Hannah Grant har altid to ting i sit køleskab: ”De mætter vildt meget, og du kan både lave dem salte og søde”

Hannah Grant har altid to ting i sit køleskab: ”De mætter vildt meget, og du kan både lave dem salte og søde”

Hannah Grant er udlært michelinkok og lavede i flere år mad til nogle af verdens bedste cykelryttere. Hun vil gerne have dig til at spise mere sundt – og hun lover, at det kommer til at smage af alt andet end helsekost.

Offentliggjort

Du er aktuel med din anden kogebog om protein. Hvorfor har du kastet din kærlighed på lige netop det emne?

”Det har været en kæmpestor del af min egen livsstil i mange år. Som faglært kok har jeg også altid været meget interesseret i at kombinere lækker mad med en performancedel, hvor der i dette tilfælde er fokus på opbygning og vedligeholdelse af muskelmassen, som holder os kørende og sørger for, at vi fungerer fysisk og kognitivt, når vi bliver ældre.”

Hvad kan din kogebog, som andre ikke kan?

”Andre bøger om kost og træning bærer tit præg af helsesundhed og slankekurs-vibes. Det er virkelig frustrerende, for sådan behøver det slet ikke at være. Der er en mangel på ordentlige opskrifter, som fungerer, og hvor der også er en sensorisk tanke bag. Man skal jo tænke, at det er lækkert, i stedet for, at det er helseagtigt. Mad er jo en lystdrevet ting for rigtig mange mennesker. Det er et højdepunkt på dagen.”