Min jomfrutur til New York: Høj cigarføring, med litervis af Belvedere og håndtryk med John Legend
Foto: Louise Elly Meyer Times Square

Min jomfrutur til New York: Høj cigarføring, med litervis af Belvedere og håndtryk med John Legend

Min jomfrurejse til New York: Vodka, velgørenhed og håndtryk med John Legend

Euroman var inviteret til New York for at interviewe John Legend i overdådige vodkaomgivelser.

”Mr. Gibb, ønsker De mere Möet til Deres selskab?” spørger en smuk ung kvinde i en kort, sort kjole tilsat et forklæde, der vidner om, at hun er tjener her på tagterrassen på Manhattan.

”Yes, please. Vi vil gerne have to magnumflasker mere,” svarer Mr. Gibb, der er CEO for Belvedere Vodka.

Kvinderne i de sorte forklæder manøvrerer hjemmevant rundt med magnumflasker i gennemsigtige glasbowler, der dugger af isterningernes kulde på skuldrene. De sidste champagnedråber skal presses ud af festen, inden den slutter. Heldigvis kan vi holde øje med tiden på det ikoniske digitale ur på Times Square, som ligger lige over for vores lounge i skyerne.

Inden du kan nå at gribe ud efter flasken, har en smuk kvinde allerede tippet glasset på skrå og ladet de gyldne dråber boble deres vej ned mod stilken. Vi er til efterfest for den globale lancering af Belvederes nye eksklusive flaske, der er prydet med multifarvede afrikanske mønstre.

Det her er velgørenhed er pakket ind i vodka. Belvedere Vodka, der angiveligt er verdens første luksusvodka, har lavet en limited edition flaske i samarbejde med den amerikanske musiker John Legend og Esther Mahlangu fra Ndebele-stammen i Sydafrika.

Mr. Legend står bag kampagnesangen, mens den 80-årige Esther har malet på den nye flaske med kyllingefjer og maling i sin landsby. Hun kalder Mr. Gibb for ’The Bottleman’, eftersom han har sendt litervis af Belvedere til den lille afrikanske landsby den seneste tid.

50 procent af overskuddet af den nye flaske går til the Global Fund, der arbejder på at bekæmpe AIDS. Ligesom regeringen har (RED) også en 2020-plan. Målet er at se en AIDS-fri generation om fire år. Og manden bag (RED) er ingen ringere end U2’s solbrilleelskende frontfigur og absolutte velgører, Bono.

Esther Mahlangu og John Legend på den røde løber til Belevedere (RED).

For første gang nogensinde blev jeg hentet af en taxa på min adresse i København, der skulle ekskortere mig til Kastrup Lufthavn. Det havde jeg det rimeligt vildt over. Og derfor er benovelsen total, da en Cadillac venter på mig i John F. Kennedy International Airport. En mand, der unægtelig ligner Al Capone med guldindrammede aviatorsolbriller åbner døren og siger: ”The Quin Hotel, right?” med en tyk Jersey-accent.

Og da Manhattan begynder at tone frem fra Brooklyn Bridge, trykker Al Capone på en knap, og taget ruller sig mekanisk tilbage og bliver erstattet af en himmel fuld af skyskrabere i New Yorks varme og klistrende augustnat. ”Welcome to New York City,” siger Al.

Fra første minut på hotellet er vi gelejdet ind i vodkaverdenen, for vi begynder aftenen på en tagterrasse på Manhattan sammen med Belvedere.

Her er det høje hæle, altid, og det føles det som at træde ind i en James Bond-film. Og den følelse bliver kun forstærket af tjeneren i smoking, der spørger mig, om jeg kunne tænke mig en hummerkanapé, og om jeg ønsker min vodka ’clean or with soda’? Ligegyldigt hvem jeg taler med, er de CEO’s af den ene eller den anden slags i jakkesæt.

”Hi! How are you, Miss Meyer?” er der et jakkesæt, der spørger.  

”Jo tak, jeg er lidt træt efter flyveturen, men jeg glæder mig rigtig meget til at opleve New York. Det er min første gang i byen. Hvad med…” Og jeg stopper min sætning, inden svaret tilnærmelsesvis er slut, for øjenkontakten eksisterer ikke længere imellem den jakkesætklædte og mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver rød i kinderne.

