Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Kampen for at blive klar til kamp

Kampen for at blive klar til kamp

”Kom nu William for fanden,” tænker jeg.

Jeg står med en wanna-be Darth-Vader-maske på og med ledninger over hele overkroppen, som skal være med til at måle min form her første dag på arbejde igen efter ferien. Kroppen kan mærke konkurrencens adrenalin for første gang i lang tid. Det har den både savnet, men den har også nydt ikke at skulle producere.

Siden jeg lagde en ’kontaktannonce’ på transfermarkedet, har der været flere kliks og likes på min profil. Dog ikke noget som decideret udmønter sig til en første date. Det er en venteposition, som er pinefuld. Usikkerheden går mig på, hvis jeg tænker for meget over det. Jeg prøver at fokusere på træningen, sætte skyklapper på, håbe og gøre mit bedste til træning. Mere kan jeg ikke forlange af mig selv.

Gid transferperioden ikke var så lang. Det virker som om, at klubberne bare ser tiden an, fordi der er lang tid til sidste dag. Jeg har fornemmelsen af, at de samme handler kunne nås, selv hvis perioden var kortere.

Jeg kigger udover træningsanlægget fra privatklinikken SportMedizinStuttgart, som tilhører lægerne fra klubben. Jeg kan høre, at min holdkammerat Tony Rüdiger er i gang med de sidste par minutter inde ved siden af. Der er ingen musik, når jeg løber, bare lyden af min version af Darth-Vaders væsen og mine tungere og tungere skridt på båndet.



Jeg kender efterhånden testen godt. Den laver vi hver gang efter ferien. Da jeg kom fra FCK, var jeg klart den, som løb længst. To minutter på 22 km/t. Indbyrdes taler vi spillere om vores tests. Der er prestige i at løbe længst. Der er også selvtillid. En følelse af at være på rette vej.

Jeg husker mange løbeture rundt om Damhussøen med FCK, hvor jeg har vundet. Jeg husker et år, hvor Ståle og jeg løb alene til sidst, og hvor jeg kort tænkte, om det nu ville være bedst for mine chancer for at komme på holdet at lade ham vinde eller selv vinde. Jeg kender jo hans vindermentalitet… Jeg valgte at løbe fra Ståle.

Jeg husker også min første opstart lige, da jeg var kommet op i FCK-truppen. Det var Peter Møller, Anders Storskov og mig tilbage, og der manglede 500 meter. Vi havde øget tempoet de sidste par kilometer og nu var det kun os.

LÆS OGSÅ: 1. kapitel af William Kvists' blog: Transferdating

Jeg kunne egentlig ikke mere, men sikkert grundet adrenalinen og ønsket om at vise, at jeg kunne være med, blev begge sat til sidst. Det var en historie, som havde liv flere år efter, og som har været en del af min FCK-identitet. Så var det lige meget, at jeg næsten ikke kunne bevæge mig i træningen dagen efter. Jeg havde vist overfor andre og overfor mig selv, at jeg kunne og ville være med.

Så jeg møder altid godt forberedt op til første test efter ferien. Men jeg synes faktisk også, at det er det eneste jeg som professionel fodboldspiller kan gøre. Det kan være svært at ramme topniveau med bolden hver gang i sæsonen, men jeg kan i det mindste altid være i så god form som muligt. Det er bare at følge programmet, tage løbeskoene på og ikke nødvendigvis drikke sig i hegnet hver aften. Det ansvar er jeg bevidst om og tager alvorligt.

Jeg holder klart mest af at være i gang med sæsonen og kampene, men jeg nyder også opstarten. Det har jeg altid gjort. Jeg synes, det er fedt at mærke, at kroppen bliver stærkere og stærkere over de par uger det varer. Jeg elsker, at jeg ikke nødvendigvis skal have fokus på kommende weekend med kamp. Nu er tiden til at blive den bedste version af sig selv rent fysisk og kunne arbejde med andre ting end lige at vinde i weekenden.

I denne ferie fik jeg tid til at lave en af mine crazy workshops. Jeg elsker at blive udfordret og udfordre fodbolden på anderledes måder. Denne gang var det kropskontakten, der var i fokus. En hel dag, hvor jeg blev inspireret på forskellige måder til at blive mere kropsbevidst. Det skal gerne resultere i at være mere komfortabel i dueller generelt, men også bruge, at modstanderne komme tættere på. Det har jeg altid syntes var lidt farligt, men måske kan den grænse flyttes.

