Foto: PR og Maria Wittendorff

Guide: De 11 bedste restauranter i Marrakech

Maria Wittendorff guider dig igennem magiske Marrakechs gastronomiske muligheder

Restaurant Latitude 31

Pa restaurantens hjemmeside står der: ”Latitude 31 er ikke en marokkansk restaurant – i hvert fald ikke i den konventionelle forstand.” For jo, den er marokkansk og holder fast i alle de kvaliteter, der ligger i det traditionelle køkken, men alle retter laves med et tvist – det her er ’nyt nordisk’ konverteret til Marokko, et moderne køkken med nye fortolkninger af det oprindelige.

Stedet ejes af Ali Lamsouber, en venlig og gemytlig mand med fingeren på pulsen. Han er ikke kok, faktisk uddannet ingeniør og har arbejdet i bankverdenen, men som han siger: 

"Nogle gange er det godt at få nogle helt nye øjne på køkkenet". 

Hans kone er fra Ukraine, de mødte hinanden under uddannelse i Frankrig, og hun har desuden boet fem år i Danmark, så den fælles inspiration kommer mange steder fra.

Restauranten åbnede i januar 2015 i et stort hus i udkanten af medinaen, som er ejet af Alis familie. Gården er stor og moderne indrettet, men stadig med de smukkeste traditionelle fliser på gulvet i brunt mønster og med forskellige vintage-indslag hist og her, det er meget smagfuldt. Og så kan det betale sig at gå en tur på det lille hus, da Latitude 31 nok har byens mest stilfulde og lækre toilet med de skønneste sæber og cremer!

Latitude 31 er breddegraden, vi befinder os på. Som Ali siger:

"Vi ligger ikke placeret, så man lige shopper lidt, spiser her og går videre på museum eller shopper videre. Latitude er en destination, et bestemmelsessted, man har valgt nøje ud sidst på dagen på vej ud af medinaen". 

Derfor er der også kun åbent om aftenen, og derfor kræses der ekstra for at give den oplevelse, man er kommet et stykke vej for at få. Hvert måltid indledes med de lækreste små tapas-snacks – på huset vel at mærke – og alt er både kunstnerisk og smagfuldt. Hvis du i slutningen af måltidet klarer at have plads til dessert, kan lun pastilla med æbler og kanel på det varmeste anbefales, det er knasende, blødt, sødt og krydret på en gang og virkelig lækkert!

Der serveres i øvrigt alkohol på stedet, selv om det kræver sin mand at gå til myndighederne og få bevillingen fornyet hver måned (det siges, at det sker, stedet i en periode ikke får bevilling, men så falder det som regel på plads igen, red.). Og så er der god stemning i form af egen dj, der spiller musik efter et nøje udvalgt tidsmønster – fra kl. 18-19 musik fra 60’erne, fra 19-20 fra 70’erne, 20-21 fra 80’erne osv. Alt er originalt her.

186, Rue El Gza, Arset Lhiri

latitude31marrakech.com

Café Guerrab

Bagved olivensælgerne i Souk Ablouh ligger Café Guerrab. I huset var der engang en form for pensionat for vandsælgerne på Jamaa el-Fna (det store centrale marked i Marrakech, red.), derfor bærer cafeen nu deres navn.

Det er et herligt, afslappet sted – et hus i flere etager med farverige møbler i grøn, lilla og bordeaux og kelimpuder i mørkerøde nuancer. Det lyder vildt, og er det også, men det fungerer og er meget stemningsfuldt sammen med sort-hvide fotografier, som vi senere genkender i Maison de la Photographie.

Betjeningen er yderst venlig, og maden rigtig god – det er lokale kvinder, der står i køkkenet, det er altid en garanti. Alle tajinerne er skønne og et fund til prisen, omkring 40-50 kr.

39, Souk Ablouh

cafeguerrab.com

Al Fassia

Navnet pa denne gastronomiske perle, der kan fejre 30-års jubilæum i år, betyder ’kvinden fra Fez’.

