Flere går mentalt og fysisk i stykker af at arbejde: ”Vi sætter en alt for stor ære i at have travlt”

De fleste af os bruger størstedelen af vores vågne timer på at arbejde. Og flere og flere går mentalt og fysisk i stykker af det. Er det ved at være tid til et opgør med den måde, vi har indrettet vores arbejdsliv på? Det mener journalist og medstifter af mediet Zetland Hakon Mosbech, der er aktuel med bogen ’Vågne Timer’.

Flere går mentalt og fysisk i stykker af at arbejde: ”Vi sætter en alt for stor ære i at have travlt”
Offentliggjort

 Hakon, hvorfor har du skrevet ’Vågne timer’? 

”Jeg har dækket arbejdsliv i hele mit journalistiske virke, og det har i lang tid været min klare fornemmelse, at der er en kæmpe længsel i tiden efter noget anderledes. Der er utroligt mange mennesker, der tænker: ’Skal det virkelig være sådan her?’ 

Og det kan jeg godt forstå, for når man kigger på undersøgelser af, hvordan man arbejder godt, så er der så mange muligheder, som ikke bliver brugt. Vi går glip af et kæmpe potentiale. 

I bogen opstiller jeg seks love, som tilsidesættes i det nuværende arbejdsmarked. Én af dem handler fx om negligeringen af pauser, som er en fuldstændig afgørende faktor for, at vi kan præstere – både på daglig basis og i det længere løb.