Omfavn de kolde og mørke dage: Lyt til Euromans vinterspilleliste her

Gorillaz ’On Melancholy Hill’ 

’Hvad er din yndlingssang?’ Verdens sværeste spørgsmål. I lang tid havde jeg svært ved at svare på det, når det en sjælden gang imellem poppede op i en samtale, men de seneste år har den siddet på rygraden, klar til at blive kanoneret ud af svælget. 

’On Melancholy Hill’ er verdens bedste sang. For mig. At kalde mig selv decideret ’melankolsk’ hen over vintermånederne er måske lige at søge koblingen nok, men vi kender vist alle sammen den eftertænksomme fornemmelse, der trækker sig ind over én, når man burer sig inde og samler kræfter til næste forår, til næste sommer. 

Både lyrisk og musikalsk resonerer det her fløjlsbløde nummer perfekt med netop de følelser, så det kører på repeat i mine AirPods.

Magnus Bjørn 

Marie Key ’Lys ind i stuen’

Der er dem, der elsker Marie Keys stemme, og så er der dem, der ikke kan klare hendes lyse hæshed. Jeg troede, jeg tilhørte sidste del, indtil jeg hørte hendes album ’På vej hjem’. Egentlig udkom albummet i foråret 2024, men for mig er det lyden af vinter. 

På produktionssiden har Marie Key fået hjælp af Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy, og det skinner tydeligt igennem. Der er en form for tryg varme, der spreder sig fra musikken på albummet. 

Og især åbningsnummeret ’Lys ind i stuen’ gør, at man får lyst til at krybe sammen under et tæppe og lytte til sangen, indtil det bliver forår. 

Ludvig Hellberg

Elderbrook ’Inner Light’

De seneste års ultimative soundtrack finder du – efter min mening – i HBO-serien ’Industry’. Dybt, tungt, elektronisk, tilsat gamle tiders hits fra blandt andre Talking Heads, Simple Minds og The Kills. 

Især ét nummer står tilbage for mig, nemlig Elderbrooks ’Inner Light’, der, hvis jeg lukker øjnene og spiller det inde i hovedet, agerer lydtapet for romancen (og alle genvordighederne) mellem karaktererne Yasmin og Rob. 

Det er både mørkt og lyst og koldt og varmt på samme tid og således helt perfekt til vintermånederne. Både foran den brændende ild i pejsen, hvis man har sådan én, og med et par høretelefoner udenfor i kulden, hvor det giver håb for, at temperaturerne snart får et nøk opad igen.

Anders Hjort

Leonard Cohen ’Hey, That’s No Way To Say Goodbye’

Leonard Cohens musik har en tyngde og ro som passer godt til årets mørkeste måneder. Det er langsomt, eftertænksomt og meget smukt. Det er, som om han forstår, at mørket ikke nødvendigvis er noget, man skal flygte fra, men acceptere. 

En af mine all-time-favoritter er kærlighedssangen ’Hey, That’s No Way To Say Goodbye’, som handler om, hvordan han, uden vrede eller bitterhed, accepterer og reflekterer over, hvordan hans kærlighedsforhold er ved at være ved vejs ende: 

”Walk me to the corner, our steps will always rhyme / You know my love goes with you as your love stays with me / It’s just the way it changes, like the shoreline and the sea.”

Kenneth Pihl Nissen 

Frank Ocean ’Nights’

Jeg vil ikke lyve, vinteren er ikke ligefrem min yndlingsårstid. De mørke morgener, korte dage og minusgrader er ikke min kop te. Derfor er sange, jeg nyder bedst om vinteren, også sange, der beskriver de winter blues, som jeg kan blive ramt af. 

’Nights’ af Frank Ocean er en sang, der gengiver de lange nætter, men, trods de melankolske temaer, alligevel får alt til at virke lettere, når jeg vader gennem sneen (måske nærmere sjappet her i Danmark). 

Det er fedt lige at blive mindet om, at man ikke bare kan blive liggende under den varme dyne: ”Time to start your day bruh / Can’t keep being laid off / Know you need the money if you gon’ survive.”

Aske Knutzen 

John Mayer ’Wild Blue’ 

Jeg kan egentlig altid lytte til John Mayer, men det er, som om hans musik tiltrækker mig mere i vintermånederne. Hans bløde stemme og overbevisende evner på en guitar kan sætte den rette stemning til et middagsselskab og en køretur i gråvejr, men fungerer særligt godt til ugens sidste timer, når man får lyst til at læne sig ind i søndagsmelankolien. 

I øjeblikket holder jeg især af nummeret ’Wild Blue’ fra hans ’Sob Rock’-album fra 2021. Her synger han: ”All the tears I meant to cry / Dance across the evening sky / And in my sorrow I can see / That missin' you belongs to me.” 

Teksten er god, rytmen er god, og du kan lige så godt sætte den på din vinterspilleliste med det samme. 

Nina Buth Olsen

Bruce Springsteen ’Nebraska’

Bruce Springsteen er lyden af min barndom. The Boss’ CD’er udgjorde min fars musiksamling, og jeg tror, han har været til hver eneste koncert på dansk grund. 