Det er en gestus til alle de marokkanske kvinder, der hver dag gør deres bedste og arbejder hårdt i køkkenet for at glæde deres familier. Kvinden fra Fez kommer i flertal. Først i form af de tre søstre Myra, Saida og Mariam Chab, der driver denne restaurant i Gueliz samt søsterrestauranten i Agdal i udkanten af Marrakech og hotel samme sted. Dernæst i form af deres stab, som udelukkende består af kvindelige kokke og tjenere – det er en del af konceptet at uddanne kvinderne, der arbejder her, og give dem en chance i livet.

Stedet er kendt som et af de bedste i byen, der serverer klassisk marokkansk mad på højt niveau – tajine, couscous, pastilla, tanjia og ikke mindst måltidets begyndelse med 12 små salater anrettet i små skåle, der fylder hele bordet. Det er en meget festlig anretning, og auberginesalaten zaalouk er altid et fast indslag. Chab-søstrenes renomme kendes vidt og bredt, så sørg for at reservere bord i god tid.

55, Boulevard Zerktouni, Gueliz

alfassia.com

Restaurant Pepe Nero

Få gader fra El Bahia ligger Pepe Nero. Huset, denne restaurant ligger i, er utrolig smukt og ægte

marrakchi. Faktisk er det en luksus-riad, hvor man kan bo, men jeg tror roligt, man kan sige, at restauranten er mere kendt en riaden. Det er fine dining med det bedste fra Italien og Marokko – der er et menukort for hvert land, og alle retter er raffinerede og på højt niveau. Familien, der ejer stedet, er da også italiensk/marokkansk, og de kender deres køkkener. Uden for Marrakech har de deres egen økologiske farm, der leverer alle råvarer til restauranten – fra grøntsager, frugt og korn til kød, mælk og æg. Man fornemmer overfloden, der også giver sig udslag i meget rigelige portioner.

Huset er bygget rundt om flere gårde med de smukkeste fliser, bassiner, springvand og træer. For 100 år siden var det ejet af den meget magtfulde pasha, guvernør Thami el-Glaoui. Han boede her med to koner og flere konkubiner, som havde hver deres afdeling – deraf opdelingen i flere selvstændige enheder. Glaoui er et kapitel for sig – han forstod at spille det politiske spil og støttede franskmændene under deres besættelse. De privilegier, han fik til gengæld, gjorde ham umådeligt rig, og han var en god ven af det internationale jetset, herunder også Churchill. Marokkanerne derimod betragter ham som en forræder. Da franskmændene opgav landet, blev det også pashaens endeligt. Alle hans besiddelser blev beslaglagt af staten, og han døde selv året efter – symbolsk nok samtidig med at Marokko blev udråbt som selvstændig stat. Alle hans efterladte bygninger har man dog skønnet på som en del af byens kulturarv, og de fleste er fuldstændig restaureret – som denne, der bærer navnet Riad el-Moussika.

Har du kun få dage i byen, så vil jeg anbefale dig at have Pepe Nero øverst på listen over steder, hvor du skal spise. Men sørg for at bestille bord, ellers kan det være svært at få plads, især hvis du gerne vil sidde ude i en af de smukke gårde.

17, Derb Cherkaoui, Douar Graoua

pepenero-marrakech.com

Restaurant Nomad

Det er nærmest umuligt at komme til Marrakech uden at høre om Nomad. Det bør heller ikke være muligt at besøge byen uden at spise her. Placeringen er perfekt, præcis midt i byen, indretningen er moderne fransk/marokkansk med et strejf af skandinavisk (jo, den minimalistiske nordiske stil kender man også til her) tilsat lidt nostalgi fra 50’erne og 60’erne, og køkkenet er en af de ypperste repræsentanter for det moderne marokkanske køkken. Det er traditionelle retter, men bøjet i nye, spændende retninger, og der er masser at vælge imellem for både vegetarer og pescetarer.

Huset har to tagterrasser, fra den øverste er der en skøn udsigt over byen.

Nomad ejes af Kamal Laftimi og er det tredje sted, han har åbnet – før det Cafe des Epices, der var en af pionererne på Marrakechs nye madscene, og dernæst Le Jardin. Alle steder er smukt indrettet, der er meget professionel og venlig betjening, og maden er forståeligt noget særligt. Kamal er født og opvokset i medinaen i en almindelig middelklassefamilie. Som ung arbejdede han som turistfører, men evnerne og ambitionerne rakte længere end det.