Dagen begyndte med dans og rytmik og sluttede med, at jeg kæmpede mod 2 meter høje og 115 kg tunge basketspillere og lærte om deres teknikker i en sport, som handler meget om kropskontakt. Først og fremmest vildt sjovt, men også lærerigt, og jeg har taget ting med mig, som jeg nu i opstarten har tid til at arbejde på mere end i selve sæsonen.

Det at være i topform er et fundament, som jeg finder ekstremt vigtigt for mit spil. Det gør, at jeg har overskud i løbedueller og tacklinger. Men endnu vigtigere så giver det mig et klarere hoved, når jeg ikke skal hive efter vejret for meget. Når jeg stadig i 90. min kan løbe en spiller op og samtidig holde hovedet klart bagefter til at spille bolden godt videre.

Jeg har også en plads på banen, hvor jeg skal have overskud til at orientere mig og kommunikere med de andre, så det nytter ikke noget, at systemet lukker ned for at kunne fokusere på bare at overleve og få luften ned i lungerne igen.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke holder ferie. Jeg søger balancen i, at jeg skal få slappet af, men også være godt forberedt til sæsonstarten. Længden af ferie og hvilken tilstand jeg er i varierer for hver sæson, så det er den samme øvelse, men forskellige planer der skal udarbejdes.

Dette år har jeg haft små fem ugers ferie, eftersom vi ikke var med i Brasilien og kun havde test-landskampe. Normalt efter kampe er fokus på at restituere hurtigst muligt, så kroppen kommer ovenpå igen. Men efter sidste kamp laver jeg intet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke lidt over, om det egentlig er det optimale efter en lang sæson. På den ene side er det jo rart bare at tage på ferie direkte, men på den anden side så kunne kroppen måske også have brug for at kunne slappe godt af med det samme.

Jeg har i hvert fald tænkt mig næste år at se på muligheden for at lave et nedtrapningsprogram, sådan at efter to dage med dyb massage og lignende behandlinger, så ville kroppen faktisk være mere afslappet og klar til ikke at lave noget.

I år oplevede jeg en meget øm og træt krop i mange dage efter sidste kamp mod Sverige, og derfor er ideen om at få lavet en speciel restitution efter sidste kamp dukket op. Ikke for at tage noget af min ferie og lave om til træning, men for at give noget til ferien og kroppens optimale restitution.

Jeg tror også, at mit hoved ville slappe bedre af end hele tiden at kunne registrere ømhed i muskler og led. Det må komme an på en prøve næste år, det er i hvert fald skrevet bag øret.

Jeg fik dette år ikke nogen træningsplan med fra Stuttgart, da der var kommet ny træner og folk ikke rigtig vidste, hvordan tingene ville komme til at se ud.

 Den fysiske træner sagde:

 ”William, du er så gammel og seriøs, så du ved jo selv hvad du har brug for”.

En sjælden men skøn frihed i fodboldverdenen, som jeg satte pris på. Det gav motivation til at komme tilbage i endnu bedre form, end hvis han havde givet mig et program. Det krævede noget af mig. Det udfordrede mig.

Jeg delte ferien op i tre perioder: helt fri, træning hver anden dag og træning hver dag.

Jeg har tit følt i Stuttgart, at jeg har fået for mange lange løb, så jeg fokuserede på tempo og intervalløb. Hellere hårdt og kort end langt og let. Derudover lavede jeg efter hver løbetur funktionel styrketræning for benene og core-muskulaturen. Det betød, at de dage jeg skulle løbe, så gik der ca. halvanden time med ren træning, hvor halvdelen var løb og den anden styrketræning.

I ferien er det vigtigt, at kroppen får slappet af og ikke har den sædvanlige belastning, men for mig er det nærmest mere vigtigt at hovedet får ro og andre inputs. Jeg plejer at registrere, når jeg er ladet op igen, for så begynder mit hoved at boble op med tanker og ideer til ting, jeg kan forbedre i fodbolden. Så plejer jeg at skrive et opdateret styrkerums-program, som jeg gerne vil følge det kommende halve år.

Jeg begynder også at skrive mange ting ned, som jeg vil diskutere med min mentaltræner Christian Engell. Jeg plejer både fysisk og mentalt at komme tilbage med et brag. Nu skal der ske noget, nu skal vi i gang igen.

”Scheisse” råber jeg ad ham, der styrer testen.