Jakkesættets øjne er allerede videre til den næste nytilkomne, og jeg prøver at se afslappet ud, mens jeg holder mig beskæftiget med mit sugerør. Der er åbenbart en, der bemærker min akavede slurk af min vodkadrink, for han afbryder min påtagede stirren ud over Midtown. ”Nobody really cares about how you are,” fortæller han mig med et undskyldende smil. Det er ikke meningen, at spørgsmålet skal besvares. Det er bare et hej i en lidt længere form.

Da jeg har taget den sidste bid af min laks med små blomster på, står en mand i smoking parat til at tage min tallerken og fylde mit glas med Chardonnay eller Belvedere.

Apollo Theater i Harlem.

Dagen efter spørger en kvinde i hotellets elevator, om jeg også skal op til John. Jeg nikker. Jeg er på vej til hotellets øverste suite sammen med 20 andre journalister. John, der hedder Legend til efternavn, giver interviews inden aftenens store lanceringsfest i Harlem. 

”Hvis du er vild med hans ansigt, så er det mig, du skal takke,” siger kvinden. Det viser sig at være Johns makeupartist. Vi skal interviewe kongen af kærlighedssange i klynger á fem. Jeg er sammen med Holland, Brasilien, Filippinerne og New Zealand. To kvinder i jakkesæt vifter os ind: ”John er klar til jer.” Han giver os et fast håndtryk en efter en, hvorefter vi sætter os i en halvcirkel rundt om ham i store sofamøbler. Vi har nøjagtig et kvarter fra nu.

New Zealands stemme ryster, og sveden har lagt sig som et massivt dugfald på en sommermorgen på hans pande, da han spørger om, hvad selveste Mr. Legends opskrift på den perfekte kærlighedssang er. Herefter stikker spørgsmålene i 47 retninger. Mode, kostvaner, fængsler, AIDS og Donald Trump. Sidstnævnte er han ikke fan af. Han sælger sin politik som en bilforhandler, mener John. Og mens han forklarer sig, våger makeupartisten fra elevatoren over hans ikke-glinsende ansigt.

”Min kone og jeg blander for det meste bare vores vodka med danskvand. Der er ikke noget sukker i, og det er bedre for din figur,” griner han, da Trump-diskussionen glider over i hans vodkavaner, og nu er kvarteret gået.  

”Vi ses til festen senere,” siger John, inden vi forlader rummet. ’Cocktail with a splash of red’ hedder dresscoden til aftenens store fest, hvor John naturligvis giver koncert, så lobbyen er plastret til i røde butterflies, rød læbestift og røde kjoler.

Endnu en Cadillac Escalade parkerer foran hotellet og eskorterer os til den røde løber i Harlem. 

Indenfor sidder Nelson Mandelas barnebarn og drikker lysende vodkadrinks ligesom resten af selskabet, da Esther Mahlangu træder ind i lokalet i sit traditionelle stammetøj. Hun er blevet fløjet ind fra Sydafrika for at være med til lanceringen. Hendes hals er snøret ind i guldkæder, og det samme er hendes skinneben under den multifarvede kappe. Pitbull tordner ud af højtaleren, da den 80-årige afrikanske kvinde hjælpes ind i neonlyset i armkrog med sit barnebarn.

Esther Mahlangu og John Legend foran Apollo Theater i Harlem.

New York City er byen, hvor drømme kan gro ind i kapitalismens og berømmelsens lysende neonskilte på Manhattan.

”I went to New York City with nothing but a dream. But I had my hopes up. I worked hard and then I met Mr. Kanye West,” fortæller John Legend på scenen i Apollo Theater, mens han tilfører sin stemme melankolsk underlægningsmusik fra pianoet.

Det er den samme scene hvorpå Josephine Baker forførte mænd i hobetal i sit bananskørte. Herefter fulgte Miles Davis, Marvin Gaye, Aretha Franklin, John Lennon, B. B. King, Prince og James Brown, der alle har stået på scenen omkranset af tribuner med sirlige guldpaneler. Yeezuz ham under sine pladeselskabsvinger, og en kometkarriere var skudt i gang, og nu står han selv på den legendariske scene.

Forførelse er netop, hvad det hele handler om. Man bliver forført af de glitrende facader, de store flasker og ditto armbevægelser.

