: ”Vi er lige så glade, hvis det slutter med, at folk har sygt ondt i maven.”