I mange år begreb jeg ikke min fars besættelse. Indtil jeg en decemberdag som voksen satte ’Nebraska’ i ørerne, travede gennem Københavns snedækkede gader og forelskede mig i det oversete mesterværk. 

Titelnummeret åbner med en modløs mundharmonika, inden Springsteens ru vokal fortæller den sandfærdige historie om et ungt, forelsket kærestepar, der myrdede 10 mennesker over otte dage. 

Springsteen har meget rammende beskrevet pladen som ”black bedtime stories,” og hvert nummer er en tragedie fra sølet af den amerikanske drøm. Det er ikke et album, der varmer. Men det gør kulden menneskelig, så man kan forstå den.

Emil Helweg Foget 

Gillian Welch ’Look at Miss Ohio’

Jeg elsker egentlig vinteren. Altså ægte vinter. Men den danske vinter har det med at give mig en frygtelig udlængsel og eventyrlyst, og jeg begynder altid at drømme om at bo et sted, hvor man virkelig kan mærke årstiden. 

Hvor man kan tage ski med op i lokale bjerge, fiske på isen, nyde duften af frisk sne, der får træer og bjerge til at lyse op. For et par år siden var jeg i Chamonix, og jeg overvejede aldrig at vende hjem igen. Bare ringe hjem til familien og sige som Gillian Welch i ’Look at Miss Ohio’: ”I wan’t to do right, but not right now”, for nu skal jeg på eventyr.

Thomas Bredesen 

Mew ’Comforting Sounds’

Gennem hele mit voksenliv har Mews ’Comforting Sounds’ været som et varmt tæppe i vintermørket, selvom den stadig kan give mig gåsehud. Mens mange lyser op om foråret, er det de mørke måneder, der får mig til at sænke skuldrene. Med det følger en vis melankoli, som jeg oplever som mere stemningsfuld end trist. 

Mørket får også det bedste frem i ’Comforting Sounds’, hvis drømmende magi falmer i dagslys. Når jeg hører den, mærker jeg en længsel efter alt det, der var, og det, som kommer. Og så mindes jeg de utallige Mew-koncerter, jeg har været til, gennem tiden. 

Uanset om jeg har været forelsket eller hjerteknust, opgivende eller håbefuld, har det føltes trygt at vide, at deres koncerter altid sluttede – og kulminerede – med den.

Ditte-Marie Ascanius

ML Buch ’Flames shards goo’

ML Buch, der sådan til daglig går under navnet Marie Louise Buch, er bare helt vild. Helt vild som i helt vildt god til at lave musik. Jeg kan se på Wikipedia, at hun er datter af musikere, og det giver eddermame god mening. 

Har du aldrig hørt hendes sange? Åh, mand, prøv at sætte den her på, og gå en formålsløs tur ud i vinteraftenens tørre klarhed, og mærk ML Buchs stramt komponerende vildskab løfte dine fødder.

Oliver Bodh Larsen 

Mina ’Ancora, ancora, ancora (Mark Ronson Remix)’ 

Vintermånederne indeholder en eller anden form for højtidelighed, som ingen af de andre sæsoner kan matche. Det er den alvorlige årstid, hvor mørket råder, og alt bare er lidt tungere: maden, overtøjet, humøret. 

Jeg kan godt tage mig selv i at svælge i dét sådan rent musikmæssigt, men jeg foretrækker nu at lytte til noget, som både kan omfavne vægten og pege fremad – musik, som ikke græder, men ej heller tilbyder sommerens forløsning. 

’Ancora, ancora, ancora’, som italienske Mina lavede tilbage i 1978, og som Mark Ronson siden har remixed (det er den version, jeg lytter til), er efterhånden blevet en klassiker hos mig, der altid begynder at snige sig ind i min rotation, når vi når til november, netop i kraft af dens evne til at omfavne og samtidig tilbyde en vej ud. 

Strygerne, den lidt langsomme, monotone basrytme og Minas stemme er dramatisk, lidt højtidelig, men ikke overgjort. Sådan som jeg godt kan lide min vinter. 

Magnus Fuglsang Søgaard 

Low Motion Disco ’Things Are Gonna Get Easier’

I det tidlige efterår lod jeg en af de uendelige algoritmespillelister på Spotify overtage musikken, mens jeg lavede lasagne, og pludselig blev jeg hevet ind i et dreamwavy univers leveret af Low Motion Disco (som jeg aldrig før havde hørt om) og kunne ikke umiddelbart placere, hvor jeg tidligere havde hørt sangens eneste linje: ”O-o-oh child, things are gonna get easier.” 

Men så kom det til mig: Det var jo fra Tupacs ’Keep Ya Head Up,’ hvor den danner omkvæd, men det var også Nina Simone med en coverversion af samme nummer, der oprindeligt blev lavet af The Five Stairsteps i 1970. 

Roberta Flack har også været der, det samme har Hall & Oates, og jo mere, jeg gravede mig ned i kaninhullet, des flere covernumre og samples piblede frem. Når jeg finder et nummer, jeg kan lide, hører jeg det nonstop på repeat i en uges tid, og jeg tør roligt sige, at ’Things Are Gonna Get Easier’ er perfekt til lange, mørke vinterdage.

Kristoffer Dahy Ernst