Mens John Legend spiller dumper et gigantisk hashtag bukket i neon ned fra teaterloftet. #MAKETHEDIFFERENCE. I aften gør vi forskellen ved at drikke Belvedere i alle afskygninger, og det er mildest talt lige til at klare.

Bono, der har stablet (RED) på benene, kunne desværre ikke være her i aften. I stedet har han sendt en dybfølt videohilsen fra eksotiske himmelstrøg, der opfordrer os alle til at omfavne natten:

”Dance under the stars of Harlem tonight,” siger han bag sine tonede, røde solbrilleglas. Og det gør vi så. Og så snart John Legend har forladt scenen, bliver den overtaget af en DJ, der åbner festen med ’Turn down for what’, hvilket starter en flodbølge af twerking fra dansegulvet og til teaterbalkonerne.  

På ethvert hjørne er kanapéer og matterede glas med Belvedere i forskellige forklædninger. Martini, tonic og spritz. Du behøver ikke vide, hvor baren er, for der er en horde af mennesker i røde kjoler og smoking, der er parate til at give dig, hvad end du mangler. Jordbær dyppede i forskellige slags chokolader, hummer i alle mulige afskygninger, og i øvrigt et væld anretninger på størrelse med en femkrone, der er smukke, men herudover helt uidentificerbare.

John Legend på scenen i Apollo Theater. 

Kvindetoilettet ligger gemt under en vindeltrappe. Det er en lille underverden. Et kig ind bag tæppet af tårnhøje stilletter og perfekte læbestifter. Ved håndvaskene er det stillet op fra ende til anden med, hvad du behøver for at være smuk nok til denne aften, der byder på rød løber og krystallysekroner på det legendariske gamle teater. Bordet bugner af hårlak, glattejern, hårbørster, tamponer, mintpastiller, bolsjer, tyggegummi. En kvinde i vest og permanentet hår sørger for, at dine hænder er tørre og velplejede, inden du forlader skønhedshellet under den store scene.

”Ladies, remember your iPhones and creditcards, pleeease,” siger hun og står klar med papirlometter, inden vi forlader båsene. Hernede er vi alle ens. Læbestiften skal rettes ligegyldigt, om man har råd til Louboutins eller ej.

De skulle bare vide, at jeg pt. står i mit absolut fineste sæt tøj. Men rød læbestift kan snyde mangt og meget. I forgårs stod jeg og spiste pålægschokolade af pakken i køleskabslysets skær på Nørrebro, i dag gav jeg hånd til John Legend.

Gad vide, om der er nogen andre i det her lokale, der elsker pålægschokolade. Ejer de joggingtøj og flade sko? Jeg er meget imponeret og tilsvarende meget i tvivl. John har fortalt, at han elsker yeezys, så sneaks ejer han da.

Times Square, Manhattan, NYC. 

I Cadillacs rykker vi fra den ene tagterrasse til den næste. Harlem, Midtown og Manhattan. Og så snart vi siger Belvedere, bliver vi eskorteret til elevatoren og fulgt op i skyerne.  

Heroppe er der en i selskabet, der spørger den skotske CEO for Belvedere: “Men Mr. Gibb, kan folk virkelig smage forskel på jeres vodka og al mulig anden vodka?”

”Nej. Naturligvis ikke. Men vi har et godt brand. Det er det, det hele handler om,” svarer han.   

Historiefortællingen og lanceringen er nøje udtænkt. Højtiderne er på vej, og hvem vil ikke gerne have vodka. Flasken skal være inkluderende og appellere til folk i hele verden, derfor har man valgt Esther og John som ambassadører, lader jeg mig forstå.  ”Det er en flaske med en historie,” siger mr. Gibb og peger på mig med den matterede vodkaflaskehals.  Så længe det er smukt og eksklusivt, så er alt godt, og vodkaen strømmer fortsat til vores bord.

LÆS OGSÅ: Journalist bag årets største historie: "Fuck tænkte jeg, da Putin talte om os live på tv"

LÆS OGSÅ: Helte med hjelme: Ny netflix-dokumentar skildrer verdens måske farligste job

LÆS OGSÅ: Se traileren: Ny stjernespækket Netflix-film med maskotter kommer til oktober