Stederne, han har skabt, er unikke, han har hentet kendte indretningsarkitekter til valg af interiør og har dygtige folk i køkkenet. Med jævne mellemrum holdes popup-events i Nomad, hvor udenlandske stjernekokke inviteres til at overtage køkkenet i nogle dage – der har været besøg fra bl.a. LA, Austin, Paris og Toronto. Dertil kommer et socialt og kulturelt engagement – der holdes kunstudstillinger i restauranten med unge, lokale kunstnere og råvarer købes der, hvor det giver mening på flere fronter: økologi og høj kvalitet skabt af folk, der har brug for støtte – fx håndrullet couscous fra et kooperativ, der giver arbejde og indtjening til udsatte kvinder.

Nomad serverer en helt fantastisk lammetajine, et af byens allerbedste måltider, ikke mindst hvis man er glad for dejligt mørt kød. Det er en klassisk tajine, men mange marokkanere tilbereder den også i en trykkoger, eller den kan laves i en almindelig gryde på simreblus i flere timer.

1, Derb Aarjane

nomadmarrakech.com

Terrasse des Épices

Midt i medinaen, i den øvre ende af souken, ligger Terrasse des Epices. Det kan være lidt kringlet at finde frem, men heldigvis er der flere skilte, der viser vej. Restauranten dækker hele taget i den tidligere store foundouk, der nu rummer det, der kaldes Souk Cherifia – et toetagers butikshus, der i stuen ligner den traditionelle bazar og på 1. sal huser en række lækre designbutikker og sågar en moderne barbershop. Øverst finder man altså restauranten, arealet er stort, og der er plads til mange gæster, men det virker hyggeligt, afslappet og intimt, fordi terrassen er opdelt i mindre båse, hvor man kan sidde uforstyrret, og store solsejl er spændt ud over de åbne områder.

Bag hele herligheden står franske Nicolas Nancy, der tilbage i 2003 ankom til Marrakech og blev

så forelsket i byen, at han besluttede at slå sig ned for resten af livet. Restauranten, der i år kan fejre 10-års jubilæum, var den første blandt den nye række af spisesteder, som har forstået koblingen mellem lækkert interiør og lækker mad, begge dele i en fusion, der rummer både det traditionelle og det moderne. Her serveres kæmpestore salater, grillretter og tajine samt mange andre marokkanske og internationale klassikere. Husets specialiteter er tanjia og en særlig dessertudgave af de små dejpakker kaldet briouat med karamelliserede abrikoser og chokolade, der for længst har vundet sig et vist ry.

Her er skønt på alle tidspunkter af dagen, men aftenen er særlig, når man praktisk talt spiser under stjernerne i den hyggeligste belysning fra de kurveflettede lamper.

15, Souk Cherifia, Sidi Abdelaziz

terrassedesepices.com

Restaurant Le Foundouk

Man ved det bare, allerede når man ankommer til indgangen – en stor sortlakeret port flankeret af to dørmand iført mørk, ulden djellaba og rød fez og med levende fakler på muren – at dette er et sted af en vis standard. Og man bliver forsikret i sin sag, når man er blevet anbragt ved et bord på tagterrassen, og en tjener rækker dig en kridhvid serviet, før han stænker duftende orangeblomstvand ud over dine hænder. Så er tonen ligesom slået an, og det kan kun blive godt.

Le Foundouk er en moden herre i byen – har eksisteret som restaurant og bar siden 2002, mens selve huset selvfølgelig har en endnu længere historie. Som navnet siger, er det en gammel foundouk – et stort hus rundt om en åben gård svarende til østens karavanserai, der fra gammel tid fungerede som pensionat for handelsrejsende og deres lastdyr, når de kom til byen, og derfor var placeret tæt på byens porte.

Disse huse blev også brugt som lager og værksted for byens handlende i den nærliggende souk, og det er stadig tilfældet for nogle af dem, der er tilbage i byen. Mange er omskabt til en ny og glorværdig fremtid, som denne foundouk, der er blandt byens ældste, men altså fuldstændig restaureret tilbage i 2000.