Han har lige prikket hul på mit øre med en står nål, og blodet drypper ned på min overkrop. Jeg har meget blodfattige ører, så de må tage hårdere metoder i brug for at klemme nok ud til at kunne bruge i deres reagensglas.

Omvendt får jeg lige lidt længere pause mellem de tre minutters intervaller, så må jeg tage smerten med og et maltrakteret øre de næste par dage. Det gør jeg gerne, og jeg er klar til 3 min. på 18 km/t og 1,5 % stigning.

Det er her de fleste andre dropper ud. Nogen, fordi de ikke gider presse sig fuldt ud, andre, fordi de ikke kan mere. Det er nu det rigtige slag skal stå, alt det andet indtil nu har bare været opvarmning.

Det er også nu i opstarten, at slaget om pladserne på holdet skal stå. Det er nu, at holdet bliver formet, og det er nu, at der kommer nye til og andre forlader.

I FCK, når sæsonen kørte, og holdet vandt, så var det nærmest umuligt for dem, der sad ude at vise sig frem og komme på holdet. Med to kampe om ugen, så var der ikke megen træning, og spilletiden kunne være det sidste kvarter, hvor man skulle holde en føring.

Men i opstarten kan der angribes, og der sker altid et eller andet med skader og formsvigt, som gør, at der er vindere og tabere. Jeg har i min karriere oplevet at kunne bruge opstarten til at angribe. Til at vise mig frem. Den oplevelse er for mig vigtig og gør nok, at jeg kommer med mere motivation og lyst til en opstart end mange andre.

Denne opstarts-lyst fik dog hurtigt ben at gå på, da jeg ankom til Stuttgart. Der havde vi en hård opstart, som fik FCKs til at ligne ferie. Jeg mærkede i hvert fald en kæmpe forskel i mængde og træthed. Forskellen på Danmark og Tyskland var stor. Min oplevelse med mange tyskere er, at jo mere og jo hårdere der bliver trænet des bedre. Grundlæggende er jeg jo også enig i, at man skal træne hårdt, men jeg vil også gerne træne rigtigt. Rigtigt for mig betyder, at du ikke bliver skadet, at du kommer i form, og at du kan fokusere på at spille fodbold.

Opstarten i Stuttgart var tit træning kl. 7.30, 10.00 og kl. 15. Det blev samlet ofte op til 5 timers træning om dagen, og det 5-6 dage om ugen. Det var en enorm belastning, og jeg gik nok noget, der lignede 100-150 % op i træningsmængde. Det kunne mærkes.

Hold kæft, hvor var jeg træt og smadret som aldrig før. Året efter havde kroppen vænnet sig til det på en anden måde, og hovedet vidste, hvad jeg skulle igennem. Problemet for mig var, at kvaliteten og intensiteten blev meget lav. Og der synes jeg, fejlen kan ligge i at ville træne mere og længere. Derudover får du en træt trup, og hvor stemningen tit trykkes langt i bund.

Bild Zeitung har en oversigt over, hvilke Bundesligahold, der har haft flest træningspas i løbet af opstarten. Det morsomme er, at vi i Stuttgart det første år jeg kom, var helt i toppen, og hvor var trænere og spillere glade og stolte over det og derigennem følte de, at de var på rette vej. Jeg var bare smadret og følte mig ikke i bedre form end tidligere.

Men de hold, der taber deres første kamp i Bundesligaen, får helt sikkert problemer i pressen, hvis de ligger længst nede i antal træninger. Omvendt, hvis man taber, men ligger i toppen, så er det jo i hvert i fald ikke det, der er problemet. Grinagtigt i mine øjne og alt for enkelt sat op. Men okay, hvis det nu ligger i tyskernes kultur, så er det jo en forståelig reaktion.

Jeg tænker dog bare mit, når tyskere taler om, at vi har lavet for lidt i opstarten. Bare for at gentage mig selv, så elsker jeg at arbejde hårdt, men det skal være det rigtige og gøre en forskel.

”Godt gået gamle dreng” roser jeg mig selv.

Jeg er færdig. Med testen og i kroppen. Jeg gav alt hvad jeg kunne og de 18 km/t blev godt overstået og kom endda halvvejs på 20 km/t. Følelsen af lettelse over at være hvor jeg skulle skyller igennem kroppen og blander sig med smerten fra øret. Jeg er klar til endnu en sæson. Både krop og hoved bestod testen.