Det er hans personlige assistent, Emil, der åbner døren til lejligheden på Christianshavn. Det er i foråret 2015, de har lige været ude at løbe, og Emil har stadig sit sorte løbetøj på.
”Må jeg byde på en kop kaffe? Hvad kunne du tænke dig, café latte, espresso?”
Mens Emil laver kaffe, åbner Christopher skydedøren til sit soveværelse. Han står i bar, veltrænet overkrop med et hvidt håndklæde bundet om livet.
”Hallöj i hyttan! I’ll be right back.”
Han smiler og lukker døren i igen.
Der er gået en måned siden vores første møde, der var i et lille studie på Vesterbro. Christopher var ved at indspille vokalen til det kommende album sammen med tvillingerne Frederik og Fridolin Nordsø og en hotshot-sangskriver ved navn Coffee, som har arbejdet med Rihanna og One Direction. Siden dengang har Christopher været i Kina for at modtage en pris som årets mest lovende kunstner til et show, der blev sendt på nettet til 200 mio. seere.
Han boede på det samme hotel, i den samme kongesuite på 41. etage, hvor Bruno Mars lige havde boet. Han har også været en tur i Los Angeles for at indspille i endnu et studie, blev fløjet hjem for at optræde til en privat fest i Malmö, og så direkte retur til L.A. og fortsætte indspilningen.
Annonse
Det er sådan, Christophers liv er blevet.
Prisen fra turen til Kina står i den store reol i stuen sammen med alle de andre musikpriser.
Christopher kommer ud fra soveværelset og sætter sig i køkkenet. Han har smidt håndklædet og taget en hvid T-shirt og et par sorte jeans på. Han giver et kram. Den unge popstjerne er ikke karrig med dem. Hver eneste dag bliver han stoppet på gaden af sine fans, og de vil allesammen have et billede, hvor de står sammen med ham, og helst et kram.
Han har vænnet sig til det, det generer ham slet ikke, siger han. Hvis han en sjælden gang ikke er i humør til det og alligevel skal ned på gaden, tager han bare en hætte over hovedet, høretelefoner i ørerne og måske endda solbriller på. Og så er det meget sjældent, at han bliver stoppet, fortæller han.
Christopher laver en café latte til sig selv med skummetmælk. Vi taler lidt om løbeturen. De har løbet ’en lille fem kilometer’. Han er mest til styrketræning, løbeturene er noget, han først lige er begyndt på. Han smiler og kigger over mod Emil, da han siger, at de løb den på 20 min., og ’at han blev sinket lidt af Emil’.
”Og når sommeren er ovre, løber jeg nok på 19 stykker.”
”Det er simpelthen løgn,” kommer det fra Emil, der har sat sig over i sofaen med en bunke papirer, han skal ordne.
”Du løber ikke en km på fire min., det har vi gjort på løbebånd én gang, hvor vi havde skruet helt vildt op.”
Christopher griner.
”Okay, vi løber den vel på 21 min.”
Annonse
Christopher og Emil er sammen hver eneste dag, og det er længe siden, at den professionelle relation udviklede sig til et venskab. Det skete faktisk allerede på den første køretur, de havde sammen til Odense, fortæller Emil ved en senere lejlighed.
Christopher taler om turen til Kina. Det havde været ret vildt.
Han vidste slet ikke, at han skulle have en pris, da han rejste derned, og så stod han pludselig og skulle holde takketale for alle de der mennesker. Men heldigvis havde han lært at sige ’jeg elsker jer’ og ’tak’ på kinesisk, så det gjorde han. De havde behandlet ham, som om han virkelig var Bruno Mars. Sådan noget med ’vil du ikke lige have en gang massage’ og den slags.
”Der manglede fandeme ikke noget. Det var royal treatment.”
Han gik og kneb sig selv i armen, men det gør han så tit, siger han. Også bare når han sidder hjemme i sin lejlighed.
”At få sådan et hjem her i stedet for den der hotellejlighed, hvor jeg boede før. Hey, du skal da lige have en rundtur,” siger han og rejser sig.
Christopher peger over mod sofaerne foran brændeovnen, hvor Emil sidder:
”Dér har du the living room, dér er en lille altan, og det her er jo så køkkenet. Det hele er Gaggenau (eksklusivt tysk design, red.), det er så connaisseur-agtigt. Og gulvet er røget eg.”
Han fortsætter videre ud på det lille badeværelse med vaskemaskine.
”Det er sjældent, jeg selv står med hænderne nede i vasketøjskurven, min kæreste gør, og Emil hjælper mig også med det,” fortæller han.
Annonse
Det er ikke så længe siden, Christophers kæreste Cecilie, der er fotomodel og ved at skrive speciale i psykologi og økonomi, er flyttet ind. Så hun mangler stadig at få indrettet det sidste, siger han.
Videre til soveværelset, hvor løbetøjet ligger i en bunke på gulvet, endnu et badeværelse, et værelse, der bliver brugt som pulterkammer, og et walk in-closet med hyldevis af sko. Der er en nogenlunde ligelig fordeling mellem kærestens sko og Christophers mange sneakers med nitter, kæder og guldpigge.
”Ja, jeg er blevet ret vild med at købe sko. Det har altid været sådan, at jeg har haft et par sneakers, så har jeg ødelagt dem ved at spille fodbold efter to sekunder. Men i dag står jeg og pudser dem.”
Vi tager kaffen med videre ud på den lille altan. Den vender ud mod et lille lukket område med have, og når man drejer hovedet, er der udsigt over Christianshavns Volde. Der, hvor Christopher boede før, kunne stå fans og kaste sten mod ruderne, her er der højst nogen, der ligger sedler i forruden på hans bil: ”Til Christopher, fra din største fan.” Og så nogle blomster.
”Det er da til at leve med.”
”Jeg savner at se mine gamle venner lidt mere. Jeg spillede i Magasin i torsdags, og hele holdet var der, og jeg var nødt til at tage hjem klokken et, hvor de andre tog en tur til klokken fem om morgenen. Jeg vælger det jo selv, men jeg skulle i studiet dagen efter. Jeg kan da godt savne den der lidt ... at kunne give slip og bare ... men jeg gider bare ikke tænke: ’Arh, bare jeg ikke havde været i byen, så havde min vokal lydt dobbelt så fed’. Jeg er foruden en masse fester og byture, men der er bare ikke noget som at opnå sine drømme. At stå med en følelse af: ’Jeg ved godt, hvorfor jeg er her.’”
”Nej. Den der frygt for at ende som hjemløs ligger nok i os alle, men jeg kigger mig ikke tilbage. Det er med 110 km i timen.”
”Nej, det kan jeg jo ikke. Alle de ting, der sker, det er for vildt og for overdrevent, og det bliver bare sygere og sygere og vildere og vildere. "Det er det vildeste liv. Du skal aldrig nogensinde høre mig brokke mig over noget som helst.”