Marrakechs madscene har udviklet sig meget siden da. Ved åbningen var Le Foundouk en af få restauranter midt i medinaen og en af de første til at præsentere et kombineret marokkansk/internationalt køkken med a la carte-servering. Men selv om mange andre er kommet til siden, står restauranten stadig distancen. Indretningen er stilfuld og pompøs – traditionel, men også meget moderne med indslag af stærke farver som lilla, grøn og dybrød. Man kommer til at tænke på kreationer af Yves Saint-Laurent, som faktisk var gæst her i begyndelsen af 00’erne.

I kælderen ligger cocktailbaren, dernæst flere spisesaloner op gennem huset og øverst den skønne tagterrasse med vue ud over byen, hvor det meste foregår. Selv om du måske synes, at du allerede har spist rigeligt med couscous, så prøv den gerne her. Den er ikke blot med syv grøntsager, men også med syv forskellige kornsorter – bl.a. hvede, havre, hirse, ris og quinoa, det smager simpelthen fabelagtigt!

55, Souk Hal Fassi, Kaat Benahid

foundouk.com

Restaurant La Ferme Medina

Dette er den nye dreng i klassen blandt in-steder, der er hippe på den organiske og minimalistiske måde: En lukket gård lidt væk fra souken ud ad Rue Riad Laarous, der fungerer både som pensionat med fem værelser og restaurant med to køkkener – et marokkansk og et asiatisk med retter inspireret fra Japan, Vietnam og Thailand.

Den kombination er ny i byen og født af det faktum, at den ene af de tre brødre, der står bag, er gift med en japaner. Ideen er ikke dum – det er grøn og sund mad, som vil tiltale mange europæere sammen med den autentiske stil af råt træ, kurveflet, kelim, hvidskurede vægge og masser af grønne vækster.

"Vi har så absolut skelet til den skandinaviske stil, som vi bl.a. har mødt i Japan, hvor den er superhot. Nu er den også er kommet til Marrakech", fortæller den ene af de tre, Youssef.

Der er noget romantisk landligt over stedet, som rent faktisk har været en farm. For nogle år siden havde familien sine dyr her – både æsler, får, kaniner, høns og duer – men de er nu flyttet til en gård 20 km uden for byen, som forsyner La Ferme i byen med kød, æg og friske grøntsager.

Også familiens kvinder er involveret – uden dem gik det ikke, for de står i køkkenet og tryller sunde retter frem til gæsterne akkompagneret af infuseret vand og forskellige frugtjuicer, fx rødbede med citron, æble og ingefær eller spinat med citron, æble og agurk.

Ordet detox ligger lige for – også mentalt, for der er en skøn ro her. I den ene ende løber vand i en lille kanal til et lille springvand – måske vil det med tiden blive omdannet til et bassin til boende gæster, ligesom en hammam snart står klar til deres brug. Man kan i øvrigt også melde sig til et madlavningskursus på stedet og lære at lave lokale retter.

I restauranten serveres tajine med hjemmeavlet kanin, som brødrenes mor fortæller kan laves både i en sød og en salt version. Den søde med løg, kanel, safran, lidt salt og olivenolie. Den salte med kartofler, gulerødder, oliven, saltsyltet citron, safran, sort peber og olivenolie.

236, Trik Jazouli, Riad Laarous

lafermemedina.com

Restaurant Le Jardin

Rundt om hjørnet fra restaurant Kui-Zin (som ikke omtales her, red.) og ind i en lille sidegadefinder du restauranten Le Jardin. Den hører sammen med Nomad og Cafe des Epices (begge omtalt andet steds her på siderne, red.), de har samme ejer. Der er ikke meget at se udadtil, et lille grønt skilt leder vejen hen til en sortlakeret dør, som er så lav, at de fleste må bøje sig på vejen ind.

Der er mørkt i gangen indenfor, kun små, gyldne messingspejle lyser lidt op, men for enden åbner den grønne restaurant sig i al sin naturlige skønhed. Alt er simpelthen grønt – fra de blanke, glaserede fliser på gulv og vægge til borde og glas, malede mure og stedets navn broderet på stråhatte til gæsterne. Og så naturligvis det væld af smukke vækster, som gården nærmest er svøbt i – træer, bambus og mange planter i bede og potter, det er virkelig indbegrebet af en oase. Tilsat marokkansk kunsthåndværk og vintagemøbler ledes tankerne tilbage til de gyldne 60’ere, det er meget cool.

