“Jeg tænker nogle gange, når vi sidder og planlægger de kommende måneder, at vi også skal huske at have det sjovt. Det kan lyder supernaivt, men jeg kommer fra balletten, hvor man arbejder og arbejder. Hvis du ikke har det sjovt og fedt med det, du laver, så knækker du,” siger Amalie om arbejdet med Griegst
Parret Noam og Amalie har overtaget familiens designdynasti: ”Vi har virkelig måttet give hinanden plads”
Da det anerkendte guldsmede- og kunstdesignerpar Arje og Irene Griegst gik bort, stod sønnen Noam Griegst og hans hustru Amalie Adrian, som er henholdsvis tidligere fotograf og balletdanser, med et værdifuldt kunst- og designarkiv, som de skulle finde ud af, hvad de ville stille op med. Nu er de langt om længe ved at finde deres egen vej i fortællingen om huset Griegst og har gjort hans barndomshjem til rammen for deres familieliv. Det handler om at lade spøgelser være spøgelser og ære arven uden at lade sig tynge af den. Og så hjælper lidt parterapi også.
EN HAVTERRIN I PORCELÆN formet som en konkylie, lysestager i bronze, hvor foden breder sig ud som rodnettet på et træ. Smykker i et organisk formsprog, som fortæller historier om en underverden af væsener, havguder og ansigter, der gemmer sig i en blomst.
Skummende bølgetoppe og hvirvlende bække. Farverige ædelstene, perler og fjedrende guldtråde. Smykke- og designvirksomheden Griegsts univers af kunsthåndværk er inspireret af klassiske fortællinger som Tusind og én nat og myterne fra Ovids metamorfoser, og fortællingen om familien bag er også vidt forgrenet og eventyrlig.
Indehaverne af Griegst, Amalie Adrian og Noam Griegst, bor i en grå murstensvilla fra det 19. århundrede på Frederiksberg. Villaen tilhørte oprindeligt Den Kongelige Porcelainsfabrik, men Noams forældre, guldsmede- og kunsthåndværkerparret Arje og Irene Griegst blev tilbudt at købe den i 1977, fordi Arje var tilknyttet Royal Copenhagen som designer.
Noam, der i mange år arbejdede som internationalt anerkendt fotograf for firmaer som Cartier og Fritz Hansen, har boet i huset, siden han var seks år, og har det meste af sit liv stræbt efter at blive noget andet end sine forældre. Fra han var barn, vidste han, at han ikke ville bruge sit liv på at sidde foroverbøjet på et værksted og nørkle i timevis, månedsvis, årevis med metaller og ædelstene, som hans far og farfar.
