Fire stjerner til ny københavnsk restaurant: Det meste var i topklasse, men risen var et eklatant styrt

Gastro lagde vejen forbi en ny restaurant i det indre København og gik ombord i sushi og retter fra yakitori-grillen.

Fire stjerner til ny københavnsk restaurant: Det meste var i topklasse, men risen var et eklatant styrt
Offentliggjort

Thank God it’s Friday! Konceptet med restaurant, der sidst på aftenen bliver til bar/natklub, blev introduceret herhjemme af Henrik Boserup og Olsen-drengene tilbage midt i 1990’erne. 

Dengang var det en nyskabelse, men i dag er det efterhånden normen, i hvert fald hvis stedet ligger inden for en vaklende tur på høje hæles afstand fra Kongens Nytorv, hvor Sovino- gruppen har mange af deres efterhånden 22 restauranter. 

Den nyeste ligger i festzonen Galleri K og hedder ligefrem fredag – kinyobi på japansk – men da vi gerne ville smage maden i fred og ro, henlagde vi besøget til en tirsdag, hvor vi formodede, at mængden af kampdrikkende unge i gang med at straffe floor (DJ Hakeem Osman er hyret til at kuratere et angiveligt ’ambitiøst musikprogram’) var noget mindre.

Ved vores besøg var der da heller ikke meget løssluppen fest og fredagslir over Kinyobi, hverken ved bordene i den med mørkt træ beklædte restaurant eller i den cocktailbar, der strategisk nok ligger lige inden for indgangen.