Ovenpå findes to terrasser, men de er ofte lukket, hvis der ikke er så mange gaster. Det er da også selve haven i gården, der er mest magisk. Her er åbent både til frokost og aften. Grill er i fokus, også vegetarisk, og man kan selvfølgelig få de mest traditionelle marokkanske retter som tajine og couscous. Til grillet kød, fisk eller grøntsager hører en god dip.

I Marokko kender man chermoula, en krydret marinade af olie og urter, der især bruges, når der skal grilles fisk. Hos Le Jardin er chermoulaen konverteret til forskellige slags dip, man kan dyppe herlighederne i.

32, Sidi Abdelaziz

lejardin.ma

Zwin’ Zwin’ Café

Skiltet til spisestedet viser op ad en smal trappe, og straks kan man se, at det er en kvinde, der bestemmer her. På 2. etage findes to indendørs rum, det ene indrettet i pink og det andet i gråt med mange skønne detaljer. Men det er nu på 3. etage, man primært sidder, på den dejlige tagterrasse med flisegulv, kurvemøbler og røde parasoller.

Alt er med et feminint touch, skabt af franske Nathalie Rousseau fra Paris, der har haft stedet i to år. For syv år siden åbnede hun en butik i Marrakech med tøj, sko, tasker, smykker og lignende, som hun selv får produceret. Hun rejste frem og tilbage hertil fra Paris, men siden åbningen af Zwin’ Zwin’, som i øvrigt betyder noget i stil med ’smuk og dejlig’, bor hun nu fast i Marrakech med sin canadiske mand.

Ikke nok med at maden er virkelig lækker, tjenerne er også helt utroligt søde, her bliver man altid modtaget med et stort smil – og så er solnedgangen absolut i topklasse. Her serveres i øvrigt alkohol, den kølige vin gris kan stærkt anbefales eller måske en lokal Casablanca-øl.

Rue Riad Zitoun el-Kedim

Facebook: Zwin Zwin Café

Grand Café de la Poste

Dette er stedet, hvor man ikke et øjeblik ville blive overrasket, hvis man pludselig så Humphrey Bogart sidde i baren iført hvid smokingjakke og rød fez. Det er fransk bistro, der møder eksotiske breddegrader i dekadent kolonistil med gulve i smukke sort/hvide fliser, mørke træskodder som afskærmning, kurvestole med hørpuder, marmorborde og palmer i store potter.

Det er som at gå ind i en tidslomme fra den tid, hvor den første kaffebar i forbindelse med posthuset åbnede her i 1920’erne. Efterfølgende omdannede den indflydelsesrige pacha Glaoui stedet til en restaurant ved navn Café Pacha. Det siges, at General Lyautey og Jacques Majorelle var blandt gæsterne på den tid, og sådan forstår man endnu en gang, at alle steder og historiske personer hænger sammen her i byen.

Efter mange års omskifteligheder og en lukning i 12 år åbnede La Grand Cafe de la Poste igen i 2005, nu ført tilbage til sin storhed med en indretning, der svarer fuldstændig til versionen fra 1950’erne, og med ambitiøse folk ved roret.

Maden er fransk med indflydelse fra resten af Middelhavet under kyndig ledelse af den franske chefkok Philippe Duranton. Det er svart at gå forgæves, da der er åbent fra 8 morgen til 1 om natten, syv dage om ugen. Dagen begynder med det store morgenbord og herefter lunch. Om eftermiddagen serveres der naturligvis te, fra 16-18 gælder det drinks og appetizers, og om aftenen er der dinner-stemning med dæmpet lys og jazzmusik.

Nok møder man ikke Bogart, men der vil ofte kunne spottes diverse internationale kendisser blandt publikum. Prisniveauet er som i Danmark og på den måde ganske ’kolonialt’, da det udelukker mange lokale fra at spise her. På andre måder er stedet helt upto-date, og den gode stil slår igennem på mange fronter: Her laves mad efter årstidens råvarer, alle grøntsager er økologiske og dyrket i næromradet, frisk fisk hentes i Essaouira og østers fra Dakhla i syd.

Det er muligt at få glutenfrit brød ved forespørgsel og en doggybag med, når man går. Og så er visitkort og menukort naturligvis trykt på genbrugspapir.

Avenue Imam Malik, Gueliz                   

grandcafedelaposte.restaurant