Smart i en fart. Carolyn Bessette og John F. Kennedy Jr. på gaden i New York, 1996
Smart i en fart. Carolyn Bessette og John F. Kennedy Jr. på gaden i New York, 1996

Ny tv-serie om en ikonisk kærlighedshistorie er på vej. Og vi kan ikke vente med at se den

De blev et symbol på 90’ernes New York, men da Carolyn Bessette-Kennedy og John F. Kennedy Jr. en sommernat i 1999 forsvandt i havet ud for Martha’s Vineyard, tog de deres hemmeligheder med sig. Måske derfor har verden aldrig glemt dem, deres kærlighedshistorie, deres tragiske skæbne og deres ikoniske stil, der nu udfoldes i serien ’American Love Story’. 

Offentliggjort

DET ER ET af de mest mærkværdige tv-indslag, jeg mindes at have set. To kvindelige amerikanske journalister står i det hysterisk farvede ’USA Today’-studie og taler om tre frakker, der svæver spøgelsesagtigt bag dem på fabrikshvide giner. 

En af dem er en mod-inspireret leopardpels, en anden en minimalistisk sort uldfrakke med bælte i taljen, skarp krave og smalle ærmer, og den sidste en uldblazer med et lille revers, runde skuldre og stram Dior-inspireret talje.

De tre stykker tøj har tilhørt stilikonet Carolyn Bessette-Kennedy og skal under hammeren hos auktionshuset Sotheby’s i deres såkaldte Fashion Icons-sale. 

Det er i december 2024, og det er altså en begivenhed af så stor almen interesse, at den rammer et af USA’s mest sete morgenshows, hvor de to værter nærmest ærbødigt nærmer sig de tre genstande.