Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Kyllingeburger

Foto: Anne Marie Jo

Opskrift: Sådan laver du en nem og lækker kyllingeburger

Denne lette burger kan du spise med én hånd – uden den drypper ned ad din arm. Perfekt til en Champions League-aften eller som en hurtig snack, der kan imponere.

Antal personer:

4 burgere

Ingredienser

  • 4 benløse kyllingelår uden skind
  • 4 spsk. riseddike i en kop
  • 2 spsk. sojasauce i en kop
  • Vegetabilsk olie til stegning  (25 deciliter)
  • 3 spsk. mayonnaise
  • 2 spsk. chilisauce (gerne Sriracha)
  • 4 bløde burgerboller
  • ½ fint snittet hvidkål eller spidskål
  • 2 forårsløg
  • ⅓ kop majs stivelse
  • Salt og peber

190114_EUROMAN_KYLLINGEBURGER25176.jpg

Sådan gør du:

  1. Sæt ovnen på 180 grader.
  2. Rør mayonnaise og chilisauce grundigt sammen i en lille skål.
  3. Skær din hvidkål i meget tynde skiver, kom kålen i en medium skål.
  4. Skær dine forårsløg i medium skiver, kom dem i en anden skål.
  5. Tør dine kyllingelår med lidt køkkenrulle, og kom dem derefter i en frysepose sammen med 2 spsk. riseddike og 1 spsk. sojasauce, 1 knivspids salt og lidt peber. Prøv derefter at få så meget luft som muligt ud af fryseposen, før du lukker den. Arbejd kyllingen rundt inde i posen, så kødet vendes så meget i marinaden som muligt. Lad kyllingerne hvile i posen, mens du går videre med forberedelserne.
  6. Hæld olien i en tykbundet gryde, så olien når minimum 1½ centimeter op langs siderne (de høje sider gør, at olien ikke sprøjter under stegning). Varm olien op til cirka 180 grader (brug stegetermometer).
  7. Skær bollerne over, og kom dem i den forvarmede ovn i 1½ minut, til de er gyldne.
  8. Tag kyllingen ud af fryseposen, og vend dem grundigt i majsstivelsen, til de er helt dækket.
  9. Når olien når cirka 180 grader, skruer du ned til svag varme og lægger kyllingekødet forsigtigt i. Hold øje med din olietemperatur, som vil falde, når du lægger kyllingestykkerne i, og skru en tand op for blusset i et minuts tid. Vend kyllingestykkerne hyppigt, indtil de får en sprød og mørkebrun skorpe.
  10. Læg kyllingestykkerne på køkkenrulle eller i en si, og lad dem afkøle i nogle minutter.
  11. Lav en hurtig topping af den valgte kål rørt sammen med den overskydende ris-eddike og soyasauce.
  12. Smør chili-mayonnaise på de ristede sider af bollerne. Fordel lidt forårsløg ud over chili-mayonnaisen på den nederste halvdel af bollerne, og læg kødet ovenpå. Fordel din kål-topping jævnt over kyllingen, og luk burgeren med den øverste del af bollen. Velbekomme.

GettyImages-894710478_SH.jpg

Du kender det.

Nogle gange har du virkelig lyst til en stor, beskidt oksekødsburger med alt hvad, der hører sig til, og dertil er der kun at sige: Spis den! Men skulle det ske, at du andre gange føler mere for en burger i en lettere og mindre bombastisk udgave, kan jeg varmt anbefale kyllingeburgeren.

Jeg har det dog sådan, at alt det, der passer perfekt til en ’rigtig’ burger, bryder jeg mig ikke om, når jeg skal lave en kyllingeburger. Som regel går der i stedet lidt Asien i den, da smagen stadig skal have noget karakter. Jeg dropper også pommes frites, råstegte kartofler og alt muligt andet tam-tam – måske med undtagelse af en cole slaw, selvom der allerede er lidt kål i burgeren.

Hvad angår bollen, ville jeg indtil for nylig insistere på at lave den selv, men jeg må indrømme, at der bliver solgt nogle ganske gode brioche-boller rundt omkring, så den del køber jeg mig stadig oftere til. Det kan du også med fordel gøre til denne hurtige burger, hvilket samtidig giver dig endnu bedre tid til at være omhyggelig med kød, fyld og slaw.

En burger skal spises med fingrene, og kyllingeburgeren har den nyttige egenskab, at den ikke drypper.

Den kan spises med én hånd, hvilket gør den perfekt til en Champions League-aften med vennerne, fordi den frigør den anden hånd til at kontrollere fx en fjernbetjening eller en øl. En anden fordel er burgerens (relative) kalorielethed, som gør den god for din egen fysik og kærestens bikinilinje.

TIP! Du skal bruge kødet fra kyllingelår, da det er det blødeste og møreste. Kødet på kyllingens lår og overlår indeholder mere bindevæv og har derfor en anden struktur end kyllingebrystet, fordi kyllingen har brugt sine ben mere, og det gør kødet meget mere mørt og smagfuldt. Hvis du ikke kan købe afbenet kyllingelår, kan du selv let afbene 4-6 lår og overlår. Fjern også skindet. Tag kødet ud af køleskabet tyve minutter før, du skal bruge det, og pak